Et par ting skulle ordnes i Horsens.
Jeg havde god tid og gik en tur gennem de gamle gader, der ligger omkring bymidten og særlig ud mod Stensballe gik der tid.
Jeg kender ikke årstallet på byggerierne, men et forsigtigt gæt bliver omkring 1900, hvor Horsens havde et industrielt opsving.
Jeg har selvfølgelig været forbi før, og af en eller anden grund har jeg altså også tidligere bemærket de mange forskellige slags hoveddøre, man kommer forbi.
Kvaliteten på indgangspartierne har oprindelig været stor, udført med et flot dekorativt murerarbejde, omkring de flotte hoveddøre med mange detaljer og udskæringer.
En del af dem er blevet skiftet ud efter mange års slid og er siden blevet afløst af mere eller mindre heldige erstatninger, men heldigvis har mange også overlevet tidens tand og er blevet holdt flot vedlige.
Derfor er det også blevet til et meget broget billede man ser undervejs langs husene.
Her har man indsat en dør og anbragt seks brevsprækker midt i det hele, som en løsning der sikkert har glædet postbudet. Det hele er ekstra dekoreret med skraldesække foran:)
Nedenfor ses et eksempel på det modsatte, hvor det flotte håndværk virkelig er kommet til sin ret. Allerøverst, en variation hvor den gamle dør er forsøgt frisket op med livlige kulører.
Er det mon et udslag af for meget tid, siden den slags ting begynder at blive interessante ? ;)
Måske. Men turen bliver i hvert fald gentaget en dag når fotolyset er bedre, gerne med sol, for så kommer farverne rigtig frem.