Viser opslag med etiketten Berlin. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Berlin. Vis alle opslag

fredag, februar 15, 2008

Dagens vejr og udsigt fra værelset, den sidste morgen. Kommer jeg til Berlin en anden gang, er der ingen tvivl om jeg vil prøve at få et værelse på Park Inn igen. Hotellet ligger med sin centrale placering, perfekt til vandreture i alle retninger i byen, og med sine gode værelser og en god stor varieret morgen buffet er basen i orden.

Som på bestilling, var det næsten skyfrit fra morgenen. Vores sidste udflugt i Berlin var nemlig en tur, 200 meter op i Fernsehturm.
Hver eneste dag og nærmest uanset hvor man færdedes i byen, fangede øjet altid det markante tårn, som står højere end alt andet. Derfor måtte vi selvfølgelig også en tur derop, inden vi skulle hjem.

Udsigten var selvsagt uendelig, men eftersom vi har boet i højden på Park Inn, havde vi vænnet os til det lange udsyn, så effekten af udsigten fra tårnet havde en begrænset effekt. Men man kan ikke forlade Berlin uden at have besøgt tårnet.

Også i Berlin er rygere et jaget folkefærd.
Rygning er de fleste steder ikke tilladt, men der findes dog enkelte ”fristeder”. På Alexanderplatz Bahnhof er rygere allernådigst henvist til et udendørs ophold, men kun indenfor den gule markering på en udendørs perron, hvilket i øvrigt blev respekteret.
Når vi kørte i tog, kom vi af og til forbi en station, hvor der stod en klump af rygere indenfor den gule markering, på en ellers næsten mennesketom perron. Det så meget komisk ud.
Men at begrænse rygning udendørs midt i et trafikeret byområde med masser af bilos, virker da i øvrigt temmelig overdrevet!

Vi havde et par timers ventetid på Berlin Hauptbahnhof, inden turen gik hjem over.
De gik nu ret hurtigt med spisning og en rundtur for at købe lidt guf til turen. Men her nu også nok at se på, med tog linier i flere lag og utallige butikker, alt sammen levendegjort af et mylder af rejsende mennesker.
De mange stationer i Berlin er faktisk hver for sig et besøg værd. Og jeg ved heller ikke om betegnelsen ”station” er det rigtige ord, for flere af dem har nærmere karakter af at være hovedbanegårde, og virker for førstegangs besøgende som uoverskuelige labyrinter.
Ved en af Zoologischer Garten´s mange trapper mellem U-Bahn og S-Bahn, oplevede vi i hvert fald et par japanske piger der på sin vej mellem togene, på et tidspunkt undrerne så på hinanden og konstaterede at ”Her har vi da været før…..!” :)

Fint skal det være. Computerne er stillet op og sat til strøm i det tyske ICE tog, klar til de seks timers rejse hjem til Skanderborg, på første klasse med god plads og lædersæder.
Landskabet stryger forbi vinduerne og solen skinner dejligt, mens foto´s bliver redigeret og kladden til dagens blog bliver skrevet. Naaja ser dvd film og skriver på en fysik rapport på vejen hjem.
En god lille miniferie nærmer sig sin afslutning med op til 200 km. i timen gennem det flade tyske landskab.

Billeder : HER

torsdag, februar 14, 2008

En stor del af dagens lyse timer kom til at gå med en rundtur i resterne af den tidligere KZ lejr, Sachenhausen. der ligger i Oranienburg, en halv times kørsel fra Berlin med S Bahn.
Lejren blev oprettet i årene inden anden verdenskrig, og dannede grundlag for hvordan de efterfølgende KZ lejre blev bygget og drevet rundt omkring i Europa. Efter krigen blev den anvendt af russerne.
Stedet er i dag indrettet med flere forskellige udstillinger i de tilbageværende bygninger og barakker. Flere mindeplader er opsat rundt omkring og monumenter er opstillet.
Naaja og jeg blev eninge om, det grå og kolde vejr vi havde da vi besøgte stedet, måske var meget godt til at forstærke tankerne om den rædsel og elendighed der har ligget over lejren gennem de mange år.

Efter den dystre tur i Sachenhausen, gik turen med tog tilbage til en hel anden verden i Berlin.
Turen på Kurfürstendamm, som vi ikke fik taget i går, blev så klaret i dag.
Der blev kigget vinduer hos de dyre mode- og smykkebutikker i den eksklusive handelsgade. Ligesom i går blev der på vej tilbage, lavet et stop på Berlin Hauptbahnhof, denne gang for at få lidt føde i de efterhånden tomme maver. Mens vi sad i mellem de flot oplyste haller, besluttede vi at tage på aftenvandretur, for at se de kendte steder med belysning.

Fra banegården gik vi forbi Bundestag og de moderne bygninger der ligger der omkring, og videre til Potzdammer Platz. Filmfestivalen kører på fulde omdrejninger netop her, og vi fik også set ankomster med limousiner og fine damer på røde løbere ved et af de store hoteller. De mange tilråb fra de omkringstående og blitzlysene fortalte, at de kendte var kommet til byen. Desværre var de ikke kendte nok til at vi vidste hvem de var :) Men pyt! Det var da sjovt at se på.

Vi havde egentlig forventet lidt hidsig aftenbelysning da vi gik på Kurfürstendamm, men det var nu ikke meget anderledes end det vi ser i gaderne alle andre steder.
Her var der lidt mere spræl i Potzdammer platz´s energiforbrug. De høje huse var næsten fuldt oplyst. Det så ud som om de kontorer der vendte ud mod de store gader havde pligt til at lade lyset brænde! Det hele lugtede lidt af New York ;)

På vores vej hjem til hotellet, skulle vi gennem Brandenburger Tor. Den gør sig faktisk flottere i kunstig belysning, synes vi :)
Efter et lille indkøb, gik turen op på værelset med den fine udsigt over byens lys og endnu en dag er gået godt :)
Dagens billeder : HER

onsdag, februar 13, 2008

Vejret er med os hernede i berlin :)
Igen i dag kom vi på en større rundtur til fods. Først ud det gamle Østberlin, gennem Karl Marx Allée, langs de store bastante bygninger.
Vi kom omkring i de nedslidte bydele med den underligt sammensatte arkitektur. Vi kom også op og kiggede på Warschauer strasse´s fine meget gammeldags udseende station, som jeg desværre ikke fik taget billeder af. Den havde ellers mange fine detaljer.

Herefter kom vi til at gå langs et 1½ kilometer langt stykke af den gamle mur på Mühlen strasse, dekoreret af kunstnere kort tid efter murens fald.
Jeg tror det var her, Naaja omsider bemærkede, at uanset hvad vi ser her i berlin, hænger det sammen med begivenhederne i anden verdenskrig og koldkrigsperioden.
Hun har sikkert også undret sig over de gange jeg har stoppet ved huse med gamle skudhuller og bortsprængte hushjørner, og hørt mig mumle noget om hvad der mon kunne være sket netop der.
Kort herfra ligger Ostbahnhof, der viste sig at være rigtig hyggelig trods sin størrelse, så her blev der holdt en middagspause.

Turen gik hurtigt over Potsdammer Platz og videre gennem den store, nærmest skovagtige park, Tiergarten og hen til Siegessaüle.
Naaja havde ønsket sig en tur op i toppen af søjlen, der står midt i en stærkt trafikeret rundkørsel, som centrum for fem store veje.
Søjlen markerer tyske krigssejre fra fra tiden før anden verdenskrig, hvor det jo ikke gik tyskerne så godt, mens søjlen trods mange ar og skudhuller derimod klarede sig.

Ad snoede trapper kom vi op på toppen og fik en flot udsigt ad de fem lange veje der udgår fra søjlen. Brandenburger Tor stod for enden af den ene.
At søjlen besøges flittigt kunne ses på den enorme mængde grafitti og tags der var tegnet og malet overalt i over to meters højde indvendig i søjlen. Dekorativt på sin egen måde. Eller?
Fodturen gik nu mod den veslige bydels fine butikker og gader. KaDeWe blev set og en lille rundtur i området blev afsluttet med at hoppe på et tog i Zoologischer Garten.

Et lille stop blev gjort på Berlin Hauptbahnhof, for at få noget info på deres turist information, da vi gerne vil en tur til den gamle KZ lejr, Sachsenhausen udenfor byen i morgen.
Den store Banegård er ret ny, og de mange glas og stålflader strålede i den flotte belysning. Ret flot, synes jeg.
Vel "hjemme" på Alexanderplatz, blev der lige gået en runde for at fange lidt aftenstemning med kammeraet, inden vi gik op på hotellet.
Dagens billeder : HER

tirsdag, februar 12, 2008

Efter en god nats søvn og en god gang morgen buffet på byens største hotel, var det tid at begive sig ud i byen.
Dagen tegnede til at blive grå men tør, så vi satsede på at gå en større runde i det relativt milde vejr. Første stop blev et kig på Brandenburger tor og et russisk krigsmindesmærke. Eftersom vi var lige ved Bundestag, gik vi også op og fik det store udsyn fra den store glaskuppel der er bygget midt på den gamle bygning.
Det tog ellers sin tid at komme så langt. Næsten en times ventetid for at komme ind og sikkerheden ved indgangen var på samme niveau som et check ind i lufthavnen, med adgang gennem metaldetektorer og med alle tasker og løse dele sendt gennem scanner.

Vi kom også forbi de mange nye store byggerier omkring Potsdammer platz. Det er åbentbart også her den igangværende internationale filmfestival i Berlin er centreret. Overalt hang der røde bannere med festivalens logo og udenfor mange af de store biografer og hoteller var der klar til udlægning af røde løbere og tribuner opstillet til presse og tilskuere. Her var også et mylder af filmfolk og presse med VIP kort flagrende om halsen. En meget international stemning at vandre rundt i :)

Nærmest ved et tilfælde dukkede det gamle Checkpoint Charlie pludselig op foran os. Stedet ligner bestemt ikke det vi har set på de gamle fotos, og er i dag omringet af turistbutikker og ikke mindst os turister :) Til ære for os stod en fyr udklædt som vagt og måtte posere for fotograferne. Naaja havde dyb medlidenhed med staklen, som vist ikke havde tøj nok på, for han stod noget urolig og småtrampede rundt på den meget lille plads foran vagthuset. Den hurtige biltrafik, der kom susende på begge sider, skulle han også passe på.

Sidst på eftermiddagen kom vi forbi "Jüdisches Museum Berlin". Museet er delt i en gammel bygning og en helt ny, arkitektonisk spændene, der i sig selv er et besøg værd.
Hele den jødiske historie og kultur gennemgås frem til i dag, og især de triste begivenheder omkring anden verdenskrig er jo godt kendt og er måske også den største grund til museets eksistens i dag.
Vi var enige om det mest spændene indslag blev gåturen rundt på et enestående kunstværk, "Gefallene Laub - Faldende blade" af Dieter ogSi Rosenkranz. Det er indrettet i et meget højloftet betonrum, med gulvet dækket af flere hundrede forskellige "råbende" ansigter fremstillet i støbejern. Vi stod først blot og så på ansigterne, men fik forklaret at det var meningen at man skulle vandre rundt på ansigterne, for at man kunne høre de mange forskellige klanglyde de frembragte.
Meget effekfuldt at gå på de mange "jamrende" ansigter. Det gav os virkelig fornemmelse af millioner af menneskers lidelser, at vandre rundt der i halvmørket.
Det er meget sjældent at jeg har oplevet et kunstværk være så levende, som dette :)
Fotos fra dagen : HER

mandag, februar 11, 2008

Så er vi her, i dejlige Berlin :)
Tina og William fulgte os til toget i Skanderborg og herefter fulgte en fredelig togtur på seks timer til Berlin Haubtbahnhof.
Efter et lille tur med S-Bahn ankom vi til Alexanderplatz, hvor vores hotel, Park Inn, står højt og mægtigt med sine lange lige facader. Vi checkede ind og håbede vi ville komme til at få et værelse godt oppe og med god udsigt. Og her blev vi glædelig overraskede. Værelse næsten helt oppe i toppen og med udsigt til Ferhnse Turm og ud over Alexanderplatz, hvor de mange mennesker myldrede rundt som små myrer :)

Efter en lynhurtig udpakning var vi på gaden for at gå lidt rundt inden det blev mørkt.
Nede på pladsen så vi flere af de sjove "pølsemænd" der går rundt med hele butikken hængende i et par skulderstropper !
Der gik ikke længe før vi havde forvildet os et godt stykke rundt i byen og havde pludselig et godt stykke hjem.
Oven på en hård weekend gik Naaja´s "batterier hurtigt flade", så efter et indkøb i det kæmpestore Galleria Kaufhof, der ligger lige ved siden af hotellet, gik vi på værelset og min kære datter lå i en dyb søvn allererede inden klokken 21 !
Fotos : HER

lørdag, juli 28, 2007

En god byferie er slut :)
Det har været spændene at besøge Prag og Berlin og opleve hvor forskellige storbyer kan være.
Selv om prag er en meget malerisk smuk og intakt gammel by, synes jeg nu alligevel Berlin var meget mere interessant at besøge på grund af byens dramatiske historie, som sås så tydeligt i de meget forskellige bydele og blandingen af nyt og gammelt.
Hvor man i Prag til tider havde en fornemmelse af at gå i en stor kulisse opsat til ære for os turister, virkede Berlin mere levende og ægte og som et sted, hvor folk havde en hverdag at passe.
På grund af det gode vejr og de mange turister, som der naturligvis er til stede i sommerferien, kom vi stort set ikke indendørs for at se noget. De mange indendørs tilbud der er i begge byer har vi tilgode til næste gang vi kommer forbi :)
På togrejsen hjem i går aftes begyndte ungerne for alvor at glæde sig til at komme hjem. Tina og jeg fik en hyggelig sludder med et ældre ægtepar, som vi delte kupé med. Selvskabelighed er næsten altid en del af lange togture :)
Fotos fra Prag : HER
Fotos fra Berlin : HER

fredag, juli 27, 2007


Ferien er ved at være slut. Ventetiden på toget går med at se den ny banegård og shoppe.

torsdag, juli 26, 2007

Geocaching dyrkes verden over.
Derfor er der i dag blevet afsat tid til at finde tre caches rundt i Berlin. Øverste billede er fra "vores" gamle forfaldne station Ostkreutz, som blev fundet om morgenen.
Til aften var Naaja med rundt og fandt de sidste to, her ses den der var gemt nær ved Fernsehturm.
Ellers en rigtig god dag med en lang tur fra det gamle Østtyske, hvor vi bor, til Berlins dyre ende, Kurfürstendams mærkevare butiks strøg.

onsdag, juli 25, 2007

Vi lagde ud med en tur i Berlin Zoologischer Garten, for at se den verdens berømte isbjørneunge, Knut (Der nu er blevet temmelig stor). En flot klassisk zoologisk have, hvor det mest interessante var deres modstykke til vores Danmarks akvarium.

Herefter blev det tid til at se en miniudgave af New York, som det nybyggede Potsdammer Platz minder om. En samling af højt byggeri, der for os der kun er vant til at se noget op til fjerde sals højde, virker helt enormt :)

I området ligger også Sony Center´s glasbeklædte facader, med den fantastiske runde over 100 meter brede overdækning, der ser ud som om den hænger frit i luften, som en ufo på vej til landing.
Også en del af Berlin der er i udvikling.

En lille rest af Muren, blev også studeret, og jeg prøver efter bedste evne at vise ungerne alle byens mange spor fra koldkrigstiden og 2. verdenskrig, og forklare lidt om det der skete den gang. Historie undervisning bliver mere interessant, når der kan ses skudhuller og manglende hushjørner efter kamp på nogle af de gamle bygninger.
Synligheden i Berlins historie er alle steder meget nærværende, og spændene at se. Brandenburger Tor og det store minde anlæg for holocaust nærved blev også passeret undervejs.

tirsdag, juli 24, 2007

Vi bor på youth hostel her i Berlin, hvilket er meget livligt!
Dvs. meget fest og larm, lidt nattesøvn men tilgengæld også mulighed for at få den bærbare koblet trådløst på nettet :)

Vi forlod det smukke, men også turist fyldte Prag i går, og kom hertil efter en lille togrejse på fem timer. Vi er bosat i udkanten af Berlin, i det område der hedder Friedrichshain. Et område der "lugter" af det gamle Østtyskland.
Ligesom Prag foregår vores transport hovedsaglig til fods og vi får på den måde set rigtig meget, og der bliver tid til at gøre stop undervejs for at småshoppe, proviantere og især se på livet der går forbi :)
Dagens tur blev en travetur op til Alexander Platz via den fantastiske boulevard Karl Marx Allee (Billedet foroven). For en meget sjælden gangs skyld må jeg sige at træerne står i vejen! De "skygger" for de kæmpemæssige bygninger og den mange meter bredde og snorlige boulevard, der oser af kommunismens og sovjetunionens storhedstid.

Berlins 360 meter høje Fernseturm, står højt i bybilledet og mine øjne fanger konstant dets dramatiske fantastiske former! Det blev bygget i koldkrigs perioden og ligner noget der er blevet brugt i det Sovjetiske rumprogram i 1960érne :)

Alexander Platz (Og Berlin iøvrigt), er en kæmpebyggeplads for tiden, og her er en fantastisk blanding af nyt og gammelt. Her brugte vi noget tid på et kæmpe varehus i bedste vestlige niveau og nød den efterhånden sparsomme sol på pladsen ved springvandet.
Mange kritiserer Berlin for sin rodede arkitektur, men på mange måder synes jeg det er en utrolig spændene by der afspejler sin historie rigtig godt og der er ingen tvivl om der ligger mange spændene byture og venter.
Og måske mere interessant end Prag.

mandag, juli 23, 2007


Rejsedag med tog til berlin. Flot tur langs floden.

torsdag, juli 19, 2007


Højt humør i toget. Spisevognen var et populært sted at besøge undervejs.

onsdag, juli 18, 2007

Pakkedag!
Efter nogle dage herhjemme, holder vi byferie i otte dage. I morgen går turen de ca. 12 timer med tog direkte til Prag, via Hamburg og Berlin. På vejen hjem står vi af i Berlin, hvor vi har tre dage, inden vi kommer hjem fredag d. 28/7.
Rejsen er arrangeret hos DSB. Noget der kaldes fridagsferie.
Mens vi er væk, bruger noget familie vores hus som ferie lejlighed.
Jeg prøver nok at sende et foto og en lille kommentar fra mobilen dagligt :) Det virker her i DK, men om det også kan gøres fra Tjekkiet og Tyskland må tiden vise.