fredag, februar 29, 2008

I dag skulle eftermiddagen bruges til en rundtur i Århus for at se på udvalget af telte til enkeltmand ;)
Det skulle vise sig at være hurtigt overstået, da ingen af butikkerne havde noget særligt udvalg af telte liggende. Og slet ikke på denne årstid, så enden på den sag bliver, jeg går en tur på nettet og handler i stedet.
Jeg kan nu ellers bedst lide at handle i butikkerne. jo mere vi handler på nettet, jo mindre bliver antallet af special butikker i vore byer.

En byvandring kunne det blive til i stedet :)
Et fast indslag på mine ture til Århus er turen langs renoveringsarbejdet med fritlægningen af Århus Å ved Åboulevarden. Et projekt der har gået over en årrække, og fik sin officielle afslutning i sidste uge. Naturligvis er der mange "løse ender" og jeg tror først vi når godt hen på foråret før anlægsarbejdet er helt afsluttet.
På billedet ses det store parkagtige anlæg ved hovedbiblioteket.

Undervejs kom jeg også gennem et Butikscenter, Sankt Clemensborg, som ligger lige ud til byens centrale gågade, hvor der altid er et virvar af folk på vej frem og tilbage for at shoppe og ikke mindst for at flanere :)
Clemensborg er ikke blevet den store succes og da jeg kom forbi, var der heller ikke særlig meget liv, selvom det var myldretid på strøget udenfor.
Det åbne centrale rum med rulletrapperne, minder meget om det tilsvarende rum i det nærliggende Bruun´s Galleri.
Gad vide om det er samme arkitekter der står bag ? Jo, en søgning på www.arkitekturbilleder.dk gav et bekræftene resultat. Mærkligt at man ikke har ønsket et helt andet visuelt resultat........

torsdag, februar 28, 2008

Dejligt vejr og sol har det været.
Men kun indtil jeg kom hjem fra arbejde, hvor skyerne lagde sit tunge låg over Skanderborg :(
Jeg havde ellers sat næsen op efter en flot aftentur med kammeraet ude ved søen og skoven. I timen omkring solnedgang kan der med lidt held laves nogle flotte stemningsfyldte "skud".
Turen tog jeg dog alligevel. At foråret er på vej er der ingen tvivl om. Fuglestemmer høres så småt rundt omkring og blishønerne er begyndt at rumstere i sivene. De er begyndt at lede efter egnede steder at bygge redepladser.

I dagens udgave af "Nyhedsavisen", fortælles der, at vi danskere (faktisk hver femte!) medbringer rugbrød i kufferterne, når vi tager til udlandet for at holde ferie.
Det blev jeg lidt overrasket over, og så alligevel ikke. Med baggrund i vores små rejser det seneste år, har vi faktisk også snakket om manglen på et rigtig dejligt stykke groft rugbrød, når man var rigtig sulten. Tyskland har rigtig godt rugbrød, men Tjekkiet og Holland er åbenbart mest til det hvide brød. På trods af ihærdige forsøg på at forklare de lokale vores "problem" og lange ekspeditioner rundt i Prag og Amsterdam fandt vi aldrig noget der bare mindede om groft brød som vi kender det herhjemme.
Men vi klarede os heldigvis uden alvorlige mén :)

onsdag, februar 27, 2008

Aviser og kaffe. De vigtigste elementer i hverdagen. Først herefter kommer værktøj og materialer:)
Efter et par dage, hvor firmaets fire mand har været med på byggeriet, har jeg haft pladsen for mig selv i dag. Der er nu heller ikke så meget vi kan lave nu, for murværket skal mange steder tørre ordentligt igennem. Jeg må nok ud på andre opgaver et par dage.

tirsdag, februar 26, 2008

I dag har jeg modtaget det sidste af fem bind i en bogserie, der beskriver et stort antal forskellige særegne geologiske lokaliteter i Danmark.
Bogserien som har fået fællestitlen "Geologisk Set"er over en tolvårs periode udgivet af Geografforlaget, der også udgiver undervisningsbøger til bla. folkeskolerne.
De fem bøger omhandler hver sin region og indledes alle med en overordnet gennemgang af den geologiske udvikling i hele regionen, og herefter uddybes de udvalgte lokaliteter i hver sine artikler.

En rigtig god serie, jeg selv bruger at kigge i, hver gang jeg skal besøge nye natur områder. Alt er skrevet i et sprog som alle kan forstå, med flere gode foto´s og gode forklarende figurer.
Selv om Danmark måske ikke byder på de store dramatiske landskaber, er der alligevel mange forskellige detaljer i landskabet, der fortæller en spændene historie om hvordan landskabet løbende udvikler sig.
Et meget stort minus har bogserien dog. Det er kvaliteten i indbinding og omslag. Indbinding er nærmest som en billig paperback og tåler dermed ikke at blive "rigtig" brugt, hvilket jo ikke er særlig hensigtsmæssigt med en opslagsbog. Omslaget er fremstillet i karton, med uens og sjusket layout, og dermed fremstår serien ikke som en helhed, når bøgerne står i reolen.
En lussing er hermed givet til forlaget ;)
Vi der køber sådanne bøger havde nok gerne givet de få kroner mere for at få en god kvalitet i de håndbøger, som vi vel gerne skulle kunne bruge i flere år frem.

Et lille stykke himmel kom til syne for en meget kort bemærkning, sidst på dagen, som ellers har været domineret af regn.

mandag, februar 25, 2008

Først på dagen var der solskin over byggepladsen :)
Dagen er gået uden de store indslag.
Efterhånden som dagene bliver lysere og længere, er jeg også begyndt at mærke den indre uro og længsel efter at komme ud på længere ture og tumle rundt i den dejlige østjyske natur.
Jeg tror det var derfor, jeg kørte forbi banegården og købte de seneste numre af magasinerne "Sportsfiskeren" og "Opdag Verden" :)
En af de nærmeste dage vil jeg bruge lidt tid på at efterse mit udendørsgrej og i den forbindelse tager jeg en tur til de "store" outdoor butikker i århus for at blive opdateret på det nyeste grej. Man kan selvfølgelig gå på nettet og kigge, men det er nu federe at se tingene "live" og ikke mindst er det vigtigt at få lov at "se" med fingrene :)

søndag, februar 24, 2008

Turen gik til Fredericia igen, for at blive færdig med lofterne vi begyndte på i går.
Denne gang klarede jeg selv malerarbejdet, mens Tina og William hjalp til andre steder.
Vi kom hjem tids nok til jeg kunne nå en times travetur inden det blev mørkt. Undervejs kom jeg forbi fodboldbanerne, hvor Naaja var til fodboldtræning. Hun har ellers haft en pause på en hel sæson, men er vendt tilbage med stor begejstring.

Har man tid og lyst vil jeg i øvrigt opfordre til et besøg på familien Zimmers blog, som jeg selv jævnligt kigger ind på. En berejst familie som jeg mødte i Grønland på vores fælles arbejdplads ved Grønlands Kommando, men som flyttede til USA i starten af januar efter en kort mellemlanding i Danmark.
En fin blog om hvordan man starter en hverdag op i USA, med de store og små udfordringer der altid følger med den slags spring i livet.
Bloggen viser sig også som et godt redskab til at vise familie, venner og gamle arbejdskolleger, hvordan det går i det nye hjem.
Jeg synes også at familien her meget fint beviser, at selv med mindre børn, kan man godt tage på længere udlandsophold og få nogle spændene fælles oplevelser. Netop hensynet til børnene er ellers et af de mest brugte argumenter for at blive hjemme i de vante omgivelser, fremfor at taget springet ud i verden.
Zimmers har taget udfordringen op og jeg tror de vil samle mange spændene oplevelser og indtryk op i årene der vil komme.
Godt eventyr til jer ;)

lørdag, februar 23, 2008

Et nødråb fra noget familie i Fredericia, fik William, Tina og ham selv til at pakke bilen med en lille malersprøjte plus lidt småting.
Listelofter i en vinkelstue og tre værelser skulle males, og her er sprøjten så afgjort en fordel frem for at skulle "gnubbe" sig gennem de mange brædder med en bred pensel :)
Dagens behandling stod på et par gange med en spærrende grunder, så det nikotingule træværk (forhåbentlig !!!! ) ikke bliver skjoldet og gult at se på, når den hvide loftmaling kommer på.
Opgaven var dejlig nem at gå til, for afvaskning og afdækning var vel udført. Tak for det ;)

Rigtig heldigt var det også, at forholdene var sådan, at W kunne få lov til at være malerlærling for en dag :)
Han klarede det fint, selv om han måtte strække sig heeeelt ud for at komme bare nogenlunde tæt nok på loftet :) Men hans interesse for arbejdet fejlede bestemt ikke noget, nu hvor han fik lov at prøve noget grej med strøm på :)
På den måde blev det rigtig hyggeligt at have ham med på "arbejde".

Her er Naaja ved at gøre klar til hendes sidste arbejdsdag med reklamerne.
Efter vi er flyttet kan vi ikke modtage de store bunker reklamer, der skal bringes ud i weekenden. Det er nu også fint nok, for snart kommer eksamenstid, ferie og ikke mindst efterskolen.
William ( og jeg) overtager den lille tur midt på ugen. Her skal der normalt kun en til tre reklamer ud til hver husstand, så det er til at overse.

fredag, februar 22, 2008

Endnu en grønlandstur er stillet i udsigt :)
For nogle få dage siden har jeg fået aftalt en lille sommertur til det lille arktiske smørhul, Grønnedal.
Indtil videre for perioden 30/6 - 8/9 - 08.
Sidste år sprang jeg sommeren helt over, så jeg er klart understimuleret når det kommer til fisketure i de brusene elve og langs fjorden.
Traveture i fjeldet er jeg også klar til, for på turen i Berlin fik jeg købt et nyt par "Meindl Island Pro" vandrestøvler. Det bliver det fjerde sæt støvler der skal slides ned :)
Men først og fremmest er det jo også en dejlig arbejdsplads. Som regel er der en del udendørs arbejde om sommeren, og med de meget flotte omgivelser er det en fornøjelse at gå ude og male.

torsdag, februar 21, 2008

Om jeg begriber der kan blive ved at være så meget at lave, når man flytter ind i en ny lejlighed.
Dagene går ofte med ture i diverse butikker for at indkøbe alle mulige små dimser, der skal arbejdes med når man kommer hjem.
Naaja´s længe ventede seng/sofa kom i dag, og gav et par timers arbejde, men nu kan hun også sove som en prinsesse :) Slut med at sove på den spinkle gæsteseng.
William fik sin reol og kan endelig få sat alle sine sager i orden.
Løbende bliver der "produceret" bunker af tømte papkasser, bobleplast og flamingo stumper, som vi bærer over i det gamle hus til opbevaring indtil midt i marts, hvor vi har lejet en kassevogn. Her vil vi så tømme huset for de resterende møbler, gamle tæpper og alt muligt affald, og køre det op på genbrugsstationen.

onsdag, februar 20, 2008

En lille demonstration af et af vores allervigtigste værktøjer.
Girafsliberen, som den hedder i det daglige, er med sin roterende slibeskive og tilhørende støvsuger et uundværligt værktøj, der har gjort det grove arbejde en del nemmere og efterlader luft og omgivelser med langt mindre støv, end dengang vi kun havde slibeklodser. En super opfindelse :)
Jeg er ved at slibe spartlinger på gipsplader på loftet, som jo er et af de mest brugte byggematerialer til vægge og lofter i dagens byggeri.

tirsdag, februar 19, 2008

Det er blevet helt normalt at tage afsted til arbejde med lyden af de morgenfriske solsortes sang som "baggrundsstøj". Det må være fordi det er så mildt i vejret :)
Efter arbejde blev det tid til en hurtig smuttur hen til Slotskirken, hvor jeg som owner, har en geocache gemt inde i noget der minder om et gammelt fangehul i den store jordvold, som kirken er bygget på.
Den travelbug jeg fandt ovre ved de store bakker langs Oddervej, for snart to uger siden, blev lagt i cachen, så andre geocachere kan sende den videre ud i verden. "Buggen" havde vi ellers med til Berlin for at lægge den i en cache dernede, men vi nåede det ikke.

mandag, februar 18, 2008

Hverdag igen.
Her ses jeg i et af dagens gode øjeblikke, hvor formiddagskaffen nydes og gratisaviserne lige bliver skimmet igennem :)
I langt de fleste tilfælde foregår pauserne blandt stiger og malerspande, hvilket vist ikke er helt lovligt i følge reglerne om arbejdsmiljø. Men er vejret nogenlunde rykker jeg ofte ud og finder en lun krog :)
Jeg er kommet op og arbejde i det ny boligområde, Skanderborg Bakker, jeg har vist billeder fra et par gange her på bloggen. Området består overvejene af hvide rækkehus byggerier, men et lille område er forbeholdt grunde udstykket til forskellige enfamilieshuse, og her er jeg kommet på arbejde i et af dem. En ganske udemærket opgave - ser det ud til ;)
Jeg vil også reklamere for en rigtig god blog, for dem som må være interesseret i livets gang hos en af de udstationerede ved Grønlands Kommando, Grønnedal, hvor jeg også selv kommer forbi af og til. Det er en af de ansatte på Flåderadioen, hvis oplevelser kan følges : HER

søndag, februar 17, 2008

William slipper ikke altid godt fra sine tricks på skateboardet :)
Han bruger stadig vejen foran vores gamle hus når han skal skate. Det ligger jo tæt ved og asfalten er dejlig jævn.
Dagen gået med diverse el arbejde og en aftentur med spisning hos venner i Århus.

lørdag, februar 16, 2008

Naaja og jeg var hjemme lidt over klokken ti i går aftes.
Da vi kom hjem, havde vi også fået besøg af svigermor og svoger fra det fjerne København, som var kommet for at se vores nye lejlighed.
Mens vi har været i Berlin, har Tina fået et stort maleri hjem til ophængning på de hvide vægge. Det, og nogle fine bogkasser som også omsider er nået til Skanderborg, blev hængt op og taget i brug, efter gæsterne var taget hjem.
Stille men sikkert er det begyndt og tynde ud i flyttekasserne.
Aftenfoto´s fra Sony Center, Berlin : HER

fredag, februar 15, 2008

Dagens vejr og udsigt fra værelset, den sidste morgen. Kommer jeg til Berlin en anden gang, er der ingen tvivl om jeg vil prøve at få et værelse på Park Inn igen. Hotellet ligger med sin centrale placering, perfekt til vandreture i alle retninger i byen, og med sine gode værelser og en god stor varieret morgen buffet er basen i orden.

Som på bestilling, var det næsten skyfrit fra morgenen. Vores sidste udflugt i Berlin var nemlig en tur, 200 meter op i Fernsehturm.
Hver eneste dag og nærmest uanset hvor man færdedes i byen, fangede øjet altid det markante tårn, som står højere end alt andet. Derfor måtte vi selvfølgelig også en tur derop, inden vi skulle hjem.

Udsigten var selvsagt uendelig, men eftersom vi har boet i højden på Park Inn, havde vi vænnet os til det lange udsyn, så effekten af udsigten fra tårnet havde en begrænset effekt. Men man kan ikke forlade Berlin uden at have besøgt tårnet.

Også i Berlin er rygere et jaget folkefærd.
Rygning er de fleste steder ikke tilladt, men der findes dog enkelte ”fristeder”. På Alexanderplatz Bahnhof er rygere allernådigst henvist til et udendørs ophold, men kun indenfor den gule markering på en udendørs perron, hvilket i øvrigt blev respekteret.
Når vi kørte i tog, kom vi af og til forbi en station, hvor der stod en klump af rygere indenfor den gule markering, på en ellers næsten mennesketom perron. Det så meget komisk ud.
Men at begrænse rygning udendørs midt i et trafikeret byområde med masser af bilos, virker da i øvrigt temmelig overdrevet!

Vi havde et par timers ventetid på Berlin Hauptbahnhof, inden turen gik hjem over.
De gik nu ret hurtigt med spisning og en rundtur for at købe lidt guf til turen. Men her nu også nok at se på, med tog linier i flere lag og utallige butikker, alt sammen levendegjort af et mylder af rejsende mennesker.
De mange stationer i Berlin er faktisk hver for sig et besøg værd. Og jeg ved heller ikke om betegnelsen ”station” er det rigtige ord, for flere af dem har nærmere karakter af at være hovedbanegårde, og virker for førstegangs besøgende som uoverskuelige labyrinter.
Ved en af Zoologischer Garten´s mange trapper mellem U-Bahn og S-Bahn, oplevede vi i hvert fald et par japanske piger der på sin vej mellem togene, på et tidspunkt undrerne så på hinanden og konstaterede at ”Her har vi da været før…..!” :)

Fint skal det være. Computerne er stillet op og sat til strøm i det tyske ICE tog, klar til de seks timers rejse hjem til Skanderborg, på første klasse med god plads og lædersæder.
Landskabet stryger forbi vinduerne og solen skinner dejligt, mens foto´s bliver redigeret og kladden til dagens blog bliver skrevet. Naaja ser dvd film og skriver på en fysik rapport på vejen hjem.
En god lille miniferie nærmer sig sin afslutning med op til 200 km. i timen gennem det flade tyske landskab.

Billeder : HER

torsdag, februar 14, 2008

En stor del af dagens lyse timer kom til at gå med en rundtur i resterne af den tidligere KZ lejr, Sachenhausen. der ligger i Oranienburg, en halv times kørsel fra Berlin med S Bahn.
Lejren blev oprettet i årene inden anden verdenskrig, og dannede grundlag for hvordan de efterfølgende KZ lejre blev bygget og drevet rundt omkring i Europa. Efter krigen blev den anvendt af russerne.
Stedet er i dag indrettet med flere forskellige udstillinger i de tilbageværende bygninger og barakker. Flere mindeplader er opsat rundt omkring og monumenter er opstillet.
Naaja og jeg blev eninge om, det grå og kolde vejr vi havde da vi besøgte stedet, måske var meget godt til at forstærke tankerne om den rædsel og elendighed der har ligget over lejren gennem de mange år.

Efter den dystre tur i Sachenhausen, gik turen med tog tilbage til en hel anden verden i Berlin.
Turen på Kurfürstendamm, som vi ikke fik taget i går, blev så klaret i dag.
Der blev kigget vinduer hos de dyre mode- og smykkebutikker i den eksklusive handelsgade. Ligesom i går blev der på vej tilbage, lavet et stop på Berlin Hauptbahnhof, denne gang for at få lidt føde i de efterhånden tomme maver. Mens vi sad i mellem de flot oplyste haller, besluttede vi at tage på aftenvandretur, for at se de kendte steder med belysning.

Fra banegården gik vi forbi Bundestag og de moderne bygninger der ligger der omkring, og videre til Potzdammer Platz. Filmfestivalen kører på fulde omdrejninger netop her, og vi fik også set ankomster med limousiner og fine damer på røde løbere ved et af de store hoteller. De mange tilråb fra de omkringstående og blitzlysene fortalte, at de kendte var kommet til byen. Desværre var de ikke kendte nok til at vi vidste hvem de var :) Men pyt! Det var da sjovt at se på.

Vi havde egentlig forventet lidt hidsig aftenbelysning da vi gik på Kurfürstendamm, men det var nu ikke meget anderledes end det vi ser i gaderne alle andre steder.
Her var der lidt mere spræl i Potzdammer platz´s energiforbrug. De høje huse var næsten fuldt oplyst. Det så ud som om de kontorer der vendte ud mod de store gader havde pligt til at lade lyset brænde! Det hele lugtede lidt af New York ;)

På vores vej hjem til hotellet, skulle vi gennem Brandenburger Tor. Den gør sig faktisk flottere i kunstig belysning, synes vi :)
Efter et lille indkøb, gik turen op på værelset med den fine udsigt over byens lys og endnu en dag er gået godt :)
Dagens billeder : HER

onsdag, februar 13, 2008

Vejret er med os hernede i berlin :)
Igen i dag kom vi på en større rundtur til fods. Først ud det gamle Østberlin, gennem Karl Marx Allée, langs de store bastante bygninger.
Vi kom omkring i de nedslidte bydele med den underligt sammensatte arkitektur. Vi kom også op og kiggede på Warschauer strasse´s fine meget gammeldags udseende station, som jeg desværre ikke fik taget billeder af. Den havde ellers mange fine detaljer.

Herefter kom vi til at gå langs et 1½ kilometer langt stykke af den gamle mur på Mühlen strasse, dekoreret af kunstnere kort tid efter murens fald.
Jeg tror det var her, Naaja omsider bemærkede, at uanset hvad vi ser her i berlin, hænger det sammen med begivenhederne i anden verdenskrig og koldkrigsperioden.
Hun har sikkert også undret sig over de gange jeg har stoppet ved huse med gamle skudhuller og bortsprængte hushjørner, og hørt mig mumle noget om hvad der mon kunne være sket netop der.
Kort herfra ligger Ostbahnhof, der viste sig at være rigtig hyggelig trods sin størrelse, så her blev der holdt en middagspause.

Turen gik hurtigt over Potsdammer Platz og videre gennem den store, nærmest skovagtige park, Tiergarten og hen til Siegessaüle.
Naaja havde ønsket sig en tur op i toppen af søjlen, der står midt i en stærkt trafikeret rundkørsel, som centrum for fem store veje.
Søjlen markerer tyske krigssejre fra fra tiden før anden verdenskrig, hvor det jo ikke gik tyskerne så godt, mens søjlen trods mange ar og skudhuller derimod klarede sig.

Ad snoede trapper kom vi op på toppen og fik en flot udsigt ad de fem lange veje der udgår fra søjlen. Brandenburger Tor stod for enden af den ene.
At søjlen besøges flittigt kunne ses på den enorme mængde grafitti og tags der var tegnet og malet overalt i over to meters højde indvendig i søjlen. Dekorativt på sin egen måde. Eller?
Fodturen gik nu mod den veslige bydels fine butikker og gader. KaDeWe blev set og en lille rundtur i området blev afsluttet med at hoppe på et tog i Zoologischer Garten.

Et lille stop blev gjort på Berlin Hauptbahnhof, for at få noget info på deres turist information, da vi gerne vil en tur til den gamle KZ lejr, Sachsenhausen udenfor byen i morgen.
Den store Banegård er ret ny, og de mange glas og stålflader strålede i den flotte belysning. Ret flot, synes jeg.
Vel "hjemme" på Alexanderplatz, blev der lige gået en runde for at fange lidt aftenstemning med kammeraet, inden vi gik op på hotellet.
Dagens billeder : HER

tirsdag, februar 12, 2008

Efter en god nats søvn og en god gang morgen buffet på byens største hotel, var det tid at begive sig ud i byen.
Dagen tegnede til at blive grå men tør, så vi satsede på at gå en større runde i det relativt milde vejr. Første stop blev et kig på Brandenburger tor og et russisk krigsmindesmærke. Eftersom vi var lige ved Bundestag, gik vi også op og fik det store udsyn fra den store glaskuppel der er bygget midt på den gamle bygning.
Det tog ellers sin tid at komme så langt. Næsten en times ventetid for at komme ind og sikkerheden ved indgangen var på samme niveau som et check ind i lufthavnen, med adgang gennem metaldetektorer og med alle tasker og løse dele sendt gennem scanner.

Vi kom også forbi de mange nye store byggerier omkring Potsdammer platz. Det er åbentbart også her den igangværende internationale filmfestival i Berlin er centreret. Overalt hang der røde bannere med festivalens logo og udenfor mange af de store biografer og hoteller var der klar til udlægning af røde løbere og tribuner opstillet til presse og tilskuere. Her var også et mylder af filmfolk og presse med VIP kort flagrende om halsen. En meget international stemning at vandre rundt i :)

Nærmest ved et tilfælde dukkede det gamle Checkpoint Charlie pludselig op foran os. Stedet ligner bestemt ikke det vi har set på de gamle fotos, og er i dag omringet af turistbutikker og ikke mindst os turister :) Til ære for os stod en fyr udklædt som vagt og måtte posere for fotograferne. Naaja havde dyb medlidenhed med staklen, som vist ikke havde tøj nok på, for han stod noget urolig og småtrampede rundt på den meget lille plads foran vagthuset. Den hurtige biltrafik, der kom susende på begge sider, skulle han også passe på.

Sidst på eftermiddagen kom vi forbi "Jüdisches Museum Berlin". Museet er delt i en gammel bygning og en helt ny, arkitektonisk spændene, der i sig selv er et besøg værd.
Hele den jødiske historie og kultur gennemgås frem til i dag, og især de triste begivenheder omkring anden verdenskrig er jo godt kendt og er måske også den største grund til museets eksistens i dag.
Vi var enige om det mest spændene indslag blev gåturen rundt på et enestående kunstværk, "Gefallene Laub - Faldende blade" af Dieter ogSi Rosenkranz. Det er indrettet i et meget højloftet betonrum, med gulvet dækket af flere hundrede forskellige "råbende" ansigter fremstillet i støbejern. Vi stod først blot og så på ansigterne, men fik forklaret at det var meningen at man skulle vandre rundt på ansigterne, for at man kunne høre de mange forskellige klanglyde de frembragte.
Meget effekfuldt at gå på de mange "jamrende" ansigter. Det gav os virkelig fornemmelse af millioner af menneskers lidelser, at vandre rundt der i halvmørket.
Det er meget sjældent at jeg har oplevet et kunstværk være så levende, som dette :)
Fotos fra dagen : HER

mandag, februar 11, 2008

Så er vi her, i dejlige Berlin :)
Tina og William fulgte os til toget i Skanderborg og herefter fulgte en fredelig togtur på seks timer til Berlin Haubtbahnhof.
Efter et lille tur med S-Bahn ankom vi til Alexanderplatz, hvor vores hotel, Park Inn, står højt og mægtigt med sine lange lige facader. Vi checkede ind og håbede vi ville komme til at få et værelse godt oppe og med god udsigt. Og her blev vi glædelig overraskede. Værelse næsten helt oppe i toppen og med udsigt til Ferhnse Turm og ud over Alexanderplatz, hvor de mange mennesker myldrede rundt som små myrer :)

Efter en lynhurtig udpakning var vi på gaden for at gå lidt rundt inden det blev mørkt.
Nede på pladsen så vi flere af de sjove "pølsemænd" der går rundt med hele butikken hængende i et par skulderstropper !
Der gik ikke længe før vi havde forvildet os et godt stykke rundt i byen og havde pludselig et godt stykke hjem.
Oven på en hård weekend gik Naaja´s "batterier hurtigt flade", så efter et indkøb i det kæmpestore Galleria Kaufhof, der ligger lige ved siden af hotellet, gik vi på værelset og min kære datter lå i en dyb søvn allererede inden klokken 21 !
Fotos : HER

søndag, februar 10, 2008

Allerede fra morgenen så vejret ud til at blive helt forrygende.
Mens Naaja kom til kræfter sammen med sine venner nede i huset efter en festlig aften og nat, tog vi andre en tur ud til kysten.
Vi gjorde os hurtigt klar og var afsted ved titiden. Turen kom til at gå til kysten ved Tønballe Skov der ligger ved mundingen af Horsens Fjord og overfor Hjarnø.
Ekstra billeder fra turen er kommet på min fotoblog : HER

Jeg har præsenteret stedet her på bloggen før. Stedet besøger vi af og til og er blevet et af mine favorit tursteder, fordi kysten er spændene for os alle at gå langs med.
Sammensætningen af den kystnære skov, klinterne, de væltede træer og de mange forskellige slags sten på stranden gør at der altid noget at se på og gå på opdagelse i.
William elsker at gå ved stranden og finde flotte sten og fossiler som der ligger her. Samtidig kan der bruges kræfter på klatreture, leg med kæppe og slå smut med sten henover vandet :)

Efter at have brugt hele dagen ude i det nærmest sommerlune vejr, vil aftenen komme til at gå med at få samlet lidt sager sammen til rejsen til Berlin, som Naaja og jeg tager til i morgen tidlig.
Vi rejser i morgen med det direkte tyske ICE tog dertil. Det afgår her fra Skanderborg kl. 8.19 og ankommer til Berlin Haubtbahnhof. 14.36.
Vi skal overnatte på det store Hotel Park Inn, der ligger dejlig centralt på Alexanderplatz. Vi rejser hjem igen fredag eftermiddag efter nogle forhåbentlig gode dage :)
Jeg håber at fortsætte bloggen dernede fra med nogle gode foto´s.

lørdag, februar 09, 2008

Jeg har som aktiv geocacher, selv udlagt fire caches her omkring skanderborg.
De bliver alle jævnligt fundet, og derfor skal de også tilses af og til for at sikre de ligger rigtigt i forhold til koordinaterne, og er i god stand.
Heldigvis er de som finder dem også flinke til at sende en mail, hvis der problemer omkring cachen.
Forleden modtog jeg en mail fra et team som ville prøve min multicache ude ved Vester Mølle. Den består af fire forskellige små caches, der hver indeholder oplysninger, som skal findes før den endelige cache med logbogen kan findes. De nåede dog aldrig så langt, for de kunne meddele at den første ikke kunne findes på den angivne koordinat på grund af gravearbejde.
Det betød at jeg som "Owner" af cachen skulle ud og se på forholdene, hvilket jeg fik gjort i dag. Jeg fik konstateret, at der hvor der tidligere har været en stor træstub, hvor cachen var gemt, nu er et stort hul i jorden.
Da det er for besværligt at lave hele opgaven om, vælger jeg at gå ind på min profil på geocaching.dk og lukke cachen ned.

I forbindelse med cykelturen ud til Vester Mølle, tog jeg en runde ud mod Stilling-Solbjerg Sø og ned gennem den fine Pilbrodal. Undervejs kom jeg forbi denne lille gruppe unge køer af racen Skotsk Højlands kvæg. Især de voksne dyr virker meget urtidsagtige, med deres uldne pels og lange horn. Et flot dyr, synes jeg.

fredag, februar 08, 2008

Forårsfornemmelser er mange ting.
For mig er det helt klart timerne ude i naturen jeg ser frem til. En af mine favorit aktiviteter er helt klart at gå i mine waders langs de danske kyster for at svinge fiskestangen i forsøget på at få kontakt med de stærke havørreder, og nyde den friske luft og det fantastiske lys der altid er over vandet. Det er også langs kysterne man kommer nærmest følelsen og oplevelsen af oprindelig natur i Danmark.
Min stang og hjul er fornyet, hvilket bestemt også var tiltrængt, da mit gamle sæt efterhånden var temmelig tæret af de mange timers kontakt med saltvand.
Nu handler det bare om at komme ud til kysten og få prøvet det nye sæt af :)