tirsdag, marts 31, 2009

Foruden de tolv geocaches jeg har gemt i Grønland omkring Grønlands Kommando, har jeg syv anbragt her omkring Skanderborg.
Dem herhjemme bliver jævnligt fundet, og når finderne skriver deres besøg ind i loggen på geocaching.com´s hjemmeside, modtager jeg samtidig en mail.
I dag var der besøg ved min cache "Skanderup Kirke", hvis beskrivelse lyder sådan:

"Denne cache er en invitation til en lille rundtur ved denne kirke, som engang har ligget helt for sig selv, med en smuk uspoleret udsigt over søen. Den menes at have sin oprindelse tilbage i 1100 tallet, men er efterfølgende ombygget indtil 1741, hvor den fik sit nuværende udseende. Kirken vil som regel være åben for gæster på hverdage i dagtimerne. HUSK : HENSYNSFULD ADFÆRD! Kirkegårdspersonalet er bekendt med cachen og henstiller til særlig betænksomhed ved kirkelige handlinger!"

Der var skrevet følgende i loggen:

dytter couldn't find "Skanderup Kirke" (Traditional Cache)
Den unne vi ikke finde frem. Den må være mugglet, hvis der skal være en small under K......, ja så er den væk.

jeg kan godt forstå, at Fam. libak ikke fandt Napoleon her, for ham tog i ud af Slotskirken idag



Efter at have set loggen, valgte jeg at markere cachen som "Temporarily unavaible", indtil jeg havde fundet ud af hvad der var sket med den. Jeg tog straks op til kirken, dels for at se om den nu også var forsvundet, men også for at tale med kirkens personale, da jeg har en aftale om de blot skal fjerne den, hvis de ønsker at geoocaching aktiviteterne skal ophøre.
Cachen var væk, men heldigvis var der ingen uvilje hos personalet mht. at placere en ny samme sted.
Det vil blive gjort en af dagene..............

mandag, marts 30, 2009

Påskeferien nærmer sig med fuld fart.
Jeg kender stort set ikke noget til Barcelona, og da vi skal afsted om en uge, bliver Tintin bøgerne afløst af Politikens Visuelle Guide, som godnatlæsning over de næste dage.
En ting ligger dog fast ved turen dertil; fodboldkamp på Camp Nou sammen med William og min svoger.
For at gøre det hele lidt nemmere ved kampen, har jeg købt billetter over nettet via FC Barcelona´s hjemmeside.....Tror jeg ;) Billetkøb og udprintning skal forgå indenfor ti minutter, men da jeg for nylig har formateret computeren, havde jeg glemt at få installeret printeren. Det prøvede jeg derfor at nå indenfor tiden, men det lykkedes ikke; Billetterne hænger nu ude på nettet et eller andet sted, men jeg har dog en form for bekræftelse på købet, når jeg logger ind med mit kortnummer, via "Ticket pending to recovery" på hjemmesiden, men videre kan jeg ikke komme.
Et kig på deres FAQ gav ikke løsning på problemet og en mail jeg sendte for at få hjælp er stadig ubesvaret.............. Så er der jo mobilen, eller personligt fremmøde ved stadion et par dage før kampen :(

søndag, marts 29, 2009

Endelig sommertid, og masser lyse timer :) Det er helt klart "min" årstid!
Vindstille og lunt vejr fra morgenen; den helt rigtige start på sommertiden :)
Den kunne passende fejres med en frisk cykeltur til danmarks højeste punkt: Ejer Baunehøj, kørt via Tåning i anledning af multigeocachen "Highest in Denmark - Novice # 12", hvis endelige cache findes via løsning af flere opgaver, fundet på forskellige steder.
Jeg fik den løst på en temmelig alternativ måde, hvor et par løsninger blev fundet på nettet.
Første del blev klaret på almindelig vis ved at arbejde mig frem fra startpunktet ved Tåning Kirke og videre til tårnet ved Ejer Baunehøj.
En solid cykeltur der føles som "evigt opadbakke" :) Endelig oppe i de tynde luftlag, brugte jeg lidt tid på at se de nyanlagte og omgivelser omkring og i tårnet. Et meget vellykket resultat :) Læs mere : HER
Her valgte jeg at vende hjem igen og fortsætte turen senere på dagen sammen med de andre; dog i bil. Her fandt vi den endelige cache nær......? Nej, jeg siger ikke hvor ;)
Den tohjulede del af ruten ses : HER

Her ses en del af cachebeskrivelsen; et godt eksempel på hvordan en multi-opgave kan se ud:

1.punkt: En lille kirke. Ved denne indgang findes et årstal = ABCD.
2. punkt:N60-(D-2).BC-25.ABCD-1222 E09.(B*D)-7.BCD+4På tårnets sydside over bronzehovedet er et antal bogstaver = EF.
3.punkt: N55.94-EF.(14*EF)+26 E09.47.600+(F*12)-(E*3)-1Nær parkeringspladsen.Tæl alle sten i cirklen (også i midten)=GH
4.punkt: N55.59.H(G+H)(H+(4*G))E09.47.(H+G)(2*C)(D-A)Her finder du cachen som er en rund box 6*15*15cm

lørdag, marts 28, 2009

Tina har skiftet sin gamle Suzuki Alto ud med en gammel Toyota Carina.
Alto`en blev dødsdømt og skrottet, da den for nylig nærmest lavede et benzindrop i Århus. Tanken var færdig og det kunne ikke svare sig at få en ny.
Hurtigt efter fandt hun den nysynede Carina, og alt så godt ud, men allerede et døgn efter hun havde fået den med hjem, skete utroligt nok nøjagtigt det samme for Toyota´en! :D
Heldigvis tog forhandleren den retur og påtog sig uden diskussion den dyre reparation og monterede ny tank uden beregning.
Ovenpå alle trængslerne, kom William og jeg med på tur i dag, for hendes nye bil skulle naturligvis vises frem for os. Og ingen tvivl om det er mere bil end Suzuki´en, der ellers har gjort det godt hos os i de seneste tre år.
Tina er glad for sin "nye" bil, og vi håber den holder sig kørende de næste par år :)

Som første mål på turen, bestilte jeg et stop ved en sti nær Brabrand sø ved Århus, hvor der tidligere har ligget et jernbanespor.
Her ligger nemlig en geocache, hvor jeg vidste Williams lille størrelse ville være en god hjælp. På et sted hvor stien går over en kløft med et lille vandløb, er der lavet en fin gammel granitbro, hvor cachen ligger gemt midt inde i tunnelen; for hvor ellers? ;)
Han var frisk; smed sko og strømper og tog soppeturen ind i mørket og fandt cachen godt og solidt anbragt på nogle store sten, så den ikke forsvinder ved større vandgennemløb.
Mens han sad og tørrede sine iskolde fødder og synes det havde været en sjov cache at finde, kunne jeg logge den som nummer 150 i rækken :)
Og Tina? Hun valgte at lade drengene lege i fred i vand og mudder i kløften, mens hun passede på sine hvide bukser og nød en smøg oppe på den tørre sti :)

På vej hjem var der tid til at besøge vores fjernvarmeværk, som bød på varme pølser og rundvisning.
Vi var bestemt ikke de eneste der valgte at tage turen forbi, hvor vi lagde ud med den lange kø ved pølsevognen, for ikke at gå med på rundvisning med tomme maver ;)
Iført sikkerhedshjelm, blev vi guidet rundt på forbrændingen og fik undervejs forklaret hvordan det hele virker. Godt arrangement; tak til Renosyd :)

Sidst på eftermiddagen forlod jeg de andre, for at gå en runde i skoven.
Mild luft og fuglestemmer overalt, fortalte at omstillingen til sommertid i nat ikke er helt uberettiget ;)
Undervejs kom jeg forbi denne landgangsbro for turbåden "Dagmar" ved Hotel Skanderborghus, der er ved at blive fornyet, efter den gamles mange års tro tjeneste.
Hvert år kommer der trods de lune vintre, alligevel is på søen og den tager hårdt på bådebroerne rundt omkring søen, hvilket kræver noget vedligeholdesarbejde hvert år.

fredag, marts 27, 2009

Der varmes op til dagens blogindlæg, mens fjernsynet kører i baggrunden.
Mens det meste af nationen er gået i selvsving over finalen i X-Factor, er William og jeg gået i stilling bag hver vores computerskærme; han vandrer rundt i World of Warcraft´s virtuelle verden, mens jeg blogger.
Tina, som er stort X-Factor fan, har fundet sammen med ligesindede i Århus, og ser finalen der. Det er vores held, for vi gider det ikke. I stedet har jeg valgt at lade min foretrukne musik tv kanal VH1 køre på tv´et.
Jeg vil bruge lidt af min aften på at kigge på Facebook.
Jeg bruger ikke ret meget tid på min del af dette sociale netværk, når jeg er hjemme i DK; der er jo så meget andet at bruge tid på, men af og til popper der lige et eller andet op, der skal reageres på.
Jeg har også oprettet et par grupper, der relaterer til Grønland. En af dem, Angissoq Loran Station, er nået op på 26 medlemmer. Jeg var på sommerarbejde på denne lille radiostation tilbage i 1987; det var mit første møde med Grønland og rejselivet som håndværker i det hele taget.
Opholdet gav mig lyst til mere, og jeg kom på Thule Air Base i 88-89 og lufthavnen i Kangerlussuaq i 90-91. Pludselig fik vi jo unger og hjemmelivet lagde en dæmper på rejseaktiviteten, men i 2004 var der igen mulighed for at komme lidt ud. Også denne gang blev det til Grønland. Danstruct søgte sommermaler til Grønlands Kommando i Grønnedal, og her har jeg været jævnlig gæst siden :)

torsdag, marts 26, 2009

Turen hjem fra arbejde kom til at gå i småregn og modvind, men ikke mere end at det ikke blev for træls.
Jeg nyder cykelturen til og fra Ry, der med sine 15 kilometer hver vej, giver godt med frisk luft og lige er lang nok til at det giver lidt motion ;)
På vej hjem kom jeg forbi en rævehule (tror jeg ;) i en skrænt, der tydeligt afsløredes af en lille bunke udgravet gult sand foran hullet. Den så ret frisk ud, derfor valgte jeg at hoppe af cyklen og gå hen for at se nærmere efter, om der var spor efter rævene. jeg så dog hverken rester fra føde eller spor fra poter i sandet. Istedet kunne man se spor fra rådyr, der havde trampet hen over bunken.
Jeg lyttede også efter, om der evt. kom lyde indefra, men heller ikke der var der livstegn at spore. Et andet godt tegn er lugte, men det bemærkede jeg heller ikke.
Jeg prøver at kigge forbi af og til; så vil det hurtigt vise sig, om der er nogle beboere denne sommer :)

onsdag, marts 25, 2009

Igen i dag måtte jeg forbi hulvejene uden for Ry efter arbejde.
Denne gang med en målrettet og vellykket mission; geocachen "The Sunken Roads - Novice # 3".
I forbindelse med besøget i området i går, prøvede jeg også at finde den, men mobilens gps løb sur i satellitsignalerne mellem de mange træer, og jeg gav fortabt.
Jeg valgte at skrive følgende i loggen og vedhæftede også ovenstående foto :

Så lykkedes det :)
Mit første forsøg i går faldt ikke heldigt ud, da min gps i mobilen fuldstændig mistede overblikket mellem træerne !
Derfor måtte jeg ty til nødløsningen og læse hintet da jeg kom hjem; og det hjalp!
På vej hjem fra arbejde blev forholdene endelig bragt i orden :D
Tak til "ojsel" for fremvisningen af denne fine lille lokalitet.

Beskrivelsen til cachen lyder :

Rated 2 because of poor reception in the area. Sværhedsgrad 2 på grund af dårlig modtagelse i området

Placed at The sunken Roads south of Ry in a little forrest.
You may read the board when you enter the forrest. Here you
can read how the sunken roads was formed.
The cache is a filmcanister containing logbook and pencil. No trade.
Happy hunting in Ry.

Cachen er lagt ved Hulvejene syd for Ry i en lille skov. På I-tavlen ved indgangen til skoven, kan man læse hvordan hulvejene blev dannet.
Cachen er et filmhylster uden plads til bytteting. Indeholder logbog og blyant.
God jagt i Ry.

Additional Hints ( Decrypt )

Decryption Key
A|B|C|D|E|F|G|H|I|J|K|L|M
-------------------------
N|O|P|Q|R|S|T|U|V|W|X|Y|Z
(letter above equals below,
and vice versa)
Ba gur abegu-fvqr bs n jbbqra cbyr jvgu sbhe oyhr qbgf.
Cå abeq-fvqra ns ra geæcæy zrq sver oyå cevxxre.

tirsdag, marts 24, 2009

Igen er jeg på arbejde i Ry.
De 15 kilometer til arbejdspladsen bliver taget på cykel, og om morgenen går det ad den kedelige, men direkte landevej. Her var det meningen at raceren skulle i brug, men de vinterlige forhold til morgen, med bidende kold modvind og sne, krævede mere robust køretøj. Derfor kom mtb´en i brug i stedet; og meget fint alligevel, for der ligger stadig mange småsten og grus på cykelstien, der også har en meget ujævn belægning på visse stræk. Her giver mtb´ens affjedring og kraftige dæk væsentlig bedre kørsel end racerens tynde hjul.

Hvor det om morgenen bare handler om at nå frem på arbejdet til tiden, er der heldigvis mere luft i køreplanen, når det gælder hjemturen. Fra Ry er der rigtig mange gode muligheder for at lave gode og varierede omveje hjem, og det benyttede jeg mig af i dag.
Jeg lagde turen forbi et område med lidt historie, i form af nogle spor i landskabet, lige syd for Ry. Her kan man se fordybninger i bakkerne efter tidligere tiders trafik; det som kaldes hulveje. Langs en markeret sti, har Søhøjlandets Økomuseum opsat nogle gode infotavler, der udpeger sporene og giver et historisk overblik over lokaliteten.
God lille tur :)

mandag, marts 23, 2009

I går aftes fik vi taget hul på en af mine julegaver til Tina.
Vi har længe glædet os meget til gensynet med den supergode og spændene tv serie "Forbrydelsen" som blev sendt på DR1.
Men før vi kunne gå i gang, skulle vi lige have overstået min grønlandstur i januar, Tina´s tur til Cuba i februar og hendes kursus i København i forrige uge.
Da serien jo tager 20 timer, blev vi enige om vi først ville begynde at se den, når vi var sikre på at kunne køre den igennem på et par uger. Det kommer nu til at passe med påskeferien.
De første tre timer blev taget i går aftes, men så var det også nok for den dag; vi tager et enkelt afsnit mere i aften .......... Eller måske endda to ;)

søndag, marts 22, 2009

Dagen har været meget blæsende og ikke særlig oplagt til cykeltur, men alligevel kom mtb´en op af kælderen og inden jeg vidste af det, var der pludselig tilbagelagt 50 km.
Det skulle kun have været et lille tur heromkring, men endte med en rundtur om Mossø, (Rute : HER) med et par omveje omkring et par geocaches, som desværre ikke lod sig finde i denne omgang.

På et tidspunkt fulgte jeg et stykke af Gudenåen 2 kilometer nedstrøms Voervadsbro. Her har der på en strækning over ca. 1,5 kilometer, været store maskiner i gang med at fjerne gamle inddæmninger og reguleringer omkring en tidligere lille fabrik, der før i tiden har været drevet af vandkraft fra åen. Nærved var der også blevet gendannet en lille sø.
Det omfattende arbejde har efterladt området trist og bart, men det er kun et spørgsmål om kort tid inden det hele bliver grønt igen.
Dejligt at se, der bliver brugt midler på naturgenopretning :)

lørdag, marts 21, 2009

Det var da heldigt, vi kom til kysten i går, hvor solen var fremme, og ikke i dag som det først var planen. Det danske vejr in mende, turde vi ikke vente, da en fisketur trods alt er sjovere i solskin :)
Foråret kører dog videre; sol eller ej.
I lang tid har vintergækkerne været at se rundt omkring og har ikke langt igen, mens mange andre planter er begyndt at sende grønne spirer op gennem de visne blade i skovbunden og mange andre steder.
Flere steder har skrubtudserne også afsløret sin forårsvandring, men på den triste måde; Jeg har set dem som fladtrykte eksplarer på vejbanerne nær fugtige områder i de sidste par uger, når jeg har været på cykeltur i omegnen:(

Efter dagens pligter, blev der tid til at finde geocachen "En tur langs bækken"
I beskrivelsen står bl.a. :

"En lille hurtig night-cache i et smukt område, som bestemt også er et besøg værd, når det er lyst.

Du kan være heldig at se vildt springe rundt om ørene når du går turen. Hele turen til cachen, kan du høre vinden i træerne og bækkens rislende vand.
Turen kan være lidt pløret efter en regnvejrdag, derfor kan det være en god ide med et par gummistøvler eller et par gode vandrestøvler.
Pga. terrænets beskaffenhed kan der være en smule usikkerhed forbundet med målingerne. Da jeg lagde cachen var der en nøjagtighed på ca. 5 meter.

WP 1: N 56 01.898 E 009 57.711
HER SKAL DU STILLE DIG OG LYSE MED DIN LYGTE. ET STED I NÆRHEDEN FINDER DU EN REFLEKS. VED REFLEKSEN FINDER DU ET FILMHYLSTER MED CACHENS KOORDINATER."

En god lille cache, jeg har haft et par forsøg med, men i dag tog jeg mig sammen og fik denne lille "sag" afsluttet uden problemmer :)
Denne lille "skattejagt" kan klart anbefales til en frisk børnefamilie, hvor ungerne helt sikkert vil synes det er spændene (og lidt uhyggeligt! ;) at være på skovtur med lygterne fremme i mørket :)

I dag kom min selvangivelse med posten; så nu er der lidt "aftenhygge" at se frem til en af de nærmeste aftener :(
Det er ikke det bare sjov, at have lønindtægt i udlandet og herhjemme indenfor for samme skatteår.
Mens alle andre lønmodtageres skatteforhold efterhånden kører på autopilot, hvor alle nødvendige forhold vedr. økonomi, bliver indberettet automatisk, går det ikke helt så let for mig, og da jeg aldrig rigtig ved hvor længe jeg arbejder det ene eller det andet sted, er det umuligt at lave en ordentlig forskudsregistrering.
Resultat: Knuder og klumper i økonomien....
Men til sidst må jeg da også være ærlig og indrømme, at jeg er utrolig dårlig til at holde styr på tal; det er måske en af årsagerne til det tilbagevendene skatteknas ;)

fredag, marts 20, 2009

Dagen startede helt stille og solrig.
Det kunne jeg nyde på min korte arbejdsdag, hvor jeg skulle opsætte filt på nogle vægge jeg har forberedt i løbet af de forrige dage. Stuen og værelset vender mod solen og det gav et dejligt arbejdslys gennem de store vinduer, og med hyggeligt samvær sammen med mine venner på Østjyllands Radio (Radioens P4), ja... så gik det jo ganske godt :)
Ved middagstid blev der pakket sammen og netop som jeg skulle til at hoppe på raceren og køre hjem, blev jeg ringet op og lokket på fisketur ved Snaptun (Mundingen af Horsens Fjord), for det forårsagtige vejr indbyder til udendørsliv.
Hermed blev arbejdet med William og udbringning af weekendreklamerne udsat til i morgen. Det blev han ikke ked af, for han kunne tage i klubben og skate med vennerne i stedet :)

Nede ved kysten fik vi hurtigt pakket ud og kom i vandet, iført waders og bevæbnet med skarpladt fiskegrej ;)
Den første time var der nærmest vindstille og solens varme kunne tydeligt mærkes (Og Nydes!), mens vandtemperaturen derimod lå langt fra det behagelige ;) Senere begyndte vinden at røre på sig og det blev hurtigt koldt at stå ude i vandet, og da fiskene åbenbart valgte at forbigå vores flotte blink, valgte vi at trække hjemover.
Det har altid heddet sig blandt lystfiskere, at når børsteormene sværmer i vandoverfladen, er der rigtig gode chancer for at fange havørred.
På vores tur så vi mange sværme over bunden og lidt oppe i vandet, sikkert lokket frem af det solrige vejr, men fisk så vi altså ikke noget til.......

torsdag, marts 19, 2009

Racercyklen har taget turen fra kælderen op på altanen, for at blive efterset og gjort køreklar.
De solrige forårsdage, og at det nu er lyst om morgenen, når jeg skal køre til arbejde, er mit signal til at sæsonen for kørsel på racercykel begynder.
Den bliver normalt brugt flittigt gennem sommerhalvåret som transport til og fra arbejde, men da jeg smutter til Grønland 27/4 og bliver der oppe til efteråret, bliver det en meget kort racersæson i år; men indtil da, skal den bruges så meget som muligt :)
Også William er begyndt at reagere på foråret. Han er taget i aftenklub sammen med nogle af vennerne for at genoptage skateboard aktiviterne fra sidste sommer.
Jeg håber drengene finder sammen igen i år om denne gode udendørssport; det er jo rart at se dem slippe computerne og komme ud i solen og røre sig!

Grønlandsturen nærmer sig hurtigt.
I dag modtog jeg kontrakten for den kommende sæson med posten.
Som altid, er der nogle spørgsmål om helbred der skal besvares, forskellige personlige oplysninger skal opgives og diverse relevante informationer om løn, rejsebetingelser osv. ligger til gennemlæsning og endelig skal en ansættelses aftale underskrives.
Jo-jo....Man er ved at være på vej :)

Set fra altanen, er solen er netop gået ned og langt ude i den orangerøde horisont, står de nøgne træer flot som små sorte, lidt diffuse, silhuetter.

onsdag, marts 18, 2009

Fuld knald på sollyset; og fandt man læ, blev det også dejligt varmt.
Det fik jeg mulighed for at nyde i middagspausen på arbejdet, hvor der kunne solbades i godt hjørne i kundens have :)
Faktisk var vejret så godt, at jeg glemte mit overtøj i kundens kælder, da jeg var færdig med arbejdet og kørte mod næste opgave :) Nu må jeg må forbi i morgen, for jeg kommer til at savne overtøjet i de kolde morgentimer ;)
Bagved kan man lige ane noget af Morten Børup Skolen´s mur. Det er her William går i skole og vi nåede da også lige at besøge hinanden i løbet af formiddagen; jeg var henne og se ham og hans klassekammerater spille fodbold i frikvarteret, mens han kom ned og besøgte mig i den kælder, hvor jeg var i gang med at spartle gipsvægge og lofter.

Billedet af et tomt Camp Nou stadion har jeg været så fri at låne på nettet.
Til aften har jeg købt billetter til en fodboldkamp i påskeferien, hvor Barcelona skal spille mod Recreativo. Til den tid er vi er på en uges byferie i Barcelona, og naturligvis skal vi have denne oplevelse med :)

tirsdag, marts 17, 2009

Endelig fik vi solen at se :)
Men samtidig blev Danmark også blæst omkuld! Mere lokalt gik det ud over et tøjstativ foran en af butikkerne nedenfor vores hus.
Et af stativerne blev kastet helt ud på kørebanen og stoppede trafikken, mens noget af tøjet blev blæst af bøjlerne og spredt ned af gaden. Så fik damerne anledning til at få lidt sol og frisk luft, da der skulle samles sammen :)

Jeg fik uventet tidlig fri i dag, og benyttede den ekstra fritid til at gå en runde i skoven og ved søen, for at se efter forårstegn.
På billedet ses en af de mange redekasser, der sidder i træer og buske på kirkegården ved Slotskirken. De tiltrækker mange forskellige fugle, og er anbragt så man kan følge lidt med i beboernes aktiviteter :)
Hele kirkegårdsområdet har i løbet af vinteren, været gennem en større udtynding af buske og beskæring/fjernelse af træer. Noget af det grønne vil komme hurtigt igen, men i det store hele er der blevet meget mere åbent og det har gjort redekasserne meget synlige og fjernet mange af gemmestederne for fuglene, men selvfølgelig også deres fjender.
Det er også ved denne tid, at snogene bliver synlige på solrige dage. Jeg måtte naturligvis også forbi min "snogespot", men der var desværre ingen at se i dag.

Efter aftensmaden gik vi ombord i W´s lektier.
Jeg kan hjælpe ham med alle fag, men når det kommer til matematikken er jeg sat af :)
I folkeskolen blev jeg hægtet af det abstrakte og uforståelige fag allerede i anden klasse (Eller måske var det allerede i første? ;) og har ikke siden fået forbindelse med talenes mystiske verden; men jeg kan dog tælle til ti og lægge 2 og 2 sammen :)
Mens Tina (Husets matematiker) er i København, er William derfor overladt til sine egne evner, som til tider kan minde uhyggeligt meget om mine!

mandag, marts 16, 2009

Tintin er blevet opdaget af William :)
Han kom begejstret hjem fra skole en af dagene i forrige uge, og havde læst "Krabben med de gyldne Kløer".
Den gode gamle tegneseriehelt, der også er en del af min barndomslæsning.
Det gælder om at fange ham mens interessen er der; nu har vi lånt en lille stak af de berømte tegneserier på biblioteket, som skal bruges som aftenlæsning over de næste dage.
Vi har besluttet at lave lidt ekstra aftenhygge ved sengetid fra i morgen, for der forlader Tina os og bliver væk ugen ud, for at deltage i et kursus i København.
Et særligt læsehjørne vil blive gjort klar, og forhåbenlig vil vi få et nogle hyggelige og eventyrlige timer sammen med Tintin, resten af ugen :)

søndag, marts 15, 2009

Svage vinde og gråvejr.
Det solrige vejr lader vente på sig, men temperaturerne er alligevel på vej op, og skal nok have været steget til omkring de otte grader i løbet af dagen.
Jeg valgte at trække mtb´en op af kælderen for at køre ud og vende på det naturskønne Additnæs ved Salten Langsø.
Den meget varierede rute kan ses : HER

Der er mange spændene naturtyper at se ude på Additnæs og dyrelivet er rigt.
Ræve og rådyr møder man overalt, og nu hvor foråret er i gang hører man masser af forskellige fuglestemmer.
Som regel lægger jeg noget af turen ad de helt små stier langs bredden af Salten Langsø, der for en stor del er omkranset af skov. Måske er det også denne særlige beliggenhed, der har fået havørne til at tage fast ophold omkring søen og yngle. Jeg var heldig at se en af dem svæve rundt over skoven i dag :)
Salten Langsø Skovadministration A/S og Horsens Kommune har for nylig valgt at lukke den sønære del af skoven for al færdsel, mens ynglesæsonen står på. Det betød også at jeg måtte holde mig på de faste skovveje og undvære turen langs søen i denne omgang.

Lidt geocaching blev der også tid til.
Dagens cache blev "Salgo-broen". En lille træbro der fører over Gudenå, tæt ved det store åbne areal, der under anden verdenskrig fungerede som flyveplads for tyskerne.
Et område med en spændene historie, og hvor der rundt omkring i landskabet stadig kan findes spor og anlægsrester fra dengang. Læs evt. mere : HER
Jeg har forsøgt at finde cachen før, da jeg ofte kommer over broen på mine cykelture. Nu fandt jeg den endelig; på et sted hvor jeg har kigget før, men åbenbart ikke godt nok! ;)
Jeg bliver ofte spurgt om, hvad geocaching egentlig er. Interesserede kan prøve at kigge : HER

lørdag, marts 14, 2009

For få dage siden lød vejrudsigten meget optimistisk for weekenden, men desværre blev det temmelig gråt og senere også regnvejr.
Mine idéer om en tur med fiskegrejet til kysten blev droppet til fordel for en tur til Horsens med William og Tina.
Det blev selvfølgelig til en rundtur i nogle butikker, hvor Intersport i hovedgaden scorede mange point på sit bordfodbold, som kunderne kan fornøje sig med og finde den rette sportsånd frem :)
Butikken er meget stor og ligger i åben sammenhæng med en jagt og fiskeriforretning. Her gik jeg en runde, for at se om der var noget der kunne friste, mens de andre tog et par omgange på den lille fodboldbane.

fredag, marts 13, 2009

William er nu gået fra kun at gå med midtugereklamer, til også at tage weekendturen.
Jeg blev ringet op af ALFO forrige fredag, der ville høre om han var frisk til at prøve den tunge tur i weekenden, da man har svært ved at finde bude til ruten (...og i det hele taget). Da jeg jo altid går med ham, svarede jeg ja på hans vegne.
Umiddelbart er han heldigvis frisk på at yde en ekstra indsats, der også vil give ham lidt ekstra kroner på kontoen. Nu må vi se om motivationen holder; indtil videre prøver vi frem til jeg skal rejse til Grønland, her vil vi vurdere om han skal fortsætte, men reelt afhænger det mest af alt, om Tina vil hjælpe ham sommeren over ;)
Jeg håber det, for jeg er klar til at tage over igen til efteråret, da jeg mener det er en slags opdragelse at ungerne er med til at tjene til deres lommepenge.

Han klarede sin første tur med ug+ som det vist hed i gamle dage ;)
Pakket med hver vores tungt læssede vogn, kom vi afsted med højt humør, måske hjulpet af det dejlige lune vejr, hvor solen var begyndt at bryde gennem skyerne. Vi fik hurtigt varmen og gik begge i t-shirt, inden der var gået fem minutter. Dejligt :)
Vi modtager reklamerne færdig pakkede, hvor hvert bundt til den enkelte husstand, holdes samlet med et foldet reklametrykt A3 papir, og det virker rigtig godt; også selvom de er af meget forskellige størrelser.
Dagens bundt bestod af 12 stk./husstand, hvilket er en meget passende størelse at få gennem brevsprækker og i postkasserne.

I dag kom jeg på en maleopgave, hvor man virkelig kunne se en forskel.
Et sortmalet rum uden vinduer, skulle males hvidt. Selvom malingen er god og dækker godt, er det alligevel nødvendigt at give væggene tre gange.
Den første gang er altid den sjoveste, for her ses den store forandring, mens de to efterfølgende gange får mere karakter, af noget der bare skal overstås ;)

Min geocache "Bøgescenen" blev sidst fundet 8 marts. Der stod følgende i loggen :

March 8 by Team Fischer (40 found)
Fundet kl. 10.30 i silende regn. Det er nu 4. gang vi eftersøger den. Den ligger ikke særlig præcist på koordinatet, men denne gang fandt vi den ;o)
Ud: lilla spøgelse
Ind: bil af perleplade


Det fik mig til at rykke ud i dag og tjekke koordinaterne med gps´en, men selv med træer uden blade, kunne jeg ikke få mere end 14 meters nøjagtighed, så der er ikke noget at sige til at finderne løber lidt forvirret rundt af og til. Men har man læst beskrivelsen hjemmefra og bruger sin intuition, er det ikke så svært endda.
Jeg forsøgte at finde cachen med mobilen, hvilket gik bedre, med en præcision der førte mig til et punkt en meter derfra.

torsdag, marts 12, 2009

For nogle dage siden købte jeg denne flotte ovale geocoin over nettet hos Geocoin.dk.
Nu er den nået frem til mig og når jeg får den aktiveret, vil den være klar til at rejse rundt fra cache til cache.
Der skrives følgende om den på Geocoin.dk´s hjemmeside:

Denne mønt er den første mønt fra Team Geocoin.dk.
Møntens motiv forestiller de over 1500 år gamle Guldhorn der blev fundet i år 1639 og 1734 ved Møgeltønder i Sønderjylland.
I 1802 blev de stjålet og omsmeltet, men efter tegninger er der senere lavet kopier som blev udstillet på Nationalmuseet.
Disse kopier blev stjålet fra en udstilling i Jelling den 17. september 2007 og genfundet.
De er idag udstillet på Nationalmuseet i København.

Mønten er lavet i to udgaver. Denne udgave er med forgyldt horn og sølvkant/skrift. Mønten er sporbar på geocaching.com med eget ikon. Mønterne har tracking code prefix "DK", eftersom de er designet i Danmark. De bærer teksten "Geocaching in Denmark - hiding treasures since the Iron Age", hvilket kan oversættes med "Geocaching i Danmark - vi har skjult skatte siden Jernalderen".


onsdag, marts 11, 2009

En rigtig smuk dag :)
Det kunne jeg nyde i middagspausen, hvor solens varme virkelig kunne mærkes, når man sad i læ for vinden.
Igen har jeg været i Ry og arbejde, hvor turen hjem skulle gøres på cykel.
Følger man den direkte landevej ligger Ry ca. 13 km. fra Skanderborg, men har man tid og lyst, er der også mange gode muligheder for at vælge forskellige omveje hjem ad små mindre trafikerede landeveje og skov stier. Noget, jeg vil benytte mig af, hvis jeg skal arbejde i Ry i den kommende tid.
Det smukke vejr indbød til at besøge en lille rasteplads ved en lille landsby, Jaungyde, lidt udenfor Ry. Her ligger en geocache gemt, som jeg tidligere har forsøgt at finde, (i går, faktisk ;) men uden held.
I dag havde jeg lidt bedre tid og fandt den omsider gemt, som det ses nedenfor; i bunden af en udhulet granitsten! Hullet er lavet, svarende til at cachen lige kan sættes op i hullet og bliver holdt oppe af et stykke velcro, så den ikke falder ud ved stød og løft.
En smart idé, jeg dog har set før; men det bliver den ikke dårligere af ;)

Dagen bliver rundet af med Champions League fodbold sammen med William, hvor den foretrukne kamp bliver Barcelona - Lyon.

tirsdag, marts 10, 2009

Rigtigt forårsvejr er mange ting.
Det kunne vi se i dag, hvor der dagen igennem her passeret flere tunge byger over Østjylland, nogle med hagl og kraftige vindstød.
Det er en flot vejrtype der giver masser af dramatik på himlen, med flotte skyformationer blandet med klar luft og sol.
Jeg var i forbindelse med arbejdet på cykel til og fra Ry, men var så heldig at undgå de store skyller og nød at trampe i pedalerne :)

mandag, marts 09, 2009

Det er ved at være slut med arbejdet i fritidsklubben for denne gang.
I morgen bliver de sidste ting gjort færdige og en ny plads kalder.
Om formiddagen er der kun personale til stede, men efter kl. 13 myldrer det ind med børn i alle størrelser og pladsen bliver trang.
Udover toiletter skal der også males dørkarme og enkelte vægge; disse ting skal klares og være tørre inden de kommer :) Herefter overgår jeg til opgaverne i toiletterne resten af dagen.

søndag, marts 08, 2009

Vi vågnede op til en regnfuld søndag.
Heldigvis trak alt skidtet over mod københavnerne først på eftermiddagen og gav solen mulighed for at fortælle os, at foråret skam er på vej. Den lunede nemlig dejligt, når bare man fandt læ for den vind, der kom sammen med opklaringen.
Tina og jeg forlod ungerne og deres kammerater; Da vi ikke har hund, må vi lufte hinanden og gik en tur over til Vestermølle og nød solen og den friske vind. En enkelt hidsig byge undgik vi dog ikke.
Vestermølle ligner (og er ;) en byggeplads for tiden. En fredet faldefærdig bygning er næsten helt fjernet og er nu ved at blive genopført. Når jeg vender hjem fra Grønland i efteråret, er der sikkert sket rigtig meget; der kommer mere om sagen til den tid.

Også i dag blev der tid til geocaching.
Ude ved Vestermølle har jeg mit TB hotel. Et par nye "gæster" er kommet til siden sidst jeg var herude. De fik lov at blive liggende, men blev selvfølgelig registreret som "Discovered".
"Stone of Rosetta Geocoin" hedder denne flotte coin. Den er netop begyndt på sin lange rejse mod Nilen og pyramiderne i Ægypten; endnu er der kun tilbagelagt 219 km. her i det jyske.
To nye geocaches er kommet til live her i Skanderborg. Den ene fandt jeg sammen med William og Tina på vej hjem fra Stationen, efter vi havde sendt Naaja afsted.
Hermed er geocache nr. 145 blevet logget.

Naaja er med IC3 tog på vej mod København, hun hopper dog af i Odense og skifter til lokaltoget mod Svendborg.
Hendes hjemmeweekend er slut for denne gang, og vi tog alle med op på stationen og sagde farvel ved toget. Hun vender først hjem igen til påske, hvor vi skal til Barcelona og møde foråret i en uge.
Et togfoto blev naturligvis taget :)