mandag, juni 30, 2008

Vandplanter i Skanderborg Sø :)
I mange år har søen måtte modtage enorme mængder urenset spildevand fra virksomheder og husholdninger i Skanderborg by. Landbrugene omkring søen har bidraget ( og bidrager nok stadig ) med diverse sprøjtemidler og gylle.
Resultatet udeblev da heller ikke.
Et ellers rigt plante og dyreliv blev næsten tilintetgjort og i sommerhalvåret har søen kæmpet med iltsvind og voldsom algeopblomstring, der fik overfladen til at minde om grøn maling!
Men der er vist lys forude. Eller man kunne også sige : Nu kan fiskene endelig se hinanden dernede i vandet ;)
Med de seneste års indsats på miljøområdet, ser det også ud til at udviklingen i søens vandkvalitet endelig er begyndt at vende til det positive.
Bare på de snart ti år jeg har kendt søen, oplever jeg forandringen. Især dette forår har jeg bemærket betydeligt større udbredelse af vandplanter i bredzonen end hidtil. Måske netop fordi sigtbarheden i vandet er blevet bedre.
En god udvikling som forhåbentlig er kommet for at blive, selvom der er lang vej endnu :)

Mens jeg sidder ved computeren, er vejrguderne igang med at ælte og forme skyerne, der hele tiden får nye former og gråtonede farver, alt imens en frisk vind skubber på fra vest.
Behageligt, at man kan sidde herinde bag de store vinduer og nyde synet :)

søndag, juni 29, 2008

Et kreativt indslag.
Naaja havde i går købt et par brugte kanvas støvler nede i en af byens genbrugsbutikker.
De kom straks under kreativ behandling og fik malet støvlesnuder og tegnet syninger op med sort tusch. Snørrebånd blev skiftet og et badge fra Hjemis blev sat på.
Pludselig havde de fået nyt liv :)

lørdag, juni 28, 2008

"Parti med ung pige"
Olie på lærred. mål 84x74 cm.
Vurdering : 1000,-kr. i 2008.
Endnu en lille brik er dukket op i historien om Mitsou Kawamoto.
I en lille notits fundet på nettet nævnes der, at han skulle være sendt til Danmark af sine forældre for at studere. Han var i 60´erne og 70`erne så efterspurgt at kunsthandlerne var skrevet op for få hans billeder.
Han tjente mange penge, levede en playboy tilværelse i det københavnske natteliv og var meget populær hos pigerne.

En grå dag, med svage vinde.
Naaja var frisk på en eftermiddagstur ude på søen i kano.
Jeg ville lige tage ud og se til mine geocaches på Kalvø og Æbelø, men vi skulle også en tur ud på Sankt Thomas.
Denne cache kom aldrig igang. Ejeren har udtrykt et klart ønske om at lade øen i fred af hensyn til fuglelivet.
Det er et argument jeg sagtens kan tilslutte mig og derfor bliver den lukket og cachen hentede vi hjem efter en hurtig landgang på øen.
Ellers blev det en dejlig rundtur på søen.
Her er vi ved at komme tæt på en ko, der er uden at lade sig forstyrre er gået en tur i søen, mens den samtidig gik og gnaskede i sig af træernes saftige grene.

fredag, juni 27, 2008

I dag blev det Williams (Og alle andre folkeskoleelever i kommunen) tur til at holde sidste skoledag inden seks ugers sommerferie kunne begynde.
Samtidig forlader han mellemtrinet (4-6 klasse) og går ind i det sidste forløb der kaldes udskolingen (7-10. klasse). Det betyder også at de får nye lærere, og at de gamle klasser bliver brudt op, med en ny sammensætning af elever som resultat.
I den anledning var vi nogle enkelte forældre der var mødt op til morgenkaffe og brød, hvor vi fik sagt pænt farvel til lærerne som har slidt sig gennem dagene med vores unger siden fjerde klasse :)

Vores lokale storby og østjyske hovedstad, Århus blev også ramt af lidt solstrejf, på trods af de mange skyer og regnvejr.
Her sidder jeg ved Clemensbro og nyder en god kop kaffe, mens jeg ser på gadelivet. Hyggeligt :)
Byen summer af sommer og de mange nyudsprungne studenter kan både høres og ikke mindst ses overalt med deres karakteristiske hvide studenterhuer.
Mange har, traditionen tro, været i tur i springvandet ved rådhuset, der i dagens anledning bliver fyldt med shampoo og bliver til et kæmpe skumbad. Det var festligt at se på :)
Den egentlige årsag til turen derind, var bestilling af en rejse til mig og ungerne. Uge 31 er nu afsat til en tur på Mallorca. Det glæder vi os til, for der har vi ikke været før :)

Ikke mindre end 104 containere var linet op på skovstykket ved landevejen til Horsens.
Også i skoven stod der flere spredt i lysningerne, hvor kommende barer og boder osv. skal stilles op til årets Skanderborg Festival i uge 32.
Lyden af værktøj og mennesker i arbejde vil fylde skoven fra nu af og til et par uger efter festivalen er slut.

torsdag, juni 26, 2008

Krigsmindesmærker behøver ikke være kæmpestore monumenter.
Rundt omkring langs landevejene herhjemme, ser man af og til en beskeden mindesten, der fortæller at her faldt en modstandsmand under besættelsen.
Ofte ( også i dag ) kommer jeg forbi denne sten, der ligger langs togsporet, et par kilometer fra Skanderborg i retning mod Århus.
Jeg har tit tænkt, at jeg ville finde ud af historien bag.
I dag fandt jeg denne artikel om Henning Grønlund Carlsen på nettet : HER


onsdag, juni 25, 2008

Min datter sidder med det store smil på, mens afgangsbeviset med de flotte karakterer gennemses :)
Til aften var hele 9´ende årgang med familie, inviteret op på skolen for at deltage i årets translokation.
Her fik eleverne udleveret afgangsbeviser med års- og eksamens karakterer. Hermed er deres forhold til folkeskolen uigenkaldeligt slut, og et nyt kapitel i deres unge liv skal begynde :)

Min dag bød også på en cykeltur til Århus, for at en finde en ny mtb til det aktive cykelliv herhjemme i DK.
Hjemturen gik langs Århus Ådal, og her kom jeg forbi denne stendysse ved Ormslev, hvor jeg kunne huske at der skulle ligge en geocache ligger gemt. Jeg havde ikke set den nøjagtige beskrivelse, og derfor blev det kun til en forsigtig resultatløs afsøgning af stedet, da jeg ikke ville rode for meget rundt ved oldtidsmindet.
Et dejligt sted, som jeg glæder mig til at besøge igen når beskrivelsen er læst :)

tirsdag, juni 24, 2008

Mitsou Kawamoto.
Den japanske kunstner, som jeg (og andre, har det vist sig), søger og samler informationer om.
Blandt andet har jeg senest i dag, modtaget mail fra H.F. i Sønderborg med lidt info og nedenstående foto af hans flotte maleri, købt i 1963.
Jeg er ikke bekendt med dets titel eller dimensioner, men det ligger nok omkring 80x80 cm. eller mere.
H.F. har for nylig fået billedet vurderet hos Lauritz.com til ca. 1200 kr.
Det er jo ikke meget, men det skal ses på bagrund af at hans værker betragtes som "vægstykker", det vil sige håndværksmæssig udemærket, dekorativ kunst, dog uden større kunstnerisk glød, mener man altså hos Lauritz.com.
Har jeg forstået det rigtigt må det vel sidestilles med genren : Kronhjort og skovsø ;)

Jeg har samlet følgende få fakta:
Født i 1932 i Tokio, Japan.
Kunststudier i Japan, USA og Spanien.
Er kommet til Danmark omkring 1960, hvor han har ernæret sig som billedkunstner.
Af kendte udstillinger kan jeg nævne:

Tokio, 1939 og 1948
Burlington, Vt. , USA 1951
Boston, 1951
New York, 1952
Montreal, Canada, 1952
Rom, Italien, 1953
Paris, Frankrig, 1953 og 1954
Madrid, Spanien, 1954 og 1956

Jeg ligger også inde med s/h kopier af to værker, samt en prisliste på 16 navngivne billeder med priser fra 900 - 1700 kr.
Årstal ukendt, men en gang i 60´erne kunne være et bud.

Arbejdet fortsætter i det stille ............... :)

mandag, juni 23, 2008

Et ekstra blogindlæg i anledning af Sankt Hans :)
Tina´s bror er kommet på besøg i nogle dage, og ankom tidsnok til at vi lige kunne nå ned til båltændingen.
Med masser af benzin og vind, så kom bålet godt igang. Og hurtigt slut var det også!
Det er længe siden der har været så få fremmødte, det noget triste vejr har nok holdt mange hjemme i de lune stuer.

Føj for et sommervejr vi er kommet hjem til :(
Men pyt....Det giver tid og ro til at opdatere de seneste dage på bloggen og de fundne geocaches skal også logges på www.geocaching.com
Tændrøret som ses for neden, er en travelbug, som jeg har taget med hjem fra en cache i Hamburg. Den er helt ny og jeg er vist den første der sender den videre :)
Man kan åbenbart køre Harley Davidson og være geocacher også :)
Ejeren deltog med sin maskine i det store event "Hamburg Harley Days 08" og fandt altså også tid til at geocache og sende denne travelbug ud på en rejse i den store verden.
Opgaven der knytter sig til den, går på at vedhæfte et foto af mc´er der er gamle eller særlige af udseende. Desuden er det målet at få den ført gennem så mange lande som muligt.
TB´en starter sit liv godt og er allerede kommet fra Tyskland til Danmark med mig. Jeg kan også vedhæfte et fint foto af de gamle veteran motorcykler fra 31/5, hvor Skanderborgløbet blev afholdt.

Modsat forrige års Sankt Hans, bliver det en meget blæsende og til tider våd affære, som det ser ud lige nu :(
Men vi trodser elementernes rasen, og trækker ned til bålet i Byparken når tiden nærmer sig for båltændingen.

søndag, juni 22, 2008

Da vi først skulle med toget kl 17.30, havde vi masser af tid til rådighed for søndagen.
I vejrudsigten var der blevet lovet tordenvejr, og med en temperatur på 30 grader og tung hed fugtig luft allerede fra formiddagen, skulle det nok komme.
Dagen blev afsat til den gode nørdede aktivitet, som geocaching jo er :)
Hermed begyndte en anderledes rundtur i Hamburgs gader og ikke mindst omkring de ældste dele af havnen, afbrudt af drikke og spisepauser undervejs.
Som altid bød jagten på de forskellige caches på et kig ved mere eller mindre kendte steder, og især får man set på detaljer, som alle andre helt sikkert ikke gør det store ud af at studere!
For eksempel måtte vi minutiøst gennemgå den bærende jernkonstuktion til en adgangstrappe til en af broerne i jagten på en logbog, gemt i et magnetisk filmhylster, men desværre uden held :)
Dagens resultat blev kun tre fundne, mens hele fem måtte opgives, mest fordi der var alt for mange mennesker omkring gemmestederne. Der er jo grænser for hvor meget man kan kravle omkring uden det vækker unødig opmærksomhed, desværre.
Heldigvis blev det først tordenvejr, netop som vi gik til banegården. Dermed undgik vi en bytur i den voldsomme regn der kom.
Hjemme i Skanderborg igen ved 23 tiden og endelig på nettet igen :)

lørdag, juni 21, 2008

Lørdag og dejligt vejr.
Hele dagen kom til at gå i Alt- og Neustadt, som er Hamburgs bymidte.
Dagen første indslag blev efter mit ønske, en fototur ud til byens fjernsynstårn og de store messehaller. For tiden er der ingen messe i gang så der var ret fredeligt i området.Herfra gik det tilbage til midtbyen, der var fyldt med flere hundrede buldrende Harley Davidson motorcykler. De blev linet op i strøggaderne og deltog i konkurrencer med forskellige kategorier, i forhold til modeller osv.
Det er en årlig begivenhed, Hamburg Harley Days, der trækker kørere til fra hele Europa.
Gaderne var så proppet med mennesker, at det næsten var umuligt at se maskinerne og komme frem i det hele taget :)
Bymidten som sådan er måske ikke det mest spændene sted, med mindre man er ivrig shopper.
Vi nåede lige nøjagtig tilbage til hotellet inden fodboldkampen mellem Holland og Rusland, efter at have kikset et forsøg på at løse en multicache ved Sct Georgs Kirche nærved.


fredag, juni 20, 2008

Udsigt fra hotelvinduet mod Sct. Georgs Kirche.
Vi nåede Hamburg allerede inden kl.13.
Hotellet lå bekvemt lige ved Hamburg Hauptbahnhof og centrum, så med et hurtigt check ind, kom vi hurtigt ud på en overfladisk rundtur i bymidten, for lige at få en fornemmelse af stedet.
Da vi nåede aften havde vi været gennem flere butikker og en geocache var fundet nær ved disse to fem-seks meter høje bronze figurer ved den tidligere postbygning, der i dag blandt andet rummer et hovedbibliotek.


torsdag, juni 19, 2008

Naaja har været gennem sin sidste eksamen i dag. karaktererne på de skriflige eksaminer bliver første kendt i næste uge.
Forberedelserne til de mundtlige har været grundige og her udeblev resultatet heller ikke. Tre karakterer helt i top på 12 og en enkelt lige under på 10!
Flot gået, kære datter :) :)
Naaja og jeg tager på weekendtur til Hamburg i morgen tidlig, med hjemkomst søndag aften. Vi har booket værelse på Hotel Norddeutscher Hof lige ved banegården og tæt ved bymidten.
Vi har aldrig været der før og jeg kender intet til byen, derfor bliver det ekstra spændene at besøge den.
For ikke at ankomme på helt bar bund, har vi Politiken´s "Turen går til." med i bagagen, hvis vi mangler idéer undervejs.
Dog har jeg forberedt koordinater til lidt geocaching, hvis der skulle blive tid. Det er en rigtig sjov måde at bevæge sig rundt i en ny by på :)

onsdag, juni 18, 2008

Mens jeg selv gik rundt med moppe, gulvspand og sideløbende passede vaskemaskinen, kunne jeg også følge med i et maleprojekt på et hus overfor.
Dagen gået uden de store ekspeditioner i omegnen, men en enkelt lille aftentur med fruen blev det til.
Det går stadig meget laaaaangsomt når man skal følges med hende ;)

tirsdag, juni 17, 2008

Herlig feriedag med masser af aktivitet ude i det grønne. :)
Men......Lidt skår i glæden kom der dog.
Den nye cache på Sankt Thomas gav desværre problemer.
Kort tid efter den blev frigivet fik jeg en henvendelse fra en cacher, der kunne meddele at øen faktisk er privat ejet og offentlig adgang er uønsket :(
Cachen blev hurtigt sat på Standby og nu afventer jeg med hjælp fra kommunen, ejerens tilladelse inden den forhåbenlig kan blive sat i spil igen.
Især på privat jord er det vigtigt at have tilladelserne i orden, og det er for øvrigt også en af de vigtige regler omkring geocaching.
På offentlige arealer er det knapt så vigtigt. Her er man nærmest til besvær, hvis man henvender sig med den slags småting, så her er jeg lidt mere afslappet, for som regel er det steder, hvor mange mennesker i forvejen færdes.

Er man til uspoleret vandløbs idyl, skulle man have været med på min geotur ved det stykke af Århus Å, der løber ved Jeksendalen mellem Fusvad Bro og Tarskov Mølle.
En vandløbsperle af de bedste jeg kommer i nærheden af. Strækningen er meget stenrig og giver vandløbet en dejlig brusende eller rislende lyd alt efter vandføring og årstid. Åen er pakket med gamle træer og skov langs bredden. Lidt over en kilometer er dette stykke, som gerne måtte have været betydeligt længere.
Her trampede jeg ud på cyklen efter middag for selv at finde en geocache, der viste sig at være gemt i en redekasse. Ganske smart fundet på :)
Turen hjem gik med zigzag rute gennem hele det meget bakkede skovområde, der samlet er kendt som "Jeksendalen". Og som altid kom turen til at tage "hundrede år", der er jo så meget at se :)

Her et kig på min uundværlige følgesvend og hjælper Nokia N82.
Da telefonen nærmest er en mini pc, rummer den mange nyttige funktioner. Det jeg bruger mest er 5 megapixel kameraet, email, internet, kort og gps og i den forbindelse har jeg installeret et supergodt geocacher program : Geocachenavigator. Uanset hvor man er, kan man gå på nettet og hente info om de nærmeste caches, og med gps delen er det bare at følge det digitale kompas mod "skatten" :)

Lige inden jeg nåede Skanderborg, fik jeg dette fine kig på det nyrenoverede skinneanlæg mellem Århus og Fredericia, hvor man i et par måneder har været i gang med fornyelse af sveller, skinner og et nyt lag skærver. Arbejdet er snart slut og togtrafikken kan igen køre normalt.......Tror vi nok ;)

mandag, juni 16, 2008

Et flot aftenskud af "Sankt Thomas", taget fra Byparken.
Den lille ø var som det eneste oplyst af aftensolen, der var begyndt at bryde igennem det dramatiske skydække, der netop var begyndt at gå i opløsning.

Dagen kom til at handle meget om geocaching.
Formiddagen gik med at lave overtræk til plasticboksene (caches) af camouflagemønstret stof, så de ikke er alt for synlige overfor uvedkommende, men også for at beskytte dem mod vind og vejr. Alle mine caches vil få dette betræk på efterhånden som jeg kommer forbi i forbindelse med "maintenance".
Den mindste af de tre øer i Skanderborg Sø, Sankt Thomas, var dagens hovedopgave, for her skulle den sidste cache udlægges i min lille geoserie om øerne i vores dejlige sø :)
Vinden har været ret hidsig de seneste dage, men var i dag taget noget af, og så det var altså bare med at komme afsted!
Det betød leje af kano ude ved vandrehjemmet og en målrettet tur til Sankt Thomas, hvor et udemærket sted blev fundet og markeret med gps´en. Med et enkelt stop på Æbelø for at "betrække" min cache der, kunne turen klares på et par timer.

Et besøg på Kalvø blev droppet, for der var meget kraftige byger og blæst i anmarch, og jeg nåede da også kun lige nøjagtig at få vandrehjemmet indenfor synsvidde, da et møjvejr brød løs. Det kunne ellers have blevet en seriøs udfordring, hvis jeg havde ligget midt på søen ;)
Vil man have et lille kig ind i geocachernes verden kan man besøge de meget aktive, nr65dk : HER
Prøv også deres links! God læselyst :)

søndag, juni 15, 2008

Naaja og jeg var på vej op til fodboldbanerne i Øst, hvor hun skulle spille fodboldkamp, da vi mødte dette syn i hovedgaden.
Det viste sig at Skanderborg Sø´s gamle turistbåd "Dagmar" skulle afløses af denne stålpram som ankom på sættevogn, med følgevogn og en ekstra mobilkran.
Jeg blev naturligvis hængende for at følge bådens tur til vandet, og lod derfor Naaja forsætte videre på egen hånd, så ville jeg komme senere.
Efter det jeg kunne opsnappe fra folk omkring mig, skulle den ti år gamle båd have haft en fortid på Mariager Fjord og være ejet af det norske rederi, Fjordline, men det kan jeg sikkert læse om i lokalavisen på onsdag.
Hele operationen foregik uden problemer og med elegant føring af de to kraner, lå båden i vandet en time efter og kunne sejles hen til sin kommende plads ved Kulturhuset.
God underholdning på en stille søndag :) Billedserie : HER
Jeg nåede anden halvleg af den underholdene fodboldkamp der endte 1-1. Herefter kunne vi traske hjem sammen, mens kampens detaljer kunne analyseres :)

lørdag, juni 14, 2008

Hjemmedag.
Ikke sket noget særligt andet end huslige sysler, læs : Rengøring :)
Mine to seneste geocaches, der sidste weekend blev lagt ud på to øer i Skanderborg Sø, har allerede sendt adskillige friske geocachere på farefuld færd ud på den vindomsuste sø!
Det har været fornøjeligt at læse de dramatiske turbeskrivelser, hvor et enkelt hold i kano måtte trækkes ind mod land af en motorbåd, da armkræfterne slap op ude midt på søen, men de havde også taget afsted på den mest blæsende dag!
Faktisk mangler jeg at få anbragt en cache på den tredie og sidste ø, Sankt Thomas, men nåede det ikke da jeg var ude med de to andre. Håber at få tid snart........

fredag, juni 13, 2008

Kort arbejdsdag og sidste dag i firmaet. En lang (og uventet) sommerferie står for døren :)
Mange ting skulle klares på dagens tur til Århus, hvor Naaja, William og en af hans kammerater kom med.
For William handlede det først og fremmest om at komme ind til "Manuel", en specialbutik for skatere. Et board skulle fornyes, men et sæt hjul havde vi med hjemmefra, for de kunne sagtens genbruges. Da det nye board var fundet, fik jeg hurtigt monteret hjulene og herefter strøg drengene afsted til Sankt Annagade Skole, byens skatermødested :)

Naaja benyttede turen til tøjkig, men endte med at købe endnu en taske til hendes efterhånden meget store samling ;)
Min vigtigste opgave var afhentning af togbilletter og hotelreservation hos DSB Rejsebureau på banegården. Næste fredag tager jeg og Naaja på en lille tre dages tur til Hamburg, hvor hun skal forkæles ovenpå en afsluttet eksamen og tiden i folkeskolen

torsdag, juni 12, 2008

Sølund Festivalen kører derudaf og vejret har været rigtig fint i dag :)
Byen summer af liv og musikken spiller. Vores aften underholdning er Rugsted og Kreutzfeld, efterfulgt af Lars Hug :)
Til midnat slutter festen traditionen tro med et kæmpe fyrværkeri, som vi har balkon udsigt til :)
I morgen pakker gæsterne sammen og myldrer ud af byen, mod deres respektive hjembyer. Mange glæder sig allerede til at komme igen næste år :)

I vores lokale nyheder i radioens P4 (Østjylland), var der et indslag om en husejer i et stort villakvarter i Skanderborg Øst, som i årevis har brugt sin grund til opbevaring af store mængder af ting og sager.
Det har medført mængder af naboklager og en retsag mod ejeren, der blev ført af Skanderborg Kommune, dog uden resultat.
Da vi hørte indslaget i radioen, lød det som om der overalt på grunden, lå affaldsbjerge i Himmelbjergs lignende højder.
Jeg blev nysgerrig og måtte lige forbi på hjemvejen. Her kunne jeg konstatere, at helt så voldsomt var det nu heller ikke, men omvendt så lå der noget mere affald i indkørslen, end renovations stativet kunne rumme ;)

Det bakkede landskab omkring Pilbrodalen er malerisk for tiden.
Derfor er det et must at "ride" en tur gennem stierne på vej hjem fra arbejde. Med de forskellige stier, markveje og landeveje er der rig mulighed for at vælge en ny rute hver dag :)

onsdag, juni 11, 2008

Det der med at sidde og nyde aftensolen og varmen på altanen om aftenen er aflyst indtil videre. Vinden står lige ind fra vest og regnbyger smider lidt regn ind af og til.
Årets Sølund Festival er begyndt for alvor i dag. Sølund ligger lige ved siden af os, så vi får musikken leveret ved døren. Lige nu mens jeg skriver, er det Zididada der underholder med alle deres hits :)
Ærgeligt at vejret ikke lige har holdt sig til den gode side et par dage endnu, for det har ellers været perfekt festivalvejr i de mange dage, der er gået forinden mens opstilling af scene, boder, øltelte osv. har stået på.
Heldigvis er gæsternes humør altid højt, for festivalen giver dem et dejligt afbræk fra hverdagen på institutionerne rundt om i landet.

Ad omveje er Boris endt i vores lokale dyrehandel.
Ved et tilfælde så jeg ham liggende i et af burene, da jeg var forbi for at købe nogle fiskeblink.
Han måtte forlade sit gode udendørs anlæg i vores gamle have den første april, da de nye ejere overtog huset.
Det var blevet klart for os, at han skulle afsættes til et nyt hjem, for vi har ikke forhold til at have ham her i lejligheden.
Jeg lukkede ham derfor ud i et lille godt grønt hjørne på nogle udendørs arealer ved Sølund, hvor han kunne opholde sig indtil en ny familie var fundet.
Men hvad jeg ikke havde tænkt på var, at andre også går forbi derude, og efter få dage var han pludselig væk. Jeg troede han var smuttet fra os, men en hundelufter havde fundet ham og afleverede den hos dyrehandleren.

tirsdag, juni 10, 2008

Lavtrykkene banker på ude fra vest ledsaget af et kraftig blæsevejr.
Landmænd og havefolk har i lang tid kigget håbefuldt efter regntunge skyer, men nu ser det altså omsider ud til at de er på vej ude fra Atlanten med vand til den tørstende jord :)
Dagen startede temmelig gråt med truende skydække, men alligevel fik solen brændt det meste væk, og vi fik igen en smuk dag.
Godt for os der maler udvendig!
Også i dag gik turen hjem fra arbejde ad småveje og stier gennem det "bjergrige" østjyske landskab.

mandag, juni 09, 2008

Jeg og en kollega arbejder i Stilling, seks kilometer fra Skanderborg ad landevejen mod Århus.
Et velbeliggende rækkehus med flot udsigt ud i Stilling/Solbjerg Sø skal have en gang maling på det udvendige træværk.
Med det flotte sommervejr og i disse omgivelser, er det en fornøjelse at gå på arbejde :)
I dag var det oplagt at tage en omvej hjem efter arbejde. Så snart man forlader den kedelige landevej er det pludselig de flotteste landskaber man kører gennem.
Jeg valgte en rute langs søen og op gennem den idylliske Pilbrodal, over Fruering, ned langs Skanderborg Sø og hjem.
Nedenfor ses den næsten færdig kalkede Fruering Kirke, der med den buede kampestensmur, ligger meget smukt i udkanten af den lille landsby.

søndag, juni 08, 2008

Jeg er vist ved at blive bidt af det med at sejle i kano :)
Når det ikke blæser for meget og med nogle store sten som ballast i front, går det helt fint med solosejlads.
Det meste af dagen er gået med at padle omkring på søen, især langs bredderne hvor træerne står helt ud i vandet, og giver en fornemmelse af stor natur.
I den østlige ende ligger den lille Ringkloster Å, hvor jeg lige var oppe at vende. En fin lille strækning, hvor åen løber stille med tæt bevoksning på begge sider, der næsten gør at man sejler i en grøn tunnel.
Da den nedre del af åen ikke er særlig strømrig, vokser åkanderne tæt og giver masser af gemmesteder for dyrelivet under vandet.
Hvis det er tilladt, vil jeg en dag prøve at se hvor langt det er muligt at sejle ind i åen.
Ø hop blev det også til.
Jeg udlagde to geocaches på henholdsvis Kalvø og Æbelø. Så er de klar til at blive fundet af turisterne i sommerferien :)

lørdag, juni 07, 2008

Det meste af dagen er gået med "hjemmearbejde".
Da det var overstået, ville det være naturligt at flade lidt ud i det bløde, men når vejret er så godt er det umuligt at falde til ro inde.
Altså måtte den gode gamle mountainbike op fra den mørke kælder igen. Turen gik ad landevejene rundt om den store Mossø. Kun ude i vestenden blev det til lidt afstikkere gennem skovveje, og en tur op over områdets højeste punkt, Sukkertoppen, hvorfra billederne er taget.
Varmen var massiv, men dejligt som altid at komme ud og knokle i det grønne :)