lørdag, februar 26, 2011

Denne dagbog lukkes med dette sommerbillede af Skanderborg by i indlæg nr. 1101!!, som bliver mit sidste på denne blog, der har kørt dagligt siden starten af 2007, kun afbrudt af mine perioder på Grønland.
Tolv år har vi boet i Skanderborg, med ni år på Alléen og tre i Adelgade. Gode år, som har passet perfekt til tiden med børn i børnehave- og skolealderen, men nu bliver det også dejligt at skifte scene og få mulighed for at få adgang til nye spændene oplevelser med en fremtid i Århus midtby og de fine grønne områder og kysten der ligger omkring byen.

fredag, februar 25, 2011

Øverst står flyttebilen med bagenden mod porten til vores hus med liften slået ned og står klar til at blive fyldt op med de sidste af vores ting.
To friske flyttefolk fik i løbet af et par timer bakset tingene ned, med lidt hjælp fra os, og ikke længe efter stod flyttebilen i Hjortensgade, hvor tingene blev båret ud ligeså hurtigt som de kom ind.
Her blev min rolle primært at stå og fortælle hvor de forskellige ting skulle stilles, mens Tina var taget tilbage til Skanderborg for mødes med William, for at fjerne lidt affald fra den gamle lejlighed og ordne nogle småting.

torsdag, februar 24, 2011

Skanderborg er ved at være historie.
Hele aftenen er gået med at pakke de sidste ting sammen og få skilt møbler ad, så er alt er klar til flyttefolkene i morgen tidlig.
Dagene er travle og det smitter af på bloggen, som bliver forsømt, og udkommer i en alt for mager udgave. Lidt ærgerligt, for der sker jo egentlig meget for tiden...........

onsdag, februar 23, 2011

På hoveddøren i Hjortensgade har jeg sat et stykke malertape over de tidligere ejeres efternavn. En meget midlertidig løsning, indtil jeg får sat vores rigtige navneskilt på.
Til aften blev Jeg færdig med Naaja's baderum. Efterfølgende gik tiden med at få stablet kasser og flyttet ting sammen for at give plads til indflytningen på fredag.
I morgen tager jeg hjem til Skanderborg efter arbejde, for at være med til at gøre de sidste ting klar til flyttemændene, der kommer fredag morgen klokken 8.

tirsdag, februar 22, 2011

Turen er kommet til Naaja's badeværelse, hvor der som det eneste sted i huset, har været lidt opskalninger at skrabe af.
De bare pletter har fået lidt micro-grund og er plettet med råhvid glans 10, og nu er væggene klar til sidste gang maling i morgen.
Det lille værelse, hvor Tina og jeg skal opbevare tøj plus diverse ting og sager, er også klar til at få tæppe lagt på og reoler sat ind på fredag.

mandag, februar 21, 2011

Efter normal arbejdstid plejer jeg jo at tage ind til huset i Hjortensgade for at fortsætte nogle timer med værktøjet i forsøget på at nå så meget som muligt, inden vi lander permanent i Århus med de sidste ting på fredag.
I dag blev det Tina der fik rodet lidt rundt med lidt af hvert, og gulvfolk fik lagt tæpper på ungernes værelser, mens jeg holdt fri og tog i bio med William.
Vi var til forpremiere på "Sanctum" i Cinemaxx, Århus.
Handlingen, der var underholdene, men uden at være uforglemmelig.... ;) var ganske ligetil:
Sanctum handler om en gruppe grottedykkere der planlægger en ekspedition til regnskoven i Papua Ny Guinea, hvor det uudforskede og mindst fremkommelige grotte system i hele verden ligger. Deres mål er at slå rekorden i tilbagelagte meter og dybde og måske endda finde en legendarisk underjordisk flod ud til havet. Men en tropisk storm hærger pludselig over dem, og den eneste vej ud bliver blokeret. Med en farligt stigende vandstand og tilsvarende faldende iltbeholdning er deres eneste valg at bevæge sig fremad i det ukendte land. Her håber de at finde en luftlomme og måske en ukendte vej ud til havet...
Trailer og andet ses på filmens eget website : HER.

søndag, februar 20, 2011

Lille flyttedag.....
Med en konservators omhyggelighed fik Tina i går aftes pakket vores billeder og malerier enkeltvis ind i bobleplast, klar til transport mod Århus.
Som nævnt i går havde vi selv måtte skaffe en varevogn til dagens transport, og vi fik lejet en gammel bulet Ford Transit hos "Lej et Lig" i Århus. En rigtig "diesel hakker", der larmede så meget at Tina, William og jeg opgav at føre en normal samtale undervejs ;)
Men retfærdigvis skal det siges, at den kørte helt som den skulle og vi fik billederne, alle bøgerne og lidt små møbler transporteret ind til huset af to omgange. De næste dage har Tina lidt med i bilen og der er efterhånden ved at blive ret tomt i lejligheden.
Vi fik alle tre ryddet lidt op herinde, inden William og Tina kørte hjem. Jeg bliver tilbage i huset og tager først hjem torsdag, for at hjælpe med klargøringen til den sidste flytning på fredag.
Til aften blev jeg færdig med maling i køkkenet og fik startet op nede i Naaja's baderum.

lørdag, februar 19, 2011

Planerne for dagen måtte ændres.
Vores kammerat som skulle komme med en stor kassevogn og hjælpe med at køre en stor del af vores ting til Hjortensgade, var blevet syg.
Løsningen blev at vi selv kører et par ture i en lejet bil i morgen, og i stedet brugte dagen i dag på rengøring og malerarbejde i huset og pakning hjemme.
Naaja var med os i dag, og tog en god tørn med vaskekluden i sit eget kommende værelse og garderobe, mens Tina trak det tunge læs ude i hendes toilet og bad.
Godt varmet op, fortsatte Naaja ud på trappen og fik fjernet det meste støv og snavs, der efterhånden havde samlet sig efter gulvsliberen og mit malerarbejde.
Jeg blev næsten færdig med at male køkkenet. kun træværk mangler.
William holdt sig hjemme, men kommer med i morgen.......

Dagen har været dejlig solrig, og det har været en fornøjelse at opleve huset i godt dagslys.
Til hverdag er det jo hurtigt mørkt, især fordi det også har været overskyet.
Det meste af dagen har solen skinnet ned i haven.
Ingen tvivl om vi får mange gode timer dernede, hvor den lange og smalle grund, gør det muligt at fange solen i langt de fleste af dagens lyse timer i sommerhalvåret; ja, faktisk også her i vintertiden.
En dejlig grøn oase midt i den hektiske bymidte.........

fredag, februar 18, 2011

Tilbage i Skanderborg.
Det bliver dejligt at skifte sovepose og foldemadras ud med en rigtig seng for et par nætter :)
Som dagen er skredet frem, er lejligheden blevet mere og mere rodet med kasser og bunker overalt. Pakningen har taget fart og en kammerat kommer med en stor kassevogn i morgen, og hjælper os ind med en stor del af tingene.

torsdag, februar 17, 2011

Det skrider fremad i Hjortensgade.....
Williams værelse er færdigt, og nu er turen kommet til køkkenet.
Fladerne rengjorde Tina i weekenden, så det var jo bare at dække af og gå i gang.
Huller blev lukket og revner fuget med acrylfugemasse, og det ludbehandlede listeloft fik en gang hvid spærrende maling som grunding inden færdig maling.
Ludbehandlingen er blevet mørk og trist med tiden, og det nemmeste er at male det helt op med dækkene maling. Heldigvis er brædderne i ordentlig kvalitet, hvilket sikrer et rimelig pænt resultat.
Væggene bliver malet med vaskbar tonet hvid farve.

onsdag, februar 16, 2011

Natten til i dag ramte vinteren igen Østjylland.
Til morgen skulle der skrabes sne foran huset og cykelturen til arbejdet, der for tiden foregår i Vejlby-Risskov lige nord for Århus, blev en strid tur i snefygning.
Det er næsten som om jeg allerede er flyttet fra Skanderborg, da jeg holder til i Hjortensgade på hverdagene. Det kan ikke være anderledes, for så meget som muligt skal laves klar inden vi officielt flytter ind den 25.
Selvom der stort set kun skal males, kan vi ikke nå at blive færdige. Derfor bliver der fortrinsvis klargjort i værelser og stuer, derefter køkken og baderum mens trapperummet er det sidste der bliver malet; sikkert først når vi er flyttet ind.

En smed kom forbi i dag og fik skiftet nogle dele bag toilettet på første sal, som var udsat for galvanisk tæring. En detalje som var blevet bemærket i tilstandsrapporten, og som skulle udbedres for at forsikringen vil dække evt. rørskader.
Heldigvis gik det uden problemer og Jeg vil kontakte forsikringselskabet snarest, så det kan noteres i policen.

tirsdag, februar 15, 2011

Min absolut bedste beskæftigelse som maler, er udendørs arbejde på Grønland.
Særlig hele perioden fra sidst i april til et stykke ind i september 2009 blev en helt enestående sæson, hvor vejret bare var i top og jeg derfor fik malet mig gennem alle ½12 husene i Grønnedal.
Da husene ligger på skrånene grund lige ned til fjorden, og naturen i det hele taget omringer stationen, kan man ikke undgå at nyde dagene i de postkort-agtige flotte omgivelser.
Dyrelivet er også konstant nærværende. Mens luften i forsommeren bliver mættet af stemmerne fra snespurven og min favorit; laplandsværlingen, går moskusokserne fredeligt rundt mellem husene og gumler grønt dagen lang, måske afbrudt af en middagslur i et pilekrat. Ude i fjorden kan man jævnligt høre støjen fra en flok grønlandsæler æderov langs kysten, og er man heldig kommer pukkelhvalen forbi :)
Jeg har haft en længere grønlandspause, og havde egentlig forestillet mig den skulle vare mindst året ud, da der er så meget andet at se til for tiden. Men nu er jeg altså blevet tilbudt en kort arbejdstur i højsommeren, og min svage person har givet efter for fristelsen til et gensyn med dyr og natur, der er sat til perioden 20/6 - 1/8.
En arbejdsperiode på seks uger er trods alt ikke så lang tid, og da jeg afgiver fire af mine ferieuger hos min danske arbejdsgiver til turen, kan mit fravær jo også nogenlunde forsvares herhjemme i en ellers travl periode.
Jeg håber på en forrygende sommeroplevelse i både arbejde og fritid :)

mandag, februar 14, 2011

Føj for en råkold dag vi vågnede op til!
Jeg overnatter på øverste etage i huset, og vågnede flere gange i løbet af natten, ved at den tiltagende vind ruskede godt i taget og lavede masser af uvante lyde omkring ventilationsåbninger og brændeovnens skorsten.
En god aften blev brugt til at få det meste af Naaja's værelse klar. Her mangler der kun vinduespladen og en liste rundt i lysningen. Det bliver klaret i morgen, inden jeg rykker ind til William......

søndag, februar 13, 2011

De sidste kulører er malet på stuevæggene og efter Tina kørte hjem til ungerne, fik jeg malet træværk og rør. Nu mangler der bare at blive rettet op på et par skønhedsfejl i beskæringerne mellem hvid og kulør, så det ser nogenlunde pænt ud ;)
Af og til gik jeg ned i ungernes værelser og lavede lidt småting, mens noget tørrede ovenpå.
Tina tog også i dag det seje træk med rengøring af flader og kontakter. Et utaknemmeligt job som ikke ser ud af så meget, men alligevel har stor betydning for det færdige arbejde.

lørdag, februar 12, 2011

Vi begynder at kunne se forandring i huset på Hjortensgade.
Indtil nu har indsatsen hovedsaglig været koncentreret omkring gulvet nede hos William og i stuerne, hvor gulvene er slebet, ludbehandlet og lakeret tre gange. I dag blev de sidste vægge færdige, og nu mangler kun træværket maling.
Som det kan ses, er der lagt kulør på væggene, der dog ikke er gengivet helt korrekt på billederne. De forrige ejere havde en mørk blå på ydervæggene, som vi har valgt at "genbruge", da den mørke flade fremhæver lysindfaldet og den dekorative virkning fra de flotte vinduespartier, samt trækker "udsigten" indenfor.
Skillevæggen mellem de to stuer er malet på begge sider i en karrygul kulør, der er tilpasset den blå farve. Sidevæggene er hvid, tonet en del ned med okker og umbra.
Vi synes farvespillet skaber en god effekt, og særlig mig, der i min arbejdsdag stort set kun maler med hvide farver overalt, nyder synet af kulør :)

Forrige uge havde jeg et par overnatninger derinde, og regner med at blive i huset fra i morgen aften, frem til fredag.
Jeg har indrettet mig på gulvet i den øverste etage med en foldemadras og sovepose. Dertil kommer de mest nødvendige ting til bad og rent arbejdstøj.
Jeg er uden internet, men måske finder jeg på en løsning med Oister's tank selv produkt, men ellers må bloggen blive opdateret når jeg vender hjem sidst på ugen......

fredag, februar 11, 2011

I formiddagsprogrammet på radioens P4 Østjylland, kom der meldinger fra områdets lyttere om spirende forårstegn.
Folk kunne fortælle om lyden af lærkesang i det åbne land og den skønne stemme fra solsorten i skumringstimen. I haverne er der set både irantis og vintergækker.
Som nybagt haveejer måtte jeg naturligvis lige en tur rundt på vores lille jordlod i midtbyen efter arbejde, og sørme om der ikke gemte sig en lille klynge vintergækker, beskyttet under en stedsegrøn busk og lidt visne blade.
Jo-jo; foråret finder også vej mellem byens huse :)

Efter rundturen i botanikken, gik jeg til det indendørs malerarbejde, hvor der skulle forberedes kulør på stuevæggene og gulvene fik den sidste gang lak, inden jeg tog med Tina og Naaja til IKEA, hvor nogle småting skulle hentes...........

torsdag, februar 10, 2011

I løbet af ugen har der været gulvfolk i gang med at slibe gulvene i pejse- og spisestuen.
I dag er de afleveret og har fået en gang lud og to gange silkemat vandig gulvlak, og ser virkelig flotte og lyse ud. Helt som nye :)
Der mangler endnu et par gange lak, men det klarer jeg selv over de næste par dage. Gulvmanden havde først anbefalet en afsluttende sæbebehandling efter det første lag lud, men da jeg synes det ville blive for sart og modtageligt for mærker efter fodtøj og snavs i det hele taget, fik vi det ændret til lakering som slutbehandling.
Resultatet er blevet flot, synes vi :)
Til aften blev der taget godt fat i det gamle tæppe nede i Williams kommende værelse.
En sej gammel sag, der krævede en del kræfter og flere knivblade i tæppekniven, for at få fjernet. Det var limet fast og efterlod en del rester på de gamle gulvbrædder, som bliver fjernet i morgen.

tirsdag, februar 08, 2011

Den seneste tids milde vejr har fjernet ethvert spor af hvid vinter. Næsten.
Man skal være heldig for at se sne nu, men på vej hjem fra arbejde, kom jeg forbi en lille snusket snedrive ude på Næsset. Sikkert nok resterne af en stor sammenskubet bunke sne fra dengang der skulle ryddes veje......
Heller ikke isen på Skanderborg Sø kan stå imod meget længere. Flere steder er der åbent vand, og langs bredden ved Søsporten, var der dannet et virkelig flot mønster i overgangen mellem is og vand.

mandag, februar 07, 2011



Via vores Telia mobilabonnement kommer vi jævnligt til forpremiere på diverse biograf film, oven i købet til en billig penge :)
Denne gang havde jeg sat Naaja i stævne i Cinemaxx i Bruuns Galleri, Århus for at se "Alle for Én".
En humoristisk historie som kort fortalt har følgende handling:

"Mick Øgendahl har skrevet en komedie om 4 charmerende drengerøve der var de bedste barndomsvenner. Problemet er blot, at Martin er blevet politimand alt imens Nikolaj, Ralf og Timo ikke altid kan finde ud af hvad der er dit og mit - uanset om det er hurtige biler eller kærester. Da de alle en dag står i Jaka-bov til halsen, tvinges de til at "lege" sammen som i de gamle dage hvor de var "Alle for én". Rasmus Bjerg spiller sammen med Mick Øgendal, de to brødre Ralf og Timo i den umage vennegruppe. Flabede og rappe i replikken, men med en klar intelligensmæssige udfordring! Hvad den ene ikke har, det mangler den anden! Det gør det ikke altid nemt for ham der skal holde styr på tropperne bevare overblikket, deres ven Nikolaj. Han spilles af endnu en populær stand-up’er og skuespiller Jonatan Spang, med kæphøj selvtillid og humoristisk overskud. Den ifølge vennerne, forræderiske barndomsven Martin spilles af Jon Lange, som deres kammeratlige repræsentant for lovens stærke arm. Han har dog hverken den succes på jobbet eller i ægteskabet, som han selv synes, han fortjener. Nu øjner han imidlertid en mulighed for at redde sin karriere ved at "lege" med sine gamle venner, i et projekt, der er så vanvittigt, at selv de to tosser af et par brødre kan gøre nytte."

Kulturkapellet anmelder filmen : HER.
Trailer til filmen : HER.
Vi tog hjem, et par gode grin rigere :)

søndag, februar 06, 2011

Dagens indlæg bliver ganske kort, for i store træk blev dagen som i går.
En dags arbejde i Hjortensgade med fruen, hvor vi kom et lille skridt videre med arbejdet på de to stuer. Sidevæggene fik en tonet hvid, og træværk blev vasket og slebet. Endevæggene er klar til kulør.....
Til aften fik jeg samlet de sidste løse ting i kasser hjemme i kælderen, og stigereolerne blev adskilt og står klar til transport.

lørdag, februar 05, 2011

Arbejdsdag i det nye hus.......
Jeg malede lofter færdig i stuerne og i ungernes værelser. Radiatorerne i hele huset fik jeg også rengjort og sprøjtemalet, så de fremstår som nye igen. Til den opgave fik jeg prøvet min nye malersprøjte, som blev købt på fagmessen i Nyborg forrige fredag, og helt som forventet, viste den sig at være virkelig god.
Der sidder en del telefonstik overalt i boligen. Dem afmonterer vi efterhånden som vi kommer frem, for fastnet telefon har vi ikke haft i årevis, og får det heller ikke.
Tina var med i dag, og påtog sig at rengøre kontakter for gammel maling og almindelig snavs, som der jo altid samler sig gennem tiden. Her ville jeg nok springe lidt lettere over opgaven, men med sin faglige baggrund i konservering, er hun den helt rigtige til den slags pillearbejde. De bliver næsten som nye!

fredag, februar 04, 2011

Omsider er jeg begyndt at male i vores nye hus.
Jeg har jo fri allerede kl. 12 om fredagen og kort tid efter var jeg nede ved Hjortensgade. En kammerat kom forbi et par timer og fik en rundvisning, inden jeg fandt malergrejerne frem.
I morgen eller på søndag får vi besluttet os vedrørende valg af farver, men indtil da holder jeg mig i gang med maling af lofter og i morgen vil jeg prøve at nå en gang sprøjtemaling af radiatorerne i alle rum.
I udhuset fik jeg et lille hint i form af en dåse graffitifjerner, at andre måske også vil blande sig i malerarbejdet, men dog udendørs. Vi håber at slippe for den slags hærværk, og det ser da heller ikke ud til gaden generelt er plaget ud over nogle enkelte tags hist og her, men surt at være den der bliver "ramt".
Skulle hærværket ske, håber jeg midlerne er effektive nok. Det ville være meget trist at se det kønne hus smurt ind i grelle farver......

torsdag, februar 03, 2011

Pakningen er blevet mere målrettet.
Det første der kommer med til Århus, er værktøj og alle de ting som ligger opbevaret i kælderrummet. Hver dag kommer der et læs med Tina's bil, som bliver tømt i huset hvor jeg venter klar til at tage imod, inden vi kører hjem til aften. Det ligger ganske tæt på ARoS hvor hun arbejder, så det er ikke den store omvej der kræves.
Jeg har tre cykler, hvor de to allerede står i Hjortensgade. De kommer med i toget når jeg kører ind om morgenen, og bliver brugt videre fra Banegården i Århus og ud til arbejdspladsen på Grenåvej i Risskov. Til fyraften cykler jeg ind til huset og sætter dem på deres nye parkeringsplads i vores gård.
I morgen er turen kommet til mountainbiken, som står klar til afgang i morgen tidlig :)
------------------
Også andre ting skal afsluttes i forbindelse med flytningen.
Jeg har haft flere aktive geocaches liggene i Skanderborg og nærmeste omegn, men de er løbene blevet nedlagt, eller "archived", som det hedder blandt geocachere. Den sidste blev lukket ned i dag. Det var cachen "Kalvø", som lå ude på en af øerne i Skanderborg Sø.
Isen på søen er dækket af smeltevand, og er ved at blive usikker efter den seneste tids tøvejr, og derfor er det et passende tidspunkt at sige farvel til en meget populær og besøgt cache :)
Når støvet fra flytteaktiviteten har lagt sig, kan jeg godt finde på at lægge nogen ud i Århus.....

onsdag, februar 02, 2011

Bortset fra vi har båret lidt værktøj og lamper indenfor dørene i vores nye hus, står det som de tidligere ejere har forladt det. Hyggeligt og indbydende :)
Inden vi får fyldt for meget indenfor dørene og får ændret for meget på tingene hist og her, har jeg lavet en fotoserie af huset ude og inde, med lidt forklarende tekst, som kan ses : HER. Dertil er der en samling plantegninger, som viser rumfordelingen : HER, hvor jeg forklarer hvordan vi forventer at benytte huset
Bortset fra vi har båret lidt værktøj og lamper indenfor dørene i vores nye hus, står det som de tidligere ejere har forladt det. Hyggeligt og indbydende :)
Inden vi får fyldt for meget indenfor dørene og får ændret for meget på tingene hist og her, har jeg lavet en fotoserie af huset ude og inde, med lidt forklarende tekst, som kan ses : HER. Dertil er der en samling plantegninger, som viser rumfordelingen : HER, hvor jeg forklarer hvordan vi forventer at benytte huset.

tirsdag, februar 01, 2011

Så kom vi endelig frem til dagen, hvor nøglen kunne sættes i egen dør.
Heldigvis arbejder jeg i Århus; derfor var der blot en halv times spadseretur til adressen i midtbyen, da jeg havde fri :) Det gjorde at jeg var fremme tidligt nok til at se hus og have i dagslys. Senere kom Tina til, og vi fik læsset lamper og malerværktøj af bilen, hvor efter vi "gik tur" i huset og blev enige om det nok skal blive et fint sted for os lang tid frem. Inden vi tog hjem til Skanderborg, blev rummene tegnet og målt op, så vi hjemmefra kan arbejde lidt på indretningen.
De tidligere ejere har efterladt huset i flot rengjort stand og intet affald lå tilbage. Sammen med husets fine vedligeholdelses mæssige stand, fremstår det hyggeligt og indbydende selvom det er helt tomt. Nu ser vi frem til at lære det at kende :)
Den kommende tid frem til indflytningen 25/2, vil gå med at tage stilling til den overordende indretning, og et par skabe og en seng til William skal købes.
På nuværende tidspunkt er det eneste kritiske punkt en tæring ved et vandrør, som vi vil få ordnet snarest af en vvs mand, dertil kommer en slibning af gulvene i spise- og opholdsstuen, som vi også får en fagmand til.
Resten klares nemt af os selv med malergrejet. Vi forventer at lægge os lidt op ad den stil som de forrige ejere havde, hvilket passer fint til os og huset :)

mandag, januar 31, 2011

I dag mødtes Tina med ejendomsmægleren og ejerne af huset vi skal overtage i morgen.
Målere skulle aflæses og nøglerne fik hun overdraget.
Tina fik en sidste rundtur, hvor nogle praktiske ting blev forklaret, inden ejerne fik arbejdsro igen, for først om eftermiddagen ville deres flyttebil komme, klar til pålæsning. De har en lang aften/nat foran sig da de skal flytte til København......

søndag, januar 30, 2011

I går dukkede min svoger fra København op på et uventet besøg hos os.
Et temmelig "modigt" sats at ankomme uanmeldt i Skanderborg fra København! Men heldigvis var vi hjemme og hans besøg gav anledning til en tur på ARoS i dag, hvor han havde et særligt ønske om at se Lemmerz udstillingen.
For Tina og mig blev det til et gensyn, mens den nyåbnede Jorn udstilling var ny for os alle.
I efteråret var vi på Jorn museet i Silkeborg, hvor der er en bred samling af hans produktion gennem tiderne. På ARoS er der hentet værker hjem fra USA og flere steder i Europa og her er der særlig mange af de farverige malerier, som slog hans navn fast i udlandet. De træder flot frem på de store hvide vægge!
Baggrund om Jorn : HER.
ARoS direktør Jens Erik Sørensen fortæller om udstillingen i aarhusportalen.dk : HER.

Der var nærmest menneskemylder på ARoS i dag.
Tydeligvis også en del førstegangs besøgende, for mange stoppede op for at se figuren "Flora", en fuldstændig kopi af en mimende kvinde, som man ofte møder som turist i storbyerne rundt i udlandet.
Nogle står længe og kigger, usikre på om det er en person eller en figur, der står i museumsgaden, og jeg har i flere tilfælde set folk lægge penge i kurven ved hendes fod!
Ganske underholdene at iagttage lidt på afstand :)
Se mere om Flora : HER.

lørdag, januar 29, 2011

Vognene med reklamer blev trukket rundt i gaderne for sidste gang i dag.
I godt seks år har uddeling af reklamer været en fast del af vores hverdag. Først med Naaja, og senere William der arvede ruten, da hun skulle på efterskole.
Men nu er det historie. Da vi overtager huset på mandag, bliver der rigelig andet at se til frem til indtil flytningen om fire uger, og vi synes derfor at det var passende at stoppe nu.
ALFO's vogn står og nede i kælderen, og jeg må ringe på mandag for at lave en aftale vedrørende afhentning.
Desværre må Naaja også kvitte sit job hos Tarantini, som hun ellers har været glad for. Så må vi se om der er egnede jobmuligheder i Århus.
William bliver jobfri indtil sommerferien, hvor vi prøver at finde en god tjans til ham, indtil han begynder på efterskolen i Juelsminde.

fredag, januar 28, 2011

Malerværktøjet fik fri og hele firmaet tog på udflugt til Nyborg Strand på Fyn, hvor årets messe for malerfaget bliver afholdt hvert år. Blot kaldet "Nyborgstævnet"....
Malere fra hele landet mødes her, og bliver præsenteret for både nye og gamle materialer og værktøjer, der vedrører faget.
Det er kun anden gang jeg er med, og selvom der kun er gået et år siden sidste besøg, er der alligevel sket nyt hist og her. Bl.a. er der kommet fokus på værktøjets vægt. De brede vægspartler har tabt sig, og føles fjer-lette i forhold til de "gamle", som jo ellers ikke virker specielt tunge. Men går man og spartler en hel dag, reduceres den samlede mængde løftede kilo op i mod 80 - 100 kilo. Det tæller når det handler om at nedsætte slidet på håndled og skulder! Godt der arbejdes mod at bedre vores arbejdsmiljø; især når udsigten til fjernelse af efterløn og senere pension er stillet os i udsigt ;)

Der bliver også vist meget forskelligt elværktøj frem; særlig malersprøjter.
Jeg har længe ønsket mig en lille, men god all-round sprøjte, som er nem at medbringe og holde vedlige.
Den tror jeg blev fundet i MiniMax fra Graco, som ses på billedet og beskrives nærmere : HER.
Der blev købt en til firmaet og jeg købte en til mig selv. Denne model adskiller sig fra mange andre småsprøjter ved at kunne benytte malingen uden fortynding og med tre forskellige størrelser dyser, kan der anvendes alle gængse produkter. Der kan derfor males både træværk og andre flader.
En anden super detalje er drift på batteri, hvor der medfølger to stk, således at det ene altid sidder klar i laderen, mens der arbejdes.
Rengøringen og vedligehold bliver også hurtig og enkel. En vigtig detalje i den travle hverdag.
Jeg tror på den, og glæder mig til den første test :)

torsdag, januar 27, 2011

Jeg har været på arbejde i Århus midtby, hvor jeg skulle hjælpe en kollega med de sidste penselstrøg i en ny butik, inden der skal opsættes inventar og lægges gulvtæpper. Når butikken er færdig indrettet, og måske endda åben, kommer vi igen og laver de sidste reparationer efter de andre håndværkeres småskader, der altid kommer i slutfasen af sådanne opgaver.
På vej hjem fra arbejde, gik turen forbi ARoS, for at se hvor langt man er nået med Oluf Eliasson's imponerende farverige installation "Your rainbow panorama ", som ses vidt omkring oppe på bygningens tag.
Monteringen er åbenbart forløbet godt, for det så ud til alle glasene er monteret. Flot ser det ud når solen skinner gennem det farvede glas. Og netop på solrige dage, kastes farverne rundt på de omkring liggende bygninger, som det også kan ses på øverste billede. En effekt der forhåbentlig ikke tages ilde op af beboerne........
TV2 Østjylland har et nyhedsindslag om installationen : HER.
Jeg har også samlet nogle mobilfotos fra de seneste dage : HER.