mandag, januar 31, 2011

I dag mødtes Tina med ejendomsmægleren og ejerne af huset vi skal overtage i morgen.
Målere skulle aflæses og nøglerne fik hun overdraget.
Tina fik en sidste rundtur, hvor nogle praktiske ting blev forklaret, inden ejerne fik arbejdsro igen, for først om eftermiddagen ville deres flyttebil komme, klar til pålæsning. De har en lang aften/nat foran sig da de skal flytte til København......

søndag, januar 30, 2011

I går dukkede min svoger fra København op på et uventet besøg hos os.
Et temmelig "modigt" sats at ankomme uanmeldt i Skanderborg fra København! Men heldigvis var vi hjemme og hans besøg gav anledning til en tur på ARoS i dag, hvor han havde et særligt ønske om at se Lemmerz udstillingen.
For Tina og mig blev det til et gensyn, mens den nyåbnede Jorn udstilling var ny for os alle.
I efteråret var vi på Jorn museet i Silkeborg, hvor der er en bred samling af hans produktion gennem tiderne. På ARoS er der hentet værker hjem fra USA og flere steder i Europa og her er der særlig mange af de farverige malerier, som slog hans navn fast i udlandet. De træder flot frem på de store hvide vægge!
Baggrund om Jorn : HER.
ARoS direktør Jens Erik Sørensen fortæller om udstillingen i aarhusportalen.dk : HER.

Der var nærmest menneskemylder på ARoS i dag.
Tydeligvis også en del førstegangs besøgende, for mange stoppede op for at se figuren "Flora", en fuldstændig kopi af en mimende kvinde, som man ofte møder som turist i storbyerne rundt i udlandet.
Nogle står længe og kigger, usikre på om det er en person eller en figur, der står i museumsgaden, og jeg har i flere tilfælde set folk lægge penge i kurven ved hendes fod!
Ganske underholdene at iagttage lidt på afstand :)
Se mere om Flora : HER.

lørdag, januar 29, 2011

Vognene med reklamer blev trukket rundt i gaderne for sidste gang i dag.
I godt seks år har uddeling af reklamer været en fast del af vores hverdag. Først med Naaja, og senere William der arvede ruten, da hun skulle på efterskole.
Men nu er det historie. Da vi overtager huset på mandag, bliver der rigelig andet at se til frem til indtil flytningen om fire uger, og vi synes derfor at det var passende at stoppe nu.
ALFO's vogn står og nede i kælderen, og jeg må ringe på mandag for at lave en aftale vedrørende afhentning.
Desværre må Naaja også kvitte sit job hos Tarantini, som hun ellers har været glad for. Så må vi se om der er egnede jobmuligheder i Århus.
William bliver jobfri indtil sommerferien, hvor vi prøver at finde en god tjans til ham, indtil han begynder på efterskolen i Juelsminde.

fredag, januar 28, 2011

Malerværktøjet fik fri og hele firmaet tog på udflugt til Nyborg Strand på Fyn, hvor årets messe for malerfaget bliver afholdt hvert år. Blot kaldet "Nyborgstævnet"....
Malere fra hele landet mødes her, og bliver præsenteret for både nye og gamle materialer og værktøjer, der vedrører faget.
Det er kun anden gang jeg er med, og selvom der kun er gået et år siden sidste besøg, er der alligevel sket nyt hist og her. Bl.a. er der kommet fokus på værktøjets vægt. De brede vægspartler har tabt sig, og føles fjer-lette i forhold til de "gamle", som jo ellers ikke virker specielt tunge. Men går man og spartler en hel dag, reduceres den samlede mængde løftede kilo op i mod 80 - 100 kilo. Det tæller når det handler om at nedsætte slidet på håndled og skulder! Godt der arbejdes mod at bedre vores arbejdsmiljø; især når udsigten til fjernelse af efterløn og senere pension er stillet os i udsigt ;)

Der bliver også vist meget forskelligt elværktøj frem; særlig malersprøjter.
Jeg har længe ønsket mig en lille, men god all-round sprøjte, som er nem at medbringe og holde vedlige.
Den tror jeg blev fundet i MiniMax fra Graco, som ses på billedet og beskrives nærmere : HER.
Der blev købt en til firmaet og jeg købte en til mig selv. Denne model adskiller sig fra mange andre småsprøjter ved at kunne benytte malingen uden fortynding og med tre forskellige størrelser dyser, kan der anvendes alle gængse produkter. Der kan derfor males både træværk og andre flader.
En anden super detalje er drift på batteri, hvor der medfølger to stk, således at det ene altid sidder klar i laderen, mens der arbejdes.
Rengøringen og vedligehold bliver også hurtig og enkel. En vigtig detalje i den travle hverdag.
Jeg tror på den, og glæder mig til den første test :)

torsdag, januar 27, 2011

Jeg har været på arbejde i Århus midtby, hvor jeg skulle hjælpe en kollega med de sidste penselstrøg i en ny butik, inden der skal opsættes inventar og lægges gulvtæpper. Når butikken er færdig indrettet, og måske endda åben, kommer vi igen og laver de sidste reparationer efter de andre håndværkeres småskader, der altid kommer i slutfasen af sådanne opgaver.
På vej hjem fra arbejde, gik turen forbi ARoS, for at se hvor langt man er nået med Oluf Eliasson's imponerende farverige installation "Your rainbow panorama ", som ses vidt omkring oppe på bygningens tag.
Monteringen er åbenbart forløbet godt, for det så ud til alle glasene er monteret. Flot ser det ud når solen skinner gennem det farvede glas. Og netop på solrige dage, kastes farverne rundt på de omkring liggende bygninger, som det også kan ses på øverste billede. En effekt der forhåbentlig ikke tages ilde op af beboerne........
TV2 Østjylland har et nyhedsindslag om installationen : HER.
Jeg har også samlet nogle mobilfotos fra de seneste dage : HER.

onsdag, januar 26, 2011

iPad'en har vist sig at være en dejlig brugervenlig gadget, som jeg benytter flittigt hver dag.
Et par hurtige tryk, så er man på nettet og kan tjekke Facebook, søge oplysninger eller noget helt andet.
En stor mangel er dog muligheden for at afspille DR's tv udsendelser live eller fra arkivet, da den ikke kan benytte Flash Player. Heldigvis kan nogle udsendelser hentes som podcast, hvilket jeg benyttede mig af i dag, da jeg gerne ville se "Verdens Vildeste Ørkentur" med Torben Skov til eftermiddagskaffen.
Mandag til torsdag sender DR Danskernes Akademi om eftermiddagen, og har af og til nogle interessante udsendelser. Også disse kan hentes som podcast, og en forelæsning om byudvikling er hentet, og kommer med på køjen som "godnatlæsning" ;)

tirsdag, januar 25, 2011

Så er der igen en fødselsdag i huset. Denne gang er det William der fylder; hele 16 år er han blevet.......
Vi fejrer dagen med en middag et sted i Skanderborg og derefter lagkage hjemme senere i aften :)
----------------
Tre gange tidligere har jeg handlet hus, og altid er man løbene blevet begravet i utallige papirer efterhånden som sagen skred frem. Huskøbet i Århus bliver fjerde gang vi skal gennem møllen, men siden sidste handel, som var nede på Alléen for elleve år siden, er det hele blevet lidt nemmere.
Stort set alle dokumenter vedr. ejendommen er sendt via nettet, og jeg har dem liggende på computeren. I dag er skødet klar til underskrivning via tinglysning.dk, og i stedet for at gøre brug af kuglepen, sættes vores underskrift med nem-id.

mandag, januar 24, 2011

En af nedbrydningsfirmaet Kingo Karlsens maskiner var i eftermiddags ved at "glatte" grunden ud, hvor tre huse tidligere har stået i over hundrede år.
De sidste rester af det fine gamle hus hvor Flügger butikken før lå, forsvandt i dag, og nu er der bare et stort åbent hul i rækken af huse langs Adelgade.
Jeg når jo nok ikke at se noget nyt vokse op, før vi er flyttet. Der jo kun en måned til :) Faktisk er det allerede på mandag vi får nøglerne udleveret, og begynder et nyt kapitel på vores vej gennem livet.......

søndag, januar 23, 2011

Jeg har siden den første Toy Story film kom frem i 1995, været begejstret for historierne om Andy's legetøj, og de mange strabadser figurene har måtte gennemstå siden da.
De fleste børn elsker selvfølgelig figurerne, men mon ikke mange voksne som jeg, har det ligesådan? Jeg tror det; Filmene er en fornøjelse at kigge på og historierne er fyldige og sjove.
Den tredie film i rækken er netop kommet til vores lokale biograf i Skanderborg. W og jeg gik over og tog plads kl. 16 sammen med en lille samling børnefamilier og fik set 3D versionen.
Lad det være sagt med det samme: 3D effekten gav billederne fin dybde, men var ret anstrengende at se på i længden, da billederne bliver for mørke. Jeg kan sagtens nøjes almindelig udgave....
Historien var heldigvis god og fungerede fint i forlængelse af de to forrige film. Jeg er ganske enig i anmeldelsen af filmen på Film-nyt.dk (bortset fra 3D ;). Den kan læses : HER.
Filmens eget website : HER.

Dagen har været præget af rolige vindforhold og et højt skydække, der gav lovning om sol senere på dagen.
Det blev dog først ved tretiden, at de lokkende stråler kom frem hos os, men efter at have futtet rundt inde og pakket flyttekasser og klargjort malergrej, var det oplagt at komme ud og strække ben.
Som oftest gik turen langs søen, og i dag kunne solens varme virkelig mærkes. Trods vi kun er i slutningen af januar gik tankerne mod det kommende forår, og forventningerne om gode timer ude i det fri :)
Ude ved vandrehjemmet var der livlig aktivitet. En større antal isbåde og deres ejere var samlet omkring bådebroerne, mens enkelte susede rundt ude på søen. Takket være den meget glatte og jævne isflade på søen, fik bådene trods den svage vind, alligevel god fart på.
Jeg var desværre kommet for sent til at opleve afviklingen af de jyske mesterskaber i isbådsrace. Det var netop blevet afsluttet og folk gik omkring og små snakkede, mens de riggede bådene af, da jeg kom forbi.
Ærgerligt jeg ikke vidste at der var sådan en konkurrence......... :(
Lidt fakta om race i isbåde kan læses . HER.
Ekstra fotos : HER.

lørdag, januar 22, 2011

I løbet af dagen har flere ting fundet vej ned i flyttekasserne, og venter bare på at blive ekspederet videre til Århus.
Dagen er blevet rundet af i hyggeligt selvskab med nogle gamle venner som vi kender helt tilbage fra tiden på Thule Air Base i 1988-89. Vi gav en lille middag i anledning af min 50 års dag, og det bliver nok også sidste sammenkomst vi holder i lejligheden.
Nu kommer det til at handle om flytning i mange dage frem.........

fredag, januar 21, 2011

I dag fik jeg lavet aftale med en gulvmand, der skal sørge for at slibe og lakere gulvene i hele lejligheden, som skal afleveres istandsat og rengjort i følge lejekontrakten.
Vi forventer at flytte de fleste småting løbene, da Tina kører til Århus hver dag. Til de lidt større ting har vi hjælp fra en kammerat, der kan låne en større vogn, og her laver vi et ryk midt i Februar. Til de helt tunge møbler har vi bestilt flyttefirma med to mand til vores faktiske flyttedag d. 25/2.
Der er så småt også ved at blive pakket, men kun i det små, for der er jo trods alt god tid endnu ;)

torsdag, januar 20, 2011

Vi har været badet i sollys hele dagen :)
Dejligt, også selvom den skal nydes fra vinduerne på arbejdet. Samtidig med sollyset giver et godt humør, har vi også gavn af det skarpe lys når vi går og arbejder indenfor. På denne årstid kan mørke og grå dage ellers kræve tændte arbejdslamper det meste af dagen, men de fik altså en pause i dag :)
På vej hjem blev der tid til et stop ved søen for at se solen gå ned bag Skanderborgs "skyline" ;)

onsdag, januar 19, 2011

Pænt vejr i dag gav anledning til en lille omvej hjem fra arbejde på cyklen.
Jeg kørte ned langs søbredden ved Næsset, et villakvarter, der ligger ved søens modsatte side.
Da man i sin tid byggede husene, var man så fornuftige at friholde et pænt stykke af arealet langs søbredden, således at der er god plads til at gå tur og nyde naturværdierne for alle. Samtidig er der et par små miniature strandbredder, som danner ramme om strandhygge på lune sommerdage. Der er også anlagt adskillige små bådebroer i meget forskellig stand, hvor grundejerne har en jolle liggende i sommerhalvåret, men andre har blot jollen liggende mellem sivene, tøjret til en pæl.....
På billedet ses en af dem som ikke kom op i tide ;)

Nedrivningen af de to tidligere butikker Kari og Flügger er i fuld gang og nok overstået i morgen.
Da jeg passerede omkring 16.30 var der stadig gang i maskinerne, og kun den ene halvdel af Flügger butikken stod tilbage.
For at beskytte forbipasserende mod flyvende bygningsdele, er området sikret med 2½ meter høje træplader. Det kunne være fint, om der kom trådhegn op efterfølgende, så vi kan følge de videre aktiviteter på byggepladsen oppe fra Adelgade :)
Billeder fra nedrivningen ligger : HER.

tirsdag, januar 18, 2011

Halvgammel er man blevet....
Jeg kan i dag fejre 50 års fødselsdag.
Dagen er gået som enhver anden, først på lørdag holder vi en lille sammenkomst, og senere på forsommeren, når vi er kommet over flytningen, holder jeg fest sammen med min svoger, da han også runder det skarpe hjørne senere i år.
Nu forsætter rejsen mod de 60....... :)

mandag, januar 17, 2011

Jul og nytår er forlængst glemt, og den ene uge afløser hurtigt den anden....
Den nye arbejdsuge er også begyndt på en ny arbejdsplads. Jeg brugte det meste af forrige uge med forskellige opgaver på værkstedet, men nu er jeg rykket ud i den store verden igen.
En villa i Skanderborg Øst er blevet solgt til en ny familie, og inden de rykker ind skal den have en større overhaling. De tidligere ejere har været glade for farver, og næsten samtlige rum har været malet i kraftige kulører. Sporene skal slettes, og alt skal være......Hvidt ;) Der er sgu ikke meget spræl i malerfaget mere!
Lofterne består af små gipsplader med noter, der nu skal spartles op, for at lofterne efterfølgende kan beklædes med filt og males. Badeværelser og gulve bliver også udsat for en grov omgang, og når alle er færdige vil huset fremstå som nyt.

søndag, januar 16, 2011

De seneste dages milde vejr og regn har fået ryddet godt op i sne og is, og det er omsider blevet muligt at gå en tur uden risiko for at ligne Bambi på glatis ;)
Men isen på søen er mere sejlivet. Selvom smeltet sne og regn har lagt et lag vand oven på, er den stadig mange centimeter tyk, og tager man ikke sine forholdsregler kan de mange tons tryk ødelægge bådebroerne, der ellers blev repareret i sommer efter sidste vinters hærgen.
Kommunens folk har været ude med kædesaven, for at skære isen væk omkring bådebroen ved Skanderborghus, som nu ser ud til at gå helskindet gennem vinteren......

Som planlagt kom vi en tur på landet i dag.
Naaja blev hjemme for at få klaret en bunke afleveringer til fagene på gymnasiet, mens vi andre tog afsted. Turen gik til et landsted i nærheden af Ry, hvor en marskandiser har sit lager af ting og sager, det meste indkøbt som dødsbo.
Helt modsat turen mellem IKEA´s organiserede udstillinger i går, bød besøget i laderne på en opdagelsesrejse blandt gamle møbler, besyndelige dimser og meget andet forskelligt i blandet orden, inden vi vendte hjem igen.
Dog uden noget købt, men et par idéer rigere......

lørdag, januar 15, 2011

Vi er på vej til at skulle bo i en helt anden slags bolig, end den moderne lejlighed med store vinduespartier og store åbne stue vi bor i nu.
Beboelses arealet er stort set det samme, men fra at være fordelt på samme niveau, går vi over til at kunne se frem til en god gang trappe gymnastik, når vi skal bevæge os rundt mellem de tre plan som huset består af.
Det stiller nogle helt andre krav til indretning og belysning og vi ved allerede nu, vi flere steder kommer til at mangle lamper og siddemøbler til opholdsstuen.
Foreløbig regner vi med at flytte med de ting vi har, og tage stilling til videre indretning, mens vi går og maler i huset. Vi håber vi kan klare os uden de store investeringer, men lidt nyt skal der jo altid til...........
Med udsigt til en fredelig weekend, har vi afsat tid til at søge inspiration ude omkring.
I dag gik turen til IKEA ved Århus, der altid byder på mange sjove ting i både stort og småt, og her så vi da også et par ting der er blevet "noteret".
Men en tur til IKEA betyder også et besøg i deres restaurant, hvor vi som altid bestilte 3 gange Köttbullar, mens William foretrækker en pasta med kødsovs :)
I morgen forventer vi at besøge en marskandiser udenfor Ry. Her skal der kigges og søges i gamle udrangerede møbler, for det er måske nærmere her, vi finder noget, der matcher husets sjæl.........

fredag, januar 14, 2011

Vinteren er ikke særlig køn for tiden.
Gråt og diset er det blevet, og lidt varmere med temperaturer lige over nul.
Sneen bliver sort og beskidt og se på, og der hvor den smelter væk, er der blevet spejlglat. På vores reklametur blev fodfæstet testet godt og grundigt på veje og i indkørsler. Godt vi havde vognene at støtte os til ;)
I radioen's P4 blev der dagen igennem advaret om isglatte veje. Dagens vejr har kostet bulede biler og brækkede lemmer overalt i regionen. Heldigvis slap W og jeg uskadte fra dagens skøjtetur i Skanderborgs gader :)

torsdag, januar 13, 2011

Midtvejs oppe på byggekranen, er der opsat en stor projektør, der kører i døgndrift.
Den er med til at skabe et orienteringslys over byggepladsen i de mørke timer, som der jo stadig er alt for mange af.
Heldigvis har vi været nede og vende i bølgedalen, og vi er langsomt, men sikkert på vej mod de dejlige lyse timer i sommerhalvåret.
Men måske glemmer vi også det kedelige vintermørke lidt, når vores flytning begynder for alvor til den første. Det er som om vi sidder og venter på overtagelsesdagen, hvor man endelig kan komme i gang med nogle af alle de praktiske ting der hører med, som pakning, maling o.s.v.
Og netop vintertiden synes jeg er god til flytning, for når den er overstået, er vi nemlig kommet tæt på det aller første forår, og dermed er det tid til at gå på opdagelse i Århus og omegn med et langt lyst sommerhalvår forude :)

onsdag, januar 12, 2011

Byggeriet af Blomsbutikker fortsætter deruda' :)
Hver dag ser man arbejdere myldre rundt nede på pladsen, mellem jordbunker og maskiner.
Det er lidt svært oppe fra os at se hvad der foregår, men at byggefeltet er blevet større kan man se, ved at der er forsvundet bygninger og baghuse oppe ved Rema 1000 og bag ejendommene mod Adelgade.
Men markant for gadebilledet på hovedgaden, bliver nedrivningen af de to huse der rummede tøjbutikken Kari, som har været lukket længe, og Flügger's malerforretning, der netop er lukket og flyttet ud til den vestlige ende af byen. I efteråret forsvandt den lille butik, Anbi, hvis bygning vil leve videre i Den Gamle By i Århus om nogle år.
I alt vil de tre nedtagne bygninger efterlade en åbning, hvor den kommende hovedindgang til det nye butikscenter vil komme.

Også den store byggekran er kommet til live.
For første gang har jeg set den i brug. Små containere skulle løftes over på en lastbil og køres væk........

tirsdag, januar 11, 2011

Min arbejdsdag er gået på værkstedet.
En ret hyggelig dag, der gik med oprydning og forskellige småopgaver.
Mens William og jeg passede vores hverdag, var Tina og Naaja en tur på Horsens Sygehus.
Naaja skulle opereres for et navlebrok, og havde Tina med som ledsager. Det ser ud til alt gik godt og nu ligger patienten herhjemme på sofaen og lader sig opvarte. Sygehusets anbefalede at en af os blev hjemme i morgen, hvor smerterne forventes at være værst. Da Tina skal på bestilt opgave i Skagen, bliver jeg hjemme og ser om alt forløber godt.......

mandag, januar 10, 2011

I dag har vi været i Århus og besøge ejerne af det hus vi overtager pr. 1/2.
Anledningen var at mødes, for at få nærmere information omkring forskellige praktiske ting vedrørende installationer og andet relevant.
Som en sjov lille ekstra detalje fik vi en bog, der handler om netop det hus og beboerne i perioden 1895 - 1930. Den glæder vi os til at læse, og når flytningen er vel overstået, kommer der sikkert en beretning her på bloggen :)
Det blev et hyggeligt besøg, hvor vi heldigvis blev bekræftet i det rigtige i vores valg af bolig.
Nu venter vi blot på dagen for overtagelse, og ønsker sælger alt held og lykke med deres flytning :)
Sneen bliver slået hårdt tilbage af fugt og plusgrader.
Nu begynder store områder at blive snefri og øjnene skal igen vænne sig til det mere dæmpede lys, som reflekteres fra de grønne og brune flader.
Aftenen byder på lidt arbejde foran computeren, for det er ved at være tid og lave flytteanmeldelser til det offentlige, foreninger o.s.v.
Samtidig skal internet og kabel tv bestilles, for man kan selvfølgelig ikke bo i et hus uden den slags ting er i orden ;)

søndag, januar 09, 2011

I dag har vi været i Århus og besøge ejerne af det hus vi overtager pr. 1/2.
Anledningen var at mødes, for at få nærmere information omkring forskellige praktiske ting vedrørende installationer og andet relevant.
Som en sjov lille ekstra detalje fik vi en bog, der handler om netop det hus og beboerne i perioden 1895 - 1930. Den glæder vi os til at læse, og når flytningen er vel overstået, kommer der sikkert en beretning her på bloggen :)
Det blev et hyggeligt besøg, hvor vi heldigvis blev bekræftet i det rigtige i vores valg af bolig.
Nu venter vi blot på dagen for overtagelse, og ønsker sælger alt held og lykke med deres flytning :)

Weekenden har for en stor del stået i Grønlands tegn.
I lang tid har jeg ønsket af få samling og orden på de ca. 2500 fotos fra Grønnedal og omegn, der ligger spredt ud på mit domæne på Photoblog.com.
Billederne er linket i forbindelse med de indlæg, som jeg har skrevet i min dagbog fra hverdagen i Grønland. Det fungerer fint når man læser bloggen, men vil man blot se billeder, har det været alt for omfattende og uoverskueligt at skimme samlingen igennem.
Jeg har valgt at oplægge samlingen på Flickr. De er nu sorteret, sådan at hver af de 22 mapper har hver sin måned og årstal og således er ret hurtig at "bladre" igennem.
Du er velkommen til at kigge med : HER :)
Og hvorfor nu alle de anstrengelser? Jo, ud over at det er til min egen glæde, kommer der stadig dagligt nye besøgene på grønlandsbloggen og henter info om livet og naturen i den sydgrønlandske oase ;)

lørdag, januar 08, 2011

"Varmen" er slået helt igennem og vi vågnede op til en grå og trist lørdag med småregn. Et ellers typisk dansk vintervejr ;)
Jeg brugte en del af dagen med Naaja i Århus, hvor vi skulle på jagt efter en ny rygtaske; stor nok til at rumme bøger og mad til en hverdag på gymnasiet. Den gamle er for spinkel og er ved at være slidt op, og fornyelsen har været tiltrængt længe. Vi har ledt efter en ny, de seneste gange vi har været i byen, men uden held. Udvalget er stort nok, men udfordringen bestod mest i at vælge den rigtige slags.
Mens Naaja gik efter det rigtige look, havde jeg mest øje for funktion og godt bæresystem ;) Da hun går turen til gymnasiet, hænger den jo trods alt på ryggen i sammenlagt en time hver dag, fyldt med tunge bøger og en lille notebook.......
Vi endte med et køb hos NEYE nær Clemens Bro. Jeg holdte en forgæves salgstale for en funktionel 33 l. Recon fra North Face, men Naaja, der skal døje med vægten i dagligdagen, fik det endelige ord, og endte med at bestemme sig for den mere spinkle 30 l. Campus Ace fra Fjällräven.
Trods alt bedre end den gamle, men...... ;)

fredag, januar 07, 2011

Smuk dag; øverst set fra de store vinduer mod syd i Finanssektorens Uddannelsescenter, hvor jeg har arbejdet i ugens løb.
Det er også blevet mildt, og da William og jeg tog runden med reklamerne, føltes det nærmest som om foråret er på vej ;) Det er måske noget overdrevet sagt, men ovenpå lang tids frost, kan man godt få den fornemmelse, også fordi solen har været fremme :)
Williams ( .... og mine!) dage som reklameomdeler er ved at være talte. Den sidste tur ligger om tre weekender. Det er sidste weekend i januar, og lige før vi skal overtage huset i Århus. Til den tid bliver fokus rettet mod det nye hjem og forberedelserne til flytningen d. 26/2. Så er der ikke tid til at fjumre rundt med trækvogne i Skanderborgs gader mere. De bliver erstattet af malergrej, værktøj og flyttekasser. Først i Århus og derefter i Skanderborg, hvor lejligheden skal afleveres istandsat til 1/4.
Tiden for en hverdag i nye omgivelser nærmer sig hastigt!

torsdag, januar 06, 2011

Til morgen vågnede vi op til et pænt lag sne.
Det er jo med til at holde fornemmelse af vinter vedlige, men hvor længe får den lov at vare ved?
For den kommende uge melder DMI om + grader og sydvestenvind det meste af tiden.
Hvordan reagerer isen? Og er det snart slut med vandreture derude?........
I meget lang tid har temperaturen været under 0 grader, hvilket har holdt is og sne vedlige længere end vi ellers er vant til. For ser man bort fra forrige vinter er vi mest udsat for gråvejr og regn herhjemme.......

onsdag, januar 05, 2011

På vej hjem fra arbejde kom jeg forbi byens lystbådehavn eller marina, Søsporten, mens dagens sidste dagslys langsomt forsvandt.
Mens der i sommerhalvåret ligger alle mulige størrelser lystbåde langs flydebroerne, er der om vinteren tomt for både og broer. Isen tager livet af det meste, hvis det ikke kommer op i tide. Kun hvis der er foretaget særlige vinterforanstaltninger kan det holde. Den yderste bådebro er det eneste der ligger over for vinteren.
Efter isen er blevet god og bæredygtig, er der parkeret nogle isbåde, ved bredden. De ligger klar til udrykning når ejerne har tid og vejret er til israce ;) Det gælder også om at udnytte isen når den er der, for der kan nemt gå flere år uden ordentlige isforhold.

tirsdag, januar 04, 2011

På byggegrunden bag os, har der været stille mellem jul og nytår, men nu er der kommet liv i maskinerne igen. Så meget, at man af og til kan mærke vibrationer helt oppe i lejligheden hos os.
-----------------
Først på dagen har de heldige kunne se den delvise solformørkelse.
Den maksimale formørkelse var beregnet til kl. 9.45, dog lidt afhængig af hvor i landet man så på, og kom til at dække langt over halvdelen af solskiven.
Set fra min arbejdsplads i Skanderborg, var solen kommet fri af et skydække netop ved maksimum, men da jeg ikke havde nogen form for beskyttelse til øjnene, måtte jeg undvære synet af dette naturfænomen :(
Men at der kom en solformørkelse vidste jeg heller ikke før det blev omtalt på arbejdet i løbet af morgenen. Ellers havde jeg nok fundet på et eller andet til at dæmpe solens skarpe lys.
Så man det ikke selv, har DR modtaget og udgivet fotos : HER.

mandag, januar 03, 2011

Årets første arbejdsdag.........
Er kommet på job hos en af vores faste kunder, Finanssektorens Uddannelsescenter, som holder til på søens modsatte side, set i forhold til byen.
En vandskade har ramt i en del af kælderen, og efter optørring er det blevet tid at få rettet op på skaderne igen.
Efter juleferien er døgnrytmerne skredet lidt og trætheden skal nok indfinde sig tidligere end normalt til aften. Der er nok ro i huset allerede inden kl. 22 ;)

søndag, januar 02, 2011

Det østjyske vintervejr har været solrigt og vindstille.
Perfekt til udeliv :)
Opmærksomheden har været rettet mod fornøjelserne på den isdækkede sø, hvor den manglende/svage vind ikke rigtig kunne drive isbådene frem.
Derimod har mange fundet deres skøjter frem. Oppe fra vores stuevinduer så vi enkelte som små tændstiksmænd, suse afsted ude på den store flade, men stadig er en tendens til folk holder sig ved kanterne. Det kræver nok overvindelse for de fleste at komme for langt ud :)
Men vinteren kan også nydes fra højden.
Om eftermiddagen gik en ballon i luften, opsendt fra den store plæne ved Sølund, og drev ligeså stille med vinden ind over søen og videre mod øst.......

Naaja nægter at bevæge sig så meget som en milimeter ud på isen, derfor valgte vi at gå en tur ved Vester Mølle, hvor der tidligere i år er åbnet en vandrerute. Inden vi gik, fik William og jeg logget geocachen "Vester Mølle".
"Sporet ved Vester Mølle" hedder den 4,5 kilometer lange tur der fører gennem skov og over mark. En god og varieret tur, der ved det højeste sted, byder på en fin udsigt mod Skanderborg By og søen.
Det blev en temmelig glat affære at færdes på ruten, der bød på en blanding af sne og isbelagte stier :)
Om sporet : HER.