Viser opslag med etiketten Barcelona. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Barcelona. Vis alle opslag

mandag, april 13, 2009

Slut med Barcelona for denne gang.
Familien nyder solstrålerne, der klemmer sig ned gennem de dybe betonflader på stationen i Kastrup Lufthavn, mens vi venter på toget hjem mod Skanderborg, efter et par flyveture.
Først det flotte stræk Barcelona - Zürich, hvor vi i dag kom over de hvide toppe i Alpernes bjerge i skyfrit vejr; derefter Zürich - København, der bød på et fint kig over det østlige Danmark.
På togturen kunne vi ikke undgå at bemærke, der er begyndt at blive lysegrønt herhjemme; et lille hint om at vejret nok har været en del bedre her end i Barcelona ;)
Vel hjemme ved 20 tiden, gik vi hurtigt i gang med udpakning og tøjvask, da Naaja skal videre ned til efterskolen i løbet af dagen i morgen, og vi andre skal jo også tilbage til hverdagen, og det må gerne blive i rene underbukser :)

Konklusion på Barcelonaturen:
Som alle andre storbyer skal man undgå ferier og helligdage, hvis man vil ind og se noget; særlig hvis vejret ikke er til udendørshygge!
Byen har mange seværdige steder, ikke mindst Guadi´s spændene bygninger med de mange detaljer, som jeg særlig havde set frem til at se, men der var simpelthen for overrendt af alle os turister :(
Turens vigtigste formål blev da heldigvis opfyldt; nemlig fodboldturen til Camp Nou! Selvom vi ikke var med til et af de store opgør, blev det en fin oplevelse at se spillerne og stadion alligevel :)
Det var vores første fodboldtur, men forhåbentlig ikke den sidste.

søndag, april 12, 2009

Det er godt vi har de bærbare ;)
Regnen har nemlig silet ned det meste af dagen.
Vi lagde ud med en tur til et 500 meter højt punkt ude for byen. Tibidabo kaldes det, og rummer på den aller øverste top kirken, Temple Expiatori del Sagrat Cor, og nedenfor er der et stort forlystelsesområde.
Netop som vi nåede derop, lukkede det hele til og det meste af den forventede udsigt forsvandt i tæt regn :(
Så var der jo egentlig kun at vende om igen, og søge dækning for resten af dagen, da alt stort set var lukket på grund af påsken i dag.
W og jeg valgte dog en fugtig tur ud på havnen, for at finde vores sidste geocache i Barcelona i denne omgang; det blev for træls at være inde hele tiden.
Til aften skal der pakkes og gøres klar til hjemrejsen i morgen tidlig. Det bliver dejligt at komme hjem til det forårsvejr vi troede var i Spanien, men, som det ser ud på DMI's hjemmeside, opholder sig i Danmark ;)
Går alt efter planen, burde vi være hjemme i Skanderborg ved 20 tiden i morgen aften........

lørdag, april 11, 2009

En rigtig god dag er gået!
Mens de andre var på Picasso museet, tog William og jeg på geocachingtur i byen, ud langs stranden og OL Marinaen, hvor der blev brugt sporvogn til noget af transporten. For det meste blev det solrigt, men en hidsig regnbyge kom dog forbi af og til, og tvang os til at gå i skjul ;)
Til aften var svoger med os på Camp Nou, hvor vi fik en god oplevelse sammen med mange andre fodboldturister; for der var sikkert ikke mange lokale fans inde for at se denne ubetydelige kamp, hvor Barcelona fik en pligtsejr på 2-0 over Recreativo.
Vi sad højt oppe ude ved et af hjørnerne, men havde alligevel et perfekt udsyn.

fredag, april 10, 2009

Trives man ikke med at være alene, kunne det en idé at tage til Barcelona.
Gaderne i den inderste bydel har trods dårligt vejr, været proppet med mennesker; både turister, men også de mange lokale der holder fri på langfredag.
Langt de fleste butikker og museer holdt lukket i dag. Kun småboderne på La Rambla og spisesteder holdt åbent.
Det fik vi også at mærke, og endte med at vandre lidt mål løst rundt sammen med alle de andre ;)
Den vigtigste opgave fik vi klaret om formiddagen. Vi lagde ud med en tur ud til Camp Nou, hvor billetterne til fodboldkampen Barcelona-Recreativo blev hentet.
Vi håber på en god fodboldoplevelse blandt de mange tusinder andre tilskuere :)

torsdag, april 09, 2009

Superflot dag :)
Masser af sol, 25 grader og næsten ingen vind. Det vejr man håber på, når turen går til Barcelona!
Vi har også brugt hele dagen ude og alle har fået solbrune ansigter.
Vi valgte at starte med en udflugt op på fæstningen, helt oppe på toppen af Montjuic; Vi benyttede den nemme tur op med tovbane og fik en stor udsigt over hele Barcelona og langt over Middelhavet. Heroppe kom man også fri af den værste bilos, der gør luften så tyk nede i midtbyen.
Herfra blev der vandret resten af dagen; først ned gennem OL anlæggene og siden ned langs havnen og ud til de kunstigt anlagte strande. William og jeg viste os næsten som rigtige vikinger og tog en soppetur i det kolde Middelhav. Jeg vil kalde det vinterbadning og gøre andet ;)
Mens de andre trængte til at hvile ben og sjæl oven på en lang dag, tog W og jeg på geocachingtur i havneområdet, hvor der nærmest herskede sommeragtig stemning, med masser af liv overalt.
Barcelona fik vist sig fra sin gode side i dag :)

onsdag, april 08, 2009

Vi har ramt Barcelona i en grå og trist periode :(
Meget af dagen er gået med at trave rundt i den gamle og mest turistede bydel, for at få et indtryk af byen. Jeg må erkende at byen her minder om så mange andre europæiske storbyer, med den samme voldsomme mængde turister, (som vi jo selv er en del af ;) omkring de store velkendte seværdigheder.
Vi har selvfølgelig set og handlet på nogle af de typisk sydeuropæiske farverige markeder, hvor varerne ligger indbydende og friske; så friske, at krabberne stadig løb levende rundt i fiskeboderne :)
Gaudi's arkitektur er verdenskendt, og ikke uden grund. Vi kom forbi et par af de kendte bygninger og ikke mindst den enestående kirke, Sagrada Familia, der stadig er under opførelse, og tidligst forventes at stå færdig i 2020.
Desværre er der for lidt luft/plads og for mange turister omkring Gaudi's bygninger. De kommer ikke til deres fulde ret; desværre. Det fortjener de!
Vi rundede aftenen af i en af de nærliggende caféer, hvor vi kunne følge Champions League kampen mellem Barcelona og Bayern München på storskærm. Kampen endte 4-0, hvilket blev godt modtaget af caféens gæster :D

tirsdag, april 07, 2009

Efter en lang dag er vi nået frem til Barcelona.
Mens Tina's bror, der bor i København, ikke har så langt til Kastrup Lufthavn, startede rejsedagen for vores vedkommende allerede 4.28 med toget.
Afgang fra Kastrup 9.40 med flyskift i Zürich videre til Barcelona, hvor vi ankom 15.15. De 12 kilometer ind til cenrum tog vi med lufthavnsbus lige til Placa Catalunya; her ligger vores hotel ganske tæt ved.
Netop som vi steg af bussen begyndte et seriøst regnvejr, der nok holder natten over. Efter spisning ude i byen, blev vi nærmest skyllet hjem på hotellet, hvor vi har fornøjelsen af at hænge tøj til tørre.
Aftenvandring på den berømte La Rambla blev aflyst.........