lørdag, juni 16, 2007

Hele dagen har der været regnvejr.
William har haft en kammerat til overnatning. De er helt vilde med at køre på deres skateboards, og bruger mange timer på at øve diverse tricks. De ventede utålmodigt hele dagen på at det skulle blive tørvejr, men fik dog tiden til at gå ved computeren og X-boxen. Omsider klarede det op omkring kl. 18 og drengene rykkede straks ud på de rullende brædder på vejen foran vores hus :)
Det blev en stille dag, hvor der blev lejlighed til at få ryddet lidt op indenfor og læst aviser. Turen med Naaja og reklamerne blev temmelig våd, og mange husstande fik bløde og ret fugtige reklamer :) Vi ventede ellers til så sent som muligt, i håb om en opklaring, men den nåede os ikke inden kl. 15, hvor vi var nødt til at rykke ud. Vi skal være færdige med ruten inden kl.17 om lørdagen.
Jeg har iøvrigt læst de meget fine anmeldelser i alle gratis aviserne, af den nye danske film af Ole Bornedal, "Vikaren". Den ser vi nok i den kommende uge i vores lokale "Park Bio".