Alt det grønne er så småt ved at antage en svag gulnet nuance og viser at efteråret er lige op over, og samtidig er alting viklet ind i edderkoppernes fine spindelvæv.
Vi er på vej ind i højsæsonen for svampe, hvilket både mennesker og dyr nyder godt af. På øverste billede er det en rød skovsnegl, som er gået om bord i en lille svamp. Det er IKKE en dræbersnegl (iberisk skovsnegl) som mange tror, men en ikke så udbredt slægtning, der også er importeret til landet for omkring 100 år siden.
Den lever meget talrigt i det fugtige område mellem de gamle tørvemoser i skoven mellem Skanderborg og Vrold. I dag så jeg den langt oftere end den sorte skovsnegl, som ellers er den eneste hjemmehørende skovsnegl i dansk natur.
Utrolig flot og farvestrålende. Jeg fik den tanke at lave en fototur med den som tema en af de nærmeste dage :)