onsdag, december 17, 2008

Min første dag i juleræset.
"Juleræset" er nok et urimeligt ord, da jeg faktisk har flere dage til gavekøb foran mig, og med en lille foreløbig ønskeliste ved hånden, ser det også overkommeligt ud. Endnu ;)
De fleste gaver kan vi købe her hjemme, men en tur til Århus måtte gøres, for at komme i de mere specielle butikker.
Jeg kan jo ikke gå i detaljer her, men dagens anstrengelser kastede kun en enkelt gave af sig. Men turen handlede også meget om at få lidt gave idéer med hjem.

Flere store byer har isbaner i årets koldeste tid.
Hvert år har Århus opstillet sin på den store plæne foran Ridehuset og Musikhuset midt i byen. Den er altid godt besøgt og i dag var heller ikke nogen undtagelse. Det så ud som om en skolefritidsordning havde arrangeret en tur til banen i dag. På et tidspunkt stod en voksen i hvert fald og gav en del forklaringer til en stor flok unger, inden de blev lukket ud på isen.

Efterhånden er det, at se julekalender på tv, blevet et slags frit valg på alle hylder.
De forskellige tv kanaler sender hver deres kalender for henholdsvis børn og voksne, med flere genudsendelser nat og dag. Men er det ikke nok, kan man også vælge at købe alle tidligere sendte fra de forrige år på dvd.
Og så er der rigtig god mulighed for visuel juleforstoppelse ;)
I år genudsender TV2 "The Julekalender" og den har William været med på fra starten. Men jeg er jo kommet temmelig sent ind i forløbet, derfor er den blevet købt på dvd, så jeg kan blive "samlet op". Nu kan vi selv bestemme farten på serien, og samtidig kan de særlig sjove scener også genses efter behov, og det er ganske fornøjeligt :)
Et hyggeligt juleprojekt med W, hvor vi særlig morer os over begivenhederne hos Oluf, Gertrud, hunden Emil og deres mystiske gæst Benny, som til tider lyder uhyggeligt meget som en "københavner" !!! Men som alle ved, er han (Også ;) en af de nissefarlige Nåsåerer.
Vi følger spændt udviklingen i den mørke stormfulde nat....... :)