mandag, januar 31, 2011

I dag mødtes Tina med ejendomsmægleren og ejerne af huset vi skal overtage i morgen.
Målere skulle aflæses og nøglerne fik hun overdraget.
Tina fik en sidste rundtur, hvor nogle praktiske ting blev forklaret, inden ejerne fik arbejdsro igen, for først om eftermiddagen ville deres flyttebil komme, klar til pålæsning. De har en lang aften/nat foran sig da de skal flytte til København......

søndag, januar 30, 2011

I går dukkede min svoger fra København op på et uventet besøg hos os.
Et temmelig "modigt" sats at ankomme uanmeldt i Skanderborg fra København! Men heldigvis var vi hjemme og hans besøg gav anledning til en tur på ARoS i dag, hvor han havde et særligt ønske om at se Lemmerz udstillingen.
For Tina og mig blev det til et gensyn, mens den nyåbnede Jorn udstilling var ny for os alle.
I efteråret var vi på Jorn museet i Silkeborg, hvor der er en bred samling af hans produktion gennem tiderne. På ARoS er der hentet værker hjem fra USA og flere steder i Europa og her er der særlig mange af de farverige malerier, som slog hans navn fast i udlandet. De træder flot frem på de store hvide vægge!
Baggrund om Jorn : HER.
ARoS direktør Jens Erik Sørensen fortæller om udstillingen i aarhusportalen.dk : HER.

Der var nærmest menneskemylder på ARoS i dag.
Tydeligvis også en del førstegangs besøgende, for mange stoppede op for at se figuren "Flora", en fuldstændig kopi af en mimende kvinde, som man ofte møder som turist i storbyerne rundt i udlandet.
Nogle står længe og kigger, usikre på om det er en person eller en figur, der står i museumsgaden, og jeg har i flere tilfælde set folk lægge penge i kurven ved hendes fod!
Ganske underholdene at iagttage lidt på afstand :)
Se mere om Flora : HER.

lørdag, januar 29, 2011

Vognene med reklamer blev trukket rundt i gaderne for sidste gang i dag.
I godt seks år har uddeling af reklamer været en fast del af vores hverdag. Først med Naaja, og senere William der arvede ruten, da hun skulle på efterskole.
Men nu er det historie. Da vi overtager huset på mandag, bliver der rigelig andet at se til frem til indtil flytningen om fire uger, og vi synes derfor at det var passende at stoppe nu.
ALFO's vogn står og nede i kælderen, og jeg må ringe på mandag for at lave en aftale vedrørende afhentning.
Desværre må Naaja også kvitte sit job hos Tarantini, som hun ellers har været glad for. Så må vi se om der er egnede jobmuligheder i Århus.
William bliver jobfri indtil sommerferien, hvor vi prøver at finde en god tjans til ham, indtil han begynder på efterskolen i Juelsminde.

fredag, januar 28, 2011

Malerværktøjet fik fri og hele firmaet tog på udflugt til Nyborg Strand på Fyn, hvor årets messe for malerfaget bliver afholdt hvert år. Blot kaldet "Nyborgstævnet"....
Malere fra hele landet mødes her, og bliver præsenteret for både nye og gamle materialer og værktøjer, der vedrører faget.
Det er kun anden gang jeg er med, og selvom der kun er gået et år siden sidste besøg, er der alligevel sket nyt hist og her. Bl.a. er der kommet fokus på værktøjets vægt. De brede vægspartler har tabt sig, og føles fjer-lette i forhold til de "gamle", som jo ellers ikke virker specielt tunge. Men går man og spartler en hel dag, reduceres den samlede mængde løftede kilo op i mod 80 - 100 kilo. Det tæller når det handler om at nedsætte slidet på håndled og skulder! Godt der arbejdes mod at bedre vores arbejdsmiljø; især når udsigten til fjernelse af efterløn og senere pension er stillet os i udsigt ;)

Der bliver også vist meget forskelligt elværktøj frem; særlig malersprøjter.
Jeg har længe ønsket mig en lille, men god all-round sprøjte, som er nem at medbringe og holde vedlige.
Den tror jeg blev fundet i MiniMax fra Graco, som ses på billedet og beskrives nærmere : HER.
Der blev købt en til firmaet og jeg købte en til mig selv. Denne model adskiller sig fra mange andre småsprøjter ved at kunne benytte malingen uden fortynding og med tre forskellige størrelser dyser, kan der anvendes alle gængse produkter. Der kan derfor males både træværk og andre flader.
En anden super detalje er drift på batteri, hvor der medfølger to stk, således at det ene altid sidder klar i laderen, mens der arbejdes.
Rengøringen og vedligehold bliver også hurtig og enkel. En vigtig detalje i den travle hverdag.
Jeg tror på den, og glæder mig til den første test :)

torsdag, januar 27, 2011

Jeg har været på arbejde i Århus midtby, hvor jeg skulle hjælpe en kollega med de sidste penselstrøg i en ny butik, inden der skal opsættes inventar og lægges gulvtæpper. Når butikken er færdig indrettet, og måske endda åben, kommer vi igen og laver de sidste reparationer efter de andre håndværkeres småskader, der altid kommer i slutfasen af sådanne opgaver.
På vej hjem fra arbejde, gik turen forbi ARoS, for at se hvor langt man er nået med Oluf Eliasson's imponerende farverige installation "Your rainbow panorama ", som ses vidt omkring oppe på bygningens tag.
Monteringen er åbenbart forløbet godt, for det så ud til alle glasene er monteret. Flot ser det ud når solen skinner gennem det farvede glas. Og netop på solrige dage, kastes farverne rundt på de omkring liggende bygninger, som det også kan ses på øverste billede. En effekt der forhåbentlig ikke tages ilde op af beboerne........
TV2 Østjylland har et nyhedsindslag om installationen : HER.
Jeg har også samlet nogle mobilfotos fra de seneste dage : HER.

onsdag, januar 26, 2011

iPad'en har vist sig at være en dejlig brugervenlig gadget, som jeg benytter flittigt hver dag.
Et par hurtige tryk, så er man på nettet og kan tjekke Facebook, søge oplysninger eller noget helt andet.
En stor mangel er dog muligheden for at afspille DR's tv udsendelser live eller fra arkivet, da den ikke kan benytte Flash Player. Heldigvis kan nogle udsendelser hentes som podcast, hvilket jeg benyttede mig af i dag, da jeg gerne ville se "Verdens Vildeste Ørkentur" med Torben Skov til eftermiddagskaffen.
Mandag til torsdag sender DR Danskernes Akademi om eftermiddagen, og har af og til nogle interessante udsendelser. Også disse kan hentes som podcast, og en forelæsning om byudvikling er hentet, og kommer med på køjen som "godnatlæsning" ;)

tirsdag, januar 25, 2011

Så er der igen en fødselsdag i huset. Denne gang er det William der fylder; hele 16 år er han blevet.......
Vi fejrer dagen med en middag et sted i Skanderborg og derefter lagkage hjemme senere i aften :)
----------------
Tre gange tidligere har jeg handlet hus, og altid er man løbene blevet begravet i utallige papirer efterhånden som sagen skred frem. Huskøbet i Århus bliver fjerde gang vi skal gennem møllen, men siden sidste handel, som var nede på Alléen for elleve år siden, er det hele blevet lidt nemmere.
Stort set alle dokumenter vedr. ejendommen er sendt via nettet, og jeg har dem liggende på computeren. I dag er skødet klar til underskrivning via tinglysning.dk, og i stedet for at gøre brug af kuglepen, sættes vores underskrift med nem-id.

mandag, januar 24, 2011

En af nedbrydningsfirmaet Kingo Karlsens maskiner var i eftermiddags ved at "glatte" grunden ud, hvor tre huse tidligere har stået i over hundrede år.
De sidste rester af det fine gamle hus hvor Flügger butikken før lå, forsvandt i dag, og nu er der bare et stort åbent hul i rækken af huse langs Adelgade.
Jeg når jo nok ikke at se noget nyt vokse op, før vi er flyttet. Der jo kun en måned til :) Faktisk er det allerede på mandag vi får nøglerne udleveret, og begynder et nyt kapitel på vores vej gennem livet.......

søndag, januar 23, 2011

Jeg har siden den første Toy Story film kom frem i 1995, været begejstret for historierne om Andy's legetøj, og de mange strabadser figurene har måtte gennemstå siden da.
De fleste børn elsker selvfølgelig figurerne, men mon ikke mange voksne som jeg, har det ligesådan? Jeg tror det; Filmene er en fornøjelse at kigge på og historierne er fyldige og sjove.
Den tredie film i rækken er netop kommet til vores lokale biograf i Skanderborg. W og jeg gik over og tog plads kl. 16 sammen med en lille samling børnefamilier og fik set 3D versionen.
Lad det være sagt med det samme: 3D effekten gav billederne fin dybde, men var ret anstrengende at se på i længden, da billederne bliver for mørke. Jeg kan sagtens nøjes almindelig udgave....
Historien var heldigvis god og fungerede fint i forlængelse af de to forrige film. Jeg er ganske enig i anmeldelsen af filmen på Film-nyt.dk (bortset fra 3D ;). Den kan læses : HER.
Filmens eget website : HER.

Dagen har været præget af rolige vindforhold og et højt skydække, der gav lovning om sol senere på dagen.
Det blev dog først ved tretiden, at de lokkende stråler kom frem hos os, men efter at have futtet rundt inde og pakket flyttekasser og klargjort malergrej, var det oplagt at komme ud og strække ben.
Som oftest gik turen langs søen, og i dag kunne solens varme virkelig mærkes. Trods vi kun er i slutningen af januar gik tankerne mod det kommende forår, og forventningerne om gode timer ude i det fri :)
Ude ved vandrehjemmet var der livlig aktivitet. En større antal isbåde og deres ejere var samlet omkring bådebroerne, mens enkelte susede rundt ude på søen. Takket være den meget glatte og jævne isflade på søen, fik bådene trods den svage vind, alligevel god fart på.
Jeg var desværre kommet for sent til at opleve afviklingen af de jyske mesterskaber i isbådsrace. Det var netop blevet afsluttet og folk gik omkring og små snakkede, mens de riggede bådene af, da jeg kom forbi.
Ærgerligt jeg ikke vidste at der var sådan en konkurrence......... :(
Lidt fakta om race i isbåde kan læses . HER.
Ekstra fotos : HER.

lørdag, januar 22, 2011

I løbet af dagen har flere ting fundet vej ned i flyttekasserne, og venter bare på at blive ekspederet videre til Århus.
Dagen er blevet rundet af i hyggeligt selvskab med nogle gamle venner som vi kender helt tilbage fra tiden på Thule Air Base i 1988-89. Vi gav en lille middag i anledning af min 50 års dag, og det bliver nok også sidste sammenkomst vi holder i lejligheden.
Nu kommer det til at handle om flytning i mange dage frem.........