onsdag, december 31, 2008

Sidste dag i 2008.
Igen er et år gået med mange gode oplevelser.
Det er formiddag mens dette skrives og udgives, for dagen og aftenen bliver travl, så jeg forventer ikke at have tid til at side ved computeren senere.
Den sidste oprydning i lejligheden skal afsluttes, en reklametur med William skal klares og med forberedelser til i aften; ja. så er dagen hurtigt smuttet.

GODT NYTÅR :)

tirsdag, december 30, 2008

Inden nytårsaften og vores gæster, for alvor presser sig på, og inden afrejsen til Grønland, brugte jeg denne formiddag til en servicerunde på mine geocaches for at se at de lå som de skulle.
Et lille job som altid skal ordnes, inden jeg vender ryggen til det hjemlige for et stykke tid.
En ny travelbug havde fundet vej til min cache "TB Hotel - Skanderborg", og den kunne jo meget belejligt logges som "Discovered".
Fin formiddagstur som blev klaret på jernhesten i dejligt vejr :) Undervejs blev jeg ringet op og fik fastsat mødetidspunkt i Ålborg Lufthavn til kl. 9.00 den 2 januar.
Vi holder nytår, og allerede i dag er de første gæster dukket op :)

mandag, december 29, 2008

"Shocking Tank"
Herligt legetøj som jeg fandt til William, som en af årets julegaver. Sættet består helt enkelt af to science fiktionagtige tanks, der betjenes via fjernstyring. Legen går ud på at beskyde hinanden med infrarøde stråler, hvor målet er at blive bedst af fem.
MEN...Det sjove er, at den der bliver ramt, får et elektrisk stød gennem sin fjernbetjening....Efter at have modtaget nogle træffere bliver man faktisk temmelig træt i nallerne :)
Man kan blive helt panisk, hvis modstanderen ikke er til at slippe væk fra!
Rigtig sjovt legetøj, som vi desværre ikke rigtig kan få lokket husets damer til at prøve.
"Shocking Tank" er fundet hos Gadget.dk, der bl.a. har en butik i Århus. Her er der flere sjove emner hvis man mangler en gaveidé eller to til de legesyge.
Kan også findes på nettet : HER

søndag, december 28, 2008

Inden vi fik set os om, var alle mand i gang med den helt store oprydning.
Til årsskiftet har vi boet her et år, men stadig manglede vi at få ordnet det lille rum bag køkkenet, der indtil i dag har været brugt som pulterrum. Endelig er det blevet tømt og nu er Tina rykket ind med reol og skrivebord plus det løse og har fået sig et lille kontor.
Men ungernes værelser blev taget som det første, inden de stak af; her blev både tøj og alt muligt andet blev gennemgået og sorteret inden vi fortsatte med alt det andet.
Rart at gå ind i det nye år; lettet for gammelt ragelse :)
Arbejdet genoptages dog i morgen......

lørdag, december 27, 2008

Svejstrup Enge i vintersol :)
Det dejlige solrige og vindstille vejr indbød til en frisk tur på cyklen, og små 30 kilometer blev kørt ud langs nordsiden langs Mossø på en blanding af småveje og små vandrestier, hvor mange flotte udsigter over søen og det åbne land bød sig til :)
En multicache ("Luskefis") som jeg besøgt et par gange før ude ved Gudenå (Dalgård), blev besøgt igen og heller ikke denne gang blev den fundet.
Starten på opgaven er godt gemt og det betyder at der skal snuses lidt rundt i området for at finde det første spor, men også denne gang blev det småt med arbejdsro, på grund af mange andre var lokket ud og gå tur i det gode vejr. Men som jeg plejer at sige når det ikke lige lykkes med at finde cachen; jeg kommer bare forbi en anden gang ;)
Jeg har været geocacher siden 22/5-07 og har netop fundet cache nr. 130 på turen i København, så man kan vist roligt sige, at jeg ikke overdriver min skattejagt ;)

Allerede de første dage i december havde William og Tina fået stillet juletræ op i stuen, og efter godt tre uger i varmen, så det mildest talt træt ud, da vi kom hjem i går.
William og jeg gik ud til bålpladsen ved Søbadet da mørket var på vej og brændte de tørre grene af og fik varmen i de få minutter det var om at futte af.
Vi kan godt li´at lege med ild, blev enige om :) Desværre er det jo småt med tørt brænde i skoven på denne årstid, så vores pyromane tendenser må genoptages nytårsaften.

fredag, december 26, 2008

Så er vi hjemme i Skanderborg igen :)
Og meget vigtigt; på nettet! Jeg synes ikke dagen er rundet ordentlig af, før der er lavet et indlæg på bloggen.
Men inden vi nåede så langt, brugte jeg det meste af dagen med William i Københavns gader. En køretur med metroen i undergrunden bragte os ud til Christianhavns Torv, hvorfra vi gik på en frisk geocaching tur i råkoldt og diset vejr.
Selvom jeg tilbage i firserne har arbejdet på Flådestation Holmen i lange perioder, er det alligevel første gang jeg har gået en tur langs kanalerne i Christianshavn, og der er ingen tvivl om, der mellem de gamle huse, er en vældig hyggelig stemning på solrige dage. Jeg giver gerne bydelen et genbesøg, hvis vejen skulle falde forbi på en dejlig sommerdag.

En af de caches vi skulle finde, lå tæt ved National Museet.
Det viste sig at der var åbent, og vi stak lige hovedet indenfor for at få varmen. Da vi alligevel var kommet indenfor, gik vi op og kiggede på de ægyptiske mumier, og minedes dengang ungerne som små, syntes det var noget af det mest uhyggellige der fandtes;)
Inden vi havde set os om, var der gået et par timer og vi havde travet gennem en endeløs række af sale og set alverdens ting.
Helt utroligt, så stort det museum er!

Sidst på eftermiddagen skulle det også handle om de døde.
Vi mødtes med resten af familien inde ved H.C. Andersen Slottet ved Tivoli for at se den meget omtalte udstilling "Bodies".
Meget interessant at se menneskekroppen under huden, og spændene at få lov at stå og nærstudere de mange detaljer.
Jeg oplevede kroppen som både meget kompliceret og samtidig meget enkel.
Heldigvis var mængden af besøgende ikke flere, end det var muligt selv at bestemme farten på turen gennem udstillingen.
Efter aftensmad hos svigermor, gik turen hjem i en tungt lastet Suzuki Alto, hvor fire personer og mange julegaver fyldte godt op.

torsdag, december 25, 2008

Inden julefrokost blev der tid til en kold tur på stranden ved gilleleje. Jeg havde håbet at finde en flot sten, rombeporfyr, som er en ledeblok fra de norske fjelde.

Juleaften blev holdt i roskilde. Vi fik også lige gået en tur gennem byen og set domkirken. I dag går turen til nord sjælland.

tirsdag, december 23, 2008

Vel ankommet til København :)
Jeg måtte tage toget, for at der kunne være plads til gaver i bilen. Med god tid og godt vejr i København, var det oplagt at gå en bytur og geocache og se det nyrenoverede havneområde. En tur rundt i Kastellet blev der også tid til.
Der bliver nok internetfri de næste tre dage, men en lille hilsen fra mobilen kommer der naturligvis:)
God jul til alle :)

mandag, december 22, 2008

Det blev en ret fredelig dag.
Tina og Naaja tog til Århus og fik klaret nogle ting, mens jeg blev hjemme hos William og en af hans venner, der sov hos ham i nat. Eller rettere i dag, for de gik først i seng kl. halvsyv i morges efter en lang nat foran computerne og stod de først op hen på eftermiddagen.
Jeg nåede da heldigvis også en tur ud i den blæsende dag, i de sidste par timer inden solen gik ned. Turen gik bl.a. ad Sumpstien. Her går noget af stien langs gamle smalle udgravede kanaler, der med tiden er ved at blive meget lavvandede og efterhånden er ved at gro til.
For tiden er den del af kanalen der ligger nærmest Døjsø, fyldt med store stimer af små aborrer, iblandet småskaller på op til fem cm. Skallerne kendes på deres karakteristiske sølvglimt når de vender siderne til i vandet, mens aborrerne har tydelige striber. Når man passerer deres opholdssted bliver de urolige og får vandet til at koge.

Turen gik videre mod vandrehjemmet langs søen, for her er der altid en flot aftenstemning at hente, når vejret er klart.
Altid dejligt at komme ud og blive blæst igennem :)
Ellers er vi, som alle andre familier, ved at smøge ærmerne op og gøre klar til flere dages jule/nytårs marathon. Juledagene kommer til at gå i København, mens vi får besøg over to-tre dage i forbindelse med nytåret, som vi holder hjemme.
Mens vi er i København bliver vores lejlighed lånt ud til familie, som skal holde jul i Århus; ganske praktisk :)
Udover familiebesøgene, håber jeg at vi kan få tid til at se den spændene udstilling, "Bodies", hvor der er en helt udsædvanlig mulighed for at studere menneskekroppen i detaljer. Se nærmere : HER
Et andet ønske (Nok mest mig og Naaja) er filmpremieren på Jim Carrey´s "Yes Man". Link til filmen : HER