fredag, juni 06, 2008

Meteologerne varsler vejrskifte indenfor de nærmeste dage. Selvom det er dejligt med al den sol, må man også erkende at det er ved at være nødvendigt med noget regn til de afsvedne haver og tørkeramte marker.

Det stille vejr lokkede mig ud på søen, først i jolle med påhængsmotor, for at prøve lykken med fiskestangen. Det blev jeg hurtigt træt af, både fordi vandet efterhånden er ved at blive uklart af algeopblomstringer, men også fordi jeg synes det er bøvlet at rode med grej og båd på en gang når man er ude alene.
En meget bedre tur blev det med kanoen (uden fiskegrej) om aftenen.
Det er en dejlig fornemmelse at glide stille gennem vandet og finde en god rytme med pagajen. Turen gik stort set langs skovklædt søbred. Kaffen var med i termokanden og den blev nydt mens kanoen fik lov at ligge stille i vandet.
Her kunne jeg sidde og se fiskene gå op i overfladen og nappe nogle af de mange insekter der lå på vandet. Der var også masser af aktivitet hos fuglene, som sørgede for "baggrundsmusikken". Det var næsten som at sidde midt i en naturfilm :)
Både jolle og kano lejes på vandrehjemmet.

Hele aftenen har butikkerne holdt åbent til klokken 23, og det har summet af liv i gaden.
Jeg nåede lige hjem til afslutningen, som blev markeret med en afdeling af DM i fyrværkeri, med tre deltagere.
William og jeg gik ned i Byparken, og blev tilskuere til et fantastisk lysshow :)
Fyrværkeri billedet er taget med min mobil, en Nokia N82!
Imponerende så gode mobilkameraerne efterhånden er blevet. Mange andre af mine billeder til bloggen er også taget med det.

torsdag, juni 05, 2008

Det var blandt andet sådan min sommer skulle have set ud, men Tina´s ryg er desværre længere tid om at blive i orden end forventet.
Derfor har vi aflyst Grønland indtil videre :(
Virkelig surt, for jeg havde glædet mig rigtig meget til denne sommertur :( :(

En modig person har taget det frie fald fra Tivoli Frihedens højeste forlystelse, Sky Tower, og lander med 90 km/t i nettet efter en nedtur på 30-40 meter.
Jeg har været på dagtur med Williams skoleklasse i Århus, som en af tre voksne, der var med for at styre tropperne.
Turen var arrangeret som afslutning for klassen inden den brydes op, og blandes med de andre elever på mellemtrinet. Efter sommerferien starter han i syvende, med en ny lærerstab og altså en del nye klassekammerater, på det som kaldes overbygningen. Det danner det sidste samlede forløb i folkeskolen.
Vejret viste sig fra sin bedste side, og med nemme unger, kunne "vagtværnet" læne sig tilbage i græsset og nyde opholdet og den gode stemning i Friheden :)
Nedenfor ses William´s foretrukne forlystelse, Tyfononen, som han og et par andre drenge fik prøvet utallige gange :)

onsdag, juni 04, 2008

Skanderborg Sø er blevet gennemsejlet flittigt de sidste par måneder.
Mon ikke bådfolket vil huske dette forår som noget særligt? Vejret har jo været fantastisk i flere uger.
Her er to både gået ind ved en hyggelig grillplads, som også kan nås via stierne i skoven.
Da jeg kom forbi var der allerede godt gang i friluftskøkkenet og en lille flok glade mennesker hyggede sig gevaldigt med fællessang, en stemning, godt hjupet på vej af rødvin og øl :)

På mine ture oplever jeg hele tiden de små forandringer der sker.
100 meter fra det nuværende Søbad, er der for nylig etableret en lille alternativ strand, og en lille infotavle er opstillet.
Badestedet er lavet for at give mulighed for lidt strandliv for os der bor i byen , mens Søbadet er afspærret i forbindelse med Skanderborg Festivalen. Pladsen er afspærret i længere tid også før og efter selve festivalen, på grund af sikkerhed, da her arbejdes med store maskiner og stilladser.

Også de blå spejdere var ude til aften.
Her har en lille gruppe kastet sig over livet i Døj Sø, med fiskenet og spande.
Jeg var henne og kigge på fangsten og kunne se en fin blanding af smådyr og helt små frøer. Ungerne hyggede sig :)

tirsdag, juni 03, 2008

Jeg skrev godt nok i går, at Naaja´s tid i folkeskolen er slut.
Selv om man holdt den officielle skoleafslutning, så mangler der dog stadig enkelte af de afsluttene eksaminer, med læseferie i de mellemliggende perioder.
Her er det kære barn i gang med at få styr sine noter :)
Og vejret:
Dejligt sommervejr, men meget varmt i lejligheden heroppe under taget.
Først når vinden lægger sig om aftenen, kan vi åbne alle vinduer i begge sidder, for ellers får den kraftige gennemtræk alt til at blæse ned og døre smække.
Nærmest som en fast vane, drikkes aftenkaffen på altanen, mens bloggen skrives og solnedgangen nydes. I luften suser svalerne rundt og mæsker sig i de mange insekter der også trives med varmen :)

mandag, juni 02, 2008

Egentlig burde dagens billede være en sur smiley, for undervejs på en dejlig langtur på cyklen efter arbejde, lykkedes det mig at tabe kameraet et eller andet sted på turen.
Eneste billede bliver dette taget med mobilen, som viser et kig mod skanderborg Sø, efter at være kommet halvvejs rundt.
Så må jeg lære at passe på mine ting! Det er jo det vi altid siger til ungerne :)

Naaja har i dag rundet sit første rigtig skarpe hjørne i sit unge liv.
Dagen blev den sidste som folkeskoleelev, fejret på vanlig vis, sammen med alle de andre der forlader skolen i år, med udklædning og karamelkast til de mindre årgange.
Eftermiddagen blev tilbragt i byparken med hygge, solbadning og for de friske blev det også til en dukkert i søen. Altsammen ledsaget med en genstand eller to ;)
Til aften mødes alle niende og tiende klasser til stor afgangsfest.

søndag, juni 01, 2008

På tur til efterskolen.
Jeg og Naaja har været på langfart til hendes kommende efterskole, Rantzausminde, nede ved Svendborg.
Langtfart, måske ikke i kilometer, men mere i rejsetid, som lå tæt ved de fire timer hver vej, på grund af DSB´s sporarbejder.
Meget rejsetid for et besøg på tre timer, men det hører til.
Men bortset fra det, handlede det mest om at skolen ville give de kommende elever forskellige nyttige informationer for det kommende skoleår.
Vi forældre blev imens sendt på en lille rundtur i den nærmeste omegn, hvor der var oprettet fire poster, som bød på forskellige opgaver vi skulle forholde os til. Arrangeret for at ryste os lidt sammen, men også for at forberede os på de problemer/udfordringer de fleste elever vil komme ud for i begyndelsen af opholdet.
Det dejlige sommervejr og et veldækket bord med kaffe og kage, gjorde med stor succes, sit til at fremme den hyggelige stemning på skolen.

lørdag, maj 31, 2008

Allerede fra tidlig morgen har lyden af bulrende motorcykler runget mellem husene.
Årsagen var et løb for veteranmotorcykler (Skanderborgløbet), der afholdtes for tolvte gang i år.
Jeg kom forbi til aften, hvor en stor del af kørerne efter en tur i omegnen, var nået tilbage til mål ved Realskolen, midt i byen.

En flot samling af gamle maskiner stod rundt omkring, og strålede om kap i den varme aftensol , mens kørerne gik rundt og fik en god udveksling af oplevelser og erfaringer med hinanden.
Skolegården var fyldt af en lugt af udstødningsrøg, blandet med duften af pølser og steaks fra den optændte grill.
Ligesom gamle mennesker kan maskinerne heller ikke holde helt tæt, for stort set samlige havde dryppet lidt olie på de underliggende stykker pap, som man havde været så forudseende at lægge under motoren :)
Og til sidst kunne jeg også her konstatere at man bliver ældre. Flere modeller som jeg kan huske som nye og smarte fra mine unge år, er pludselig blevet til gamle samleobjekter med små spor og ar fra mange kilometer på vejene, som man nu værner omhyggeligt om!
Gid vi får ligeså meget omsorg, når vi bliver gamle ;)

Dagen startede med en hurtig tur til en specialbutik i Horsens for at hente nye skatersko og board til William, men ellers blev det mest til at drysse omkring og nyde solen herhjemme i varmen, ligesom mange andre gør.
En del havde valgt at hygge sig ude på plænerne ved Dyrehaven og Søbadet, som er vores lokale "strand".

En lille tur til en privat skov der ligger i forbindelse med Illerup Ådal nedenfor Forlev, blev det også til.
Her ligger en gammel landejendom, som nu fungerer som et spejdercenter. Et meget dejligt sted, hvor der er etableret forhold til også at afvikle større stævner, med plads til teltby, bålpladser og her er et netværk af små spændene stier. Udover at have de gængse ting, som shelters, rafter, tønder osv. er her også bygget en stor klatrevæg, som nok er vældig populær :)
Jeg måtte lige prøve de nederste knopper, men måtte også erkende, at det nok er en god idé at blive sikret inden man kommer for højt op!

fredag, maj 30, 2008

Danmarks natur nyder jeg i store mængder :)
Her omkring er der heldigvis meget af den, men hist og her bliver den udsat for overgreb.
Hvad enten det handler om en landmand der fylder et vandhul op i en lille ukendt flække eller det er et stort landskendt projekt, som motorvejsføringen gennem Silkeborg, er der altid et vågent øje der refererer eller kommenterer på Naturbeskyttelse.dk

torsdag, maj 29, 2008

Kulisserne på arbejdet er skiftet ud.
Fra at have gået i vinhandlen nede i byen, kom jeg i går til en rigtig mandearbejdsplads mellem store og små køretøjer oppe i vores industrikvarter, hvor denne store maskinvirksomhed holder til.
Nogle af de spændene opgaver de udfører, er individuel tilpasning og ombygning af maskiner så de kan bruges til særlige jobs, som de ellers ikke er født til. Det kan også være forbedringer af førerkabiner, efter ejerens behov.
Når det passer ind i arbejdsgangen, tager jeg et kig ud på værkstedet for at kigge mekanikerne over skulderen, og lader mig gerne imponere over den kreativitet de skal lægge for dagen, når kundernes ønsker om ændringer skal efterkommes :)

onsdag, maj 28, 2008

"Klubbernes dag"
Alle kommunens fritidsklubber mødes en gang om året i Byparken, her i Skanderborg.
Et stort sommer arrangement, der byder på mange forskellige aktiviteter, hvor de kan vise forældre og andre interesserede, hvad børnene kan være med til i hverdagen.

Langt de fleste ting på denne dag, foregår udendørs og kræver masser af fysisk udfoldelse.
På pladsen foran Kulturhuset, var der blevet opsat forskellige ramper, hvor skaterne kunne vise sine evner over for hinanden, og det var selvfølgelig her man kunne finde William.
Men skaterne ser jeg jo rigeligt til, så jeg tog rundt og så på de mange andre sjove ting ungerne kunne beskæftige sig med.

De enkelte klubber har alle hver sin gruppe af især drenge, der lever sig ind i en eventyrverden og klæder sig ud som riddere eller går i trolleagtige kostumer og bærer våben af kunststof, som bruges flittigt i de mange slag der udkæmpes i rollespillenes verden. De fyldte godt på plænen :)

En af publikumsfavoritterne er bmx rampen, hvor man på cykel skal lave et jump ud i søen!
Også ungerne synes det er spændene, for her kræver det mod og giver derfor respekt blandt ens klassekammerater, hvis man tør tage springet :) Og det er ligesom med vipperne i svømmehallen. Når man først har taget mod til sig og kravlet op, ja, så er der kun den "farlige" vej ned, hvis ikke man skal tabe ansigt :)

I vandet lå et par voskne klar til at tage imod de flyvende børn og cykler, for de skulle jo gerne sikkert op af søen igen!
I dag var det ekstra svært, for de skulle styre mod en kraftig sidevind, men heldigvis røg ingen af bakken før tid ;)