tirsdag, marts 04, 2008

De fleste dage sidder eller ligger Naaja på "sin" plads foran det store vinduesparti mod gaderne med sin Mac, når jeg kommer hjem fra arbejde. Herfra nyder hun det store udsyn, og kan både holde øje med livet ude i virkeligheden og på nettet, alt imens musikken kører i baggrunden:)
Her er hun fanget i en hyggestund før hun skulle til spinning og en tur i sauna med en veninde.

Ellers blev det en aktiv aften med reklametur sammen med Tina og William i en temmelig kølig vind.
Her i Skanderborg er der startet en fotoklub for nylig.
Her var jeg på besøg til aften for at se om det var noget for mig, eftersom jeg selv med tiden er blevet meget aktiv fotograf. Jeg går jo meget solo med mine interesser, men mener at der her er en god sag at mødes med andre om. Omkring det tekniske er der meget hjælp at hente hos de "gamle" i faget, men mine interesser er dog mere i retning af selve arbejdet og valget omkring motivet.
Fotoklubben er endnu så ny, at den ikke er rigtigt etableret. Først i den nærmeste fremtid vil man annoncere efter medlemmer og jeg håber selvfølgelig her at finde nogen, som jeg kan dele min interesse med.

Der har i løbet af dagen drevet nogle store flotte skyformationer hen over os, men desværre kom jeg ikke på "skudhold", på de rigtige tidspunkter. Her ses bagsiden af et par hidsige sludbyger, som strøg over byen i eftermiddags.

mandag, marts 03, 2008

En flot dramatisk himmel var der at se i eftermiddag.
Dagen afsluttet foran tv med William. Hver mandag ser vi den meget flotte naturserie "Planet Earth"
Det som fanger min interesse er ikke så meget dyrelivet, men mere de store landskaber, som vises meget flot i serien. Her er der ingen tvivl om at fotograferne har gjort et stort arbejde for at bygge billederne flot op.

søndag, marts 02, 2008

En rigtig søndag.
Vi havde ingen aftaler for dagen og jeg valgte også at undgå at gøre nævneværdig gavn herhjemme for en gangs skyld. Altså blev det en rigtig slapperdag :)
På kalenderen er vi gået ind i foråret, og det kunne jeg også konstatere på dagens skovtur. Flere steder på lune solvendte skrænter, er de første anemoner kommet frem. Ligesom de foregående dage har det været meget vindomsust, så da jeg kom hjem nogle timer senere var hovedet blæst godt igennem :)

For et par uger siden har kommunen sat bænksæt op rundt om i byen og den nærmeste omegn, til glæde for os der bor her og gæster der kommer forbi. På min vej rundt kom jeg forbi det ny sæt ved vigepladsen på Oddervej.
Nu kan man jo håbe på at de overlever sommeren, og her mener jeg ikke slid fra vind og vejr, men de tumber der render rundt og absolut vil ødelægge alt omkring sig :(
Og til noget helt andet :
Er du til flotte billeder fra Grønland, taget af en helikopterpilot bør du klikke : HER

lørdag, marts 01, 2008

Dagens indlæg er skrevet til morgenkaffen.
Senere i dag får vi besøg af noget familie fra København og en håndværker kommer forbi, for at forsøge at reparere vores altandør som ikke har virket ordentligt i den tid vi har boet her. Det bliver fjerde besøg i den anledning!
For et par dage siden, har jeg fået disse tre bøger hjem til mit lille grønlandsbibliotek :)
Den øverste handler om Ikkasøjlerne, som gennem de seneste somre er blevet undersøgt af forskellige videnskabsfolk. Søjlerne står under vandet i den inderste del af den smukke Ikkafjord, som ligger ca. tre-fire timers gang fra Grønnedal.
Bogen om Zackenberg, den højarktiske videnskabelige feltstation i Østgrønland,beskriver området omkring stationen og det arbejde der står på derovre. Jeg har en lille drøm om at besøge dette fantastiske sted, som jeg har fulgt løbende gennem artikler i "Polarfronten" og nettet :)
Den sidste bog, Arktisk Station, er en jubilæumsbog for 100 året for den gamle videnskabelige station på Disko Ø. Her har jeg været på tur i to omgange á hver en uge i 1991.

fredag, februar 29, 2008

I dag skulle eftermiddagen bruges til en rundtur i Århus for at se på udvalget af telte til enkeltmand ;)
Det skulle vise sig at være hurtigt overstået, da ingen af butikkerne havde noget særligt udvalg af telte liggende. Og slet ikke på denne årstid, så enden på den sag bliver, jeg går en tur på nettet og handler i stedet.
Jeg kan nu ellers bedst lide at handle i butikkerne. jo mere vi handler på nettet, jo mindre bliver antallet af special butikker i vore byer.

En byvandring kunne det blive til i stedet :)
Et fast indslag på mine ture til Århus er turen langs renoveringsarbejdet med fritlægningen af Århus Å ved Åboulevarden. Et projekt der har gået over en årrække, og fik sin officielle afslutning i sidste uge. Naturligvis er der mange "løse ender" og jeg tror først vi når godt hen på foråret før anlægsarbejdet er helt afsluttet.
På billedet ses det store parkagtige anlæg ved hovedbiblioteket.

Undervejs kom jeg også gennem et Butikscenter, Sankt Clemensborg, som ligger lige ud til byens centrale gågade, hvor der altid er et virvar af folk på vej frem og tilbage for at shoppe og ikke mindst for at flanere :)
Clemensborg er ikke blevet den store succes og da jeg kom forbi, var der heller ikke særlig meget liv, selvom det var myldretid på strøget udenfor.
Det åbne centrale rum med rulletrapperne, minder meget om det tilsvarende rum i det nærliggende Bruun´s Galleri.
Gad vide om det er samme arkitekter der står bag ? Jo, en søgning på www.arkitekturbilleder.dk gav et bekræftene resultat. Mærkligt at man ikke har ønsket et helt andet visuelt resultat........

torsdag, februar 28, 2008

Dejligt vejr og sol har det været.
Men kun indtil jeg kom hjem fra arbejde, hvor skyerne lagde sit tunge låg over Skanderborg :(
Jeg havde ellers sat næsen op efter en flot aftentur med kammeraet ude ved søen og skoven. I timen omkring solnedgang kan der med lidt held laves nogle flotte stemningsfyldte "skud".
Turen tog jeg dog alligevel. At foråret er på vej er der ingen tvivl om. Fuglestemmer høres så småt rundt omkring og blishønerne er begyndt at rumstere i sivene. De er begyndt at lede efter egnede steder at bygge redepladser.

I dagens udgave af "Nyhedsavisen", fortælles der, at vi danskere (faktisk hver femte!) medbringer rugbrød i kufferterne, når vi tager til udlandet for at holde ferie.
Det blev jeg lidt overrasket over, og så alligevel ikke. Med baggrund i vores små rejser det seneste år, har vi faktisk også snakket om manglen på et rigtig dejligt stykke groft rugbrød, når man var rigtig sulten. Tyskland har rigtig godt rugbrød, men Tjekkiet og Holland er åbenbart mest til det hvide brød. På trods af ihærdige forsøg på at forklare de lokale vores "problem" og lange ekspeditioner rundt i Prag og Amsterdam fandt vi aldrig noget der bare mindede om groft brød som vi kender det herhjemme.
Men vi klarede os heldigvis uden alvorlige mén :)

onsdag, februar 27, 2008

Aviser og kaffe. De vigtigste elementer i hverdagen. Først herefter kommer værktøj og materialer:)
Efter et par dage, hvor firmaets fire mand har været med på byggeriet, har jeg haft pladsen for mig selv i dag. Der er nu heller ikke så meget vi kan lave nu, for murværket skal mange steder tørre ordentligt igennem. Jeg må nok ud på andre opgaver et par dage.

tirsdag, februar 26, 2008

I dag har jeg modtaget det sidste af fem bind i en bogserie, der beskriver et stort antal forskellige særegne geologiske lokaliteter i Danmark.
Bogserien som har fået fællestitlen "Geologisk Set"er over en tolvårs periode udgivet af Geografforlaget, der også udgiver undervisningsbøger til bla. folkeskolerne.
De fem bøger omhandler hver sin region og indledes alle med en overordnet gennemgang af den geologiske udvikling i hele regionen, og herefter uddybes de udvalgte lokaliteter i hver sine artikler.

En rigtig god serie, jeg selv bruger at kigge i, hver gang jeg skal besøge nye natur områder. Alt er skrevet i et sprog som alle kan forstå, med flere gode foto´s og gode forklarende figurer.
Selv om Danmark måske ikke byder på de store dramatiske landskaber, er der alligevel mange forskellige detaljer i landskabet, der fortæller en spændene historie om hvordan landskabet løbende udvikler sig.
Et meget stort minus har bogserien dog. Det er kvaliteten i indbinding og omslag. Indbinding er nærmest som en billig paperback og tåler dermed ikke at blive "rigtig" brugt, hvilket jo ikke er særlig hensigtsmæssigt med en opslagsbog. Omslaget er fremstillet i karton, med uens og sjusket layout, og dermed fremstår serien ikke som en helhed, når bøgerne står i reolen.
En lussing er hermed givet til forlaget ;)
Vi der køber sådanne bøger havde nok gerne givet de få kroner mere for at få en god kvalitet i de håndbøger, som vi vel gerne skulle kunne bruge i flere år frem.

Et lille stykke himmel kom til syne for en meget kort bemærkning, sidst på dagen, som ellers har været domineret af regn.

mandag, februar 25, 2008

Først på dagen var der solskin over byggepladsen :)
Dagen er gået uden de store indslag.
Efterhånden som dagene bliver lysere og længere, er jeg også begyndt at mærke den indre uro og længsel efter at komme ud på længere ture og tumle rundt i den dejlige østjyske natur.
Jeg tror det var derfor, jeg kørte forbi banegården og købte de seneste numre af magasinerne "Sportsfiskeren" og "Opdag Verden" :)
En af de nærmeste dage vil jeg bruge lidt tid på at efterse mit udendørsgrej og i den forbindelse tager jeg en tur til de "store" outdoor butikker i århus for at blive opdateret på det nyeste grej. Man kan selvfølgelig gå på nettet og kigge, men det er nu federe at se tingene "live" og ikke mindst er det vigtigt at få lov at "se" med fingrene :)

søndag, februar 24, 2008

Turen gik til Fredericia igen, for at blive færdig med lofterne vi begyndte på i går.
Denne gang klarede jeg selv malerarbejdet, mens Tina og William hjalp til andre steder.
Vi kom hjem tids nok til jeg kunne nå en times travetur inden det blev mørkt. Undervejs kom jeg forbi fodboldbanerne, hvor Naaja var til fodboldtræning. Hun har ellers haft en pause på en hel sæson, men er vendt tilbage med stor begejstring.

Har man tid og lyst vil jeg i øvrigt opfordre til et besøg på familien Zimmers blog, som jeg selv jævnligt kigger ind på. En berejst familie som jeg mødte i Grønland på vores fælles arbejdplads ved Grønlands Kommando, men som flyttede til USA i starten af januar efter en kort mellemlanding i Danmark.
En fin blog om hvordan man starter en hverdag op i USA, med de store og små udfordringer der altid følger med den slags spring i livet.
Bloggen viser sig også som et godt redskab til at vise familie, venner og gamle arbejdskolleger, hvordan det går i det nye hjem.
Jeg synes også at familien her meget fint beviser, at selv med mindre børn, kan man godt tage på længere udlandsophold og få nogle spændene fælles oplevelser. Netop hensynet til børnene er ellers et af de mest brugte argumenter for at blive hjemme i de vante omgivelser, fremfor at taget springet ud i verden.
Zimmers har taget udfordringen op og jeg tror de vil samle mange spændene oplevelser og indtryk op i årene der vil komme.
Godt eventyr til jer ;)