søndag, september 30, 2007

Vores lille kernefamilie drog afsted fra morgenen, mod Ranum Efterskole der ligesom alle andre efterskoler i landet holdt åbent hus for kommende efterskole elever og ikke mindst deres betalende forældre :)
På baggrund af de faglige muligheder og fritidstilbud var det den efterskole, som Naaja havde udset som den mest interessante, blandt de mange tilbud der findes. Her blev vi besøgende samlet i små grupper efterhånden som vi ankom, og sendt på en rundvisning guidet af to elever på skolen, og fik set på bolig- og undervisnings forhold. Heldigvis afrundet med rigelige mængder kaffe og kage :)
Inden vi nåede så langt, kom vi ud at gå en dejlig tur på stranden ved Ertebølle Hoved, som ligger få kilometer derfra. En fin Limfjords kyst med molersklinter, med mulighed for at finde fossiler, som William var så heldig at finde et par stykker af.
Hjemturen gik over Løgstør, som på denne sene søndag eftermiddag, vist var faldet i søvn :) Vi så stort set ikke nogle mennesker på gaderne eller ude ved havnen. Byen lignede et sted som kun lever i feriesæsonen. Noget som den har til fælles med mange andre byer, som tidligere har været store fiskebyer.

lørdag, september 29, 2007

En dag i Århus.
Et kig ned langs Århus Å, som indtil for få år siden var overdækket af en uskøn firesporet vej. Det blev en meget stor gevinst for midtbyen, da man valgte at lukke op for åen og etablere et nyt offentligt rum med et blomstrene café og restaurationsliv til følge. Den sidste del af arbejdet med renovering af miljøet langs åen bliver afsluttet med anlægget ved Hovedbiblioteket i det kommende forår.
Jeg havde taget turen til Århus på cykel, for at gøre en rigtig turist rundtur og se på de steder i byen og nærmeste omegn, som jeg ikke har set i lang tid. Men desværre begyndte et heldagsregnvejr, netop som jeg var kommet dertil og rundturen blev aldrig rigtig til noget men godt gennemblødt nåede jeg da at blive :)
En anden årsag til turen var en tur til nogle venner, hvor jeg skulle hjælpe med at slæbe brænde ind sidst på dagen. Kom hjem hen på aftenen godt gennemblødt efter cykelturen retur til Skanderborg, hvor regnen igen tog til.

fredag, september 28, 2007

Allerførst : Tjek lige disse unger der får grineflip, HER. De er bare for søde :) Jeg har set klippet for lang tid siden på et tv program der hedder American Funniest Videos (AFV) og blev mindet om det, da jeg læste dagens udgave af MetroXpress.
Det er som om vi er kommet ind i en periode, hvor der ikke kan udsendes reklamer nok. Ligesom forrige weekend, kom der igen et stort læs reklamer, hvor der var flere løse der skulle pakkes ud over den sædvanlige bunke vi plejer at få. Det betød at Naaja og jeg måtte tage ruten to gange, og vi valgte at få det overstået inden det varslede regnvejr nåede os.

torsdag, september 27, 2007

William og jeg tog et smut til Horsens, for at købe et par skate-sko til ham og ikke mindst, også bare for turens skyld:)
På sådan en tur er der også god tid til at få snakket lidt om stort og småt i hverdagen på en uhøjtidelig og hyggelig måde. Denne gang fik vi talt lidt om nogle af de ting der rører sig i klassen for tiden. Den fungerer stort set godt, men på mødet i skolen i går aftes blev det klart at en af pigerne er udsat for mobning og det er noget som vi som forældre gør en del for at holde nede, blandt andet ved at tale med vore egne unger om problemerne. Utrolig nok plejer det at have en ret god effekt, men forholdene skal da også følges op af og til :)
Efter en tur rundt i byen ender vi gerne i Bilka, der holder åbent til 21, så her er der god tid til at ose rundt og købe lidt guf:) Lidt afhængig af forbindelserne og tider, tager vi enten bus eller, som i dag, tog. Der var godt med folk med til aften, så vi var henvist til siddepladser ude på gulvet i mellemgangen.

onsdag, september 26, 2007

En smuk dag, som jeg desværre ikke fik så meget ud af, bortset fra arbejde og et forældremøde til aften i Williams årgang.
Det er netop sådan en dag med klar luft, sollys og buttede skyer, der stod på min ønske liste da jeg cyklede afsted i søndags. Septemberdage som denne er helt perfekte til fototure, og med den natur der er her omkring, er der motiver nok at arbejde med. Og så elsker jeg farverne og det spil der er i himlen på denne årstid:)
I det hele taget er fotografering ved at blive endnu en interesse, der hænger ved, da jeg dagligt tager billeder til bloggen.
Jeg kan også mærke, at mine krav til motiver ændrer sig med tiden. I stedet for bare tage et tilfældigt billede, prøver jeg så ofte det er muligt at finde en anderledes vinkel, spil mellem lys og skygge eller som her, en spejling i vandet. Jeg ser meget på hvordan andre fotograferer for at få gode idéer, og her Photoblog et godt sted at besøge. Det er et sted, som jeg selv er begyndt at bruge til at se og vise billeder, for her kommenteres der flittigt på det som kommer på bloggen, og derfor får man en fornemmelse af hvad der "virker".

tirsdag, september 25, 2007

Et lille forhindringsløb med malerpensel omkring diverse rør :)
De vægge som fik opsat glasvæv i går, fik nu to gange maling i dag. Meget belejligt kom en kollaga forbi og hjalp med klargøring af træværk.
Min Geocache "Vester Mølle", har nu haft to findere og på baggrund af deres tilbagemeldinger, er formuleringen i "turbeskrivelsen" blevet rettet lidt og herefter skulle den gerne være blevet mere præcis :)
I Øvrigt: Endnu en gang tillykke til Jazzbar, som igen blev første finder!

mandag, september 24, 2007

Jeg kom til at svede på jobbet i dag :)
Dels har det været en meget lun dag, men samtidig havde jeg et badeværelse og et bryggers, hvor der skulle opsættes glasvæv i dag. Rummene var tidskrævende, med mange kanter, vindueslysninger og mange skæve mål. Jeg nåede det lige til fyraften og havde lige nøjagtig glasvæv nok. Nu skal de tørre til i morgen, hvor der skal males.
Det lune vejr lokkede mig ud på en lille runde i skoven for at tilse mine caches. Det er vigtigt de bliver passet og holdt ved lige, så kommende geocachere får ordentlig glæde af "skattejagten". Begge caches er indtil nu blevet fundet af 20 "jægere", som syntes at gemmestederne har været gode :)
Efter lidt tilpasninger, og med vejledning fra en person fra Geocaching.com, er den multicache jeg arbejdede på i lørdags ude ved Vester Mølle, blevet frigivet i dag. Jeg venter spændt på de første finderes reaktioner.

søndag, september 23, 2007

Mens resten af familien tog den med ro hjemme, drog jeg afsted på cyklen efter morgenkaffen, i forventning om at få flot klart vejr, ligesom det vi havde i går.
Planen var at tage på fototur i området inde mellem Mossø og Salten Langsø, hvor landskabet er særlig flot. Her kan der laves nogle rigtige naturbilleder.
Vejret var faktisk fint nok, men sollyst kom aldrig rigtig frem, for det blev ovevejende diset, og det gav et "fedtet" lys som nærmest fik sløret former og farver.
Det blev en god køretur, men fotografering blev det altså ikke rigtig til.
Jeg kom bla. rundt i området "Rye Hede", hvor der tidligere har ligget en flyveplads, der blev brugt af tyskerne under besættelsen. Rundt omkring i skovene findes der mange levn fra den tid. Sporanlæg til ammunitionsdepoter findes stadig enkelte steder, ligesom flyverskjulene til Messerschmidt jagerflyene, ligger som jordvolde lidt væk fra pladsen.
Billedet er fra den store tørrelade ved Klostermølle inde i den vestlige ende af Mossø, hvor der har været fremstillet pap indtil 1974.

lørdag, september 22, 2007

Efter en formiddagstur med Naaja og reklamer, begyndte min dag at handle om geocaching.
Jeg har længe haft kig på "Vester Mølle", som et oplagt sted at udlægge en cache.
Jeg valgte at lave det som kaldes en mystery cache, der består af flere "poster" udlagt rundt omkring på området. De skal findes først, da de rummer nødvendige oplysninger for at finde den endelige cache.
Vester mølle er en af flere gamle og nu nedlagte vandmøller, der lå langs den den nordlige del af Skanderborg Sø. Den ejes i dag af kommunen, og bruges af forskellige foreninger der har relationer til udendørslivet, og flere gange i løbet af sommerhalvåret bliver der holdt forskellige større arrangementer. I denne weekend bliver f.eks. afholdt en stor lystfisker konkurrence ude på søen, hvor Vester Mølle danner base, så der var en del aktivitet herude.
Stedet her ligger meget kønt og besøges ofte især af beboerne fra Skanderborg Øst.

fredag, september 21, 2007

I dag havde jeg inviteret William og tre af hans skater kammerater med til Sct. Anna Gade Skole i Århus med afgang herfra Skanderborg kl. 14.30.
Her er en stor del af den oprindelige skolegård bygget om til en skatebane, eller rettere, så er der støbt en del skrå elementer og trin i beton, og opstillet nogle forskellige ramper, mens der er lavet en rigtig god legeplads omme bag ved skolen.
Desværre blev det regnvejr efter et par timer, men de fik da heldigvis nået at prøve området af og fik hilst på nogle af de lokale skatere. Vi rundede turen af med en god gang spisning hos kineserne i Bruun´s Galleri, hvor drengene med deres glubende appetit, fik taget godt fra :)
Naaja og hendes veninde havde lagt hårdt ud fra morgenen, og havde fået taget et godt indhug i reklame bunken. Jeg kunne lige nå at hjælpe en times tid, inden jeg tog afsted med drengene. Vi mangler ca. 1½ time i morgen, så er der helt ryttet for denne gang.
Mens vi var i Århus var Tina kommet hjem fra sit ugelange museums arbejde i Skagen. En del af deres opgave deroppe, var at arbejde i ude i udstillingen, sådan at museets gæster havde mulighed for at se praktisk konserveringsarbejde og stille spørgsmål.
Se et videoklip fra nyhederne, her : Tina i nyhederne.