Netop som jeg har pevet over alt det her gråvejr vi har døjet med i den seneste tid, blev det solen der trådte i karakter i dag :)På arbejdet blev de sidste småting klaret og mit grej er nu rykket op i den ny lejlighed, som jeg skal male i næste uge.
Inden jeg gik til de hjemlige flytte opgaver sammen med Tina, måtte jeg lige ud og rulle en tur på mountainbiken i det gode vejr. Jeg må erkende at jeg kunne mærke, jeg har været uden cykel i lang tid, så det er vist med at komme ud og få trampet noget liv i benmusklerne når muligheden byder sig :)
Jeg brugte turen til at tilse min geocache ude ved Vester Mølle, mens de andre må vente til senere. Det er tydeligt at se på hjemmesiderne på nettet, at geocacherne holder sig i ro, nu hvor jul og vintermørke er over os.
Helt farveløst er det dog ikke her midt på vinteren. Når solen rammer rigtigt, blusser de grønne og brune farver på mos og visne blade i skovbunden rigtig op. De små vandfyldte skovbække klukker og risler livligt efter det seneste døgns solide regnskyl.











