mandag, september 10, 2007

Min cache nummer to, "Bøgescenen", er blevet aktiveret i dag.
Denne gang var det igen "Jazzbar" der løb med FFC kortet. Og igen tillykke til dig :)
Jeg har haft min tvivl om gemmestedets egnethed, men forventer at det vil fungere, når aktiviteten omkring cachen falder om nogle dage. Det er jo sådan at en ny cache trækker en del folk til i de første dage, og det kan ikke undgås at området vil bære præg af den meget aktivitet, og dermed tydeliggøre gemmestedet.
Jeg tager nok derud om et par dage for at efterse og pleje stedet. Hvis ikke stedet "holder", kan cachen bare blive lukket ned og fjernet igen.

søndag, september 09, 2007

Gik tidligt til køjs i går aftes for at komme tidligt ud til vandet før solopgang for at morgenfiske. Men....
Jeg vågnede også ca. kl. fem og følte mig klar, men et blink med øjnene og næste gang jeg så på uret var klokken 8.32. Surt! :( Det er ikke morgenfiskeri!
Men flot vejr var det blevet og gårsdagens hidsige vind havde lagt sig og solen strålede fra en skyfri himmel. Nu hvor jeg alligevel var kommet sent op, gav jeg mig god tid til at få spist morgenmad, og få brygget en kande kaffe, som kunne nydes ved vandkanten senere.
Det solrige, skarpe lys og stille vejr er ikke havørredvejr, hvis de skal fanges fra kysten, og det blev også bekræftet på turen i dag, hvor fangst resultatet blev et rundt 0, selvom der var et par stykker der var oppe og vende i overfladen.

Hen på eftermiddagen mødte jeg Tina og Naaja ved Snaptun Færgehavn for at gå med en tur ud langs kysten ved Tønsballe Skov, hvor de to nederste billeder er fra.
Selve skoven ligner alle andre, men turen langs stranden er noget for sig, med en blanding af stejle skovklædte ler klinter og steder hvor klinteskred sender store træer ud i vandet. Ærgeligt William ikke var med, for han elsker at tumle rundt sådanne steder, men han og en kammerat var optaget hjemme.

Inden det blev mørkt, nåede jeg og Naaja lige ud til Bøgescenerne i skoven herhjemme, for at finde et gemmested til min geocache nummer to. Det blev lidt sværere at finde et egnet sted end vi havde regnet med, men nu bliver cachen prøvet af. Så må vi se om stedet holder.

lørdag, september 08, 2007


Fisketur på hjarnø. En meget blæsende og til aften også en kold oplevelse. Tre ørreder gik på krogen inden jeg tog tilbage til campingvognen for at overnatte.

fredag, september 07, 2007

I dag blev min første geocache frigivet :)
Jeg har lagt en rimelig nem cache ved Slotskirken, der med sin beliggenhed giver en fin udsigt over søen og mulighed for en god lille rundtur på kirkegården, og forhåbentlig bliver den godt modtaget og velbesøgt :)
Jeg anmeldte cachen i går aftes og allerede til morgen ved ottetiden blev den offentliggjort via sms tjenesten og på nettet. Senere kunne jeg på Geocaching.dk´s hjemmeside se, at der allerede havde været flere geocachere ude fra morgenen i forsøget på at blive "First Finder". I denne diciplin blev "Jazzbar" vinder og kunne hente det vedlagte FFC. Tillykke herfra :)
Jeg bruger i disse dage en del tid på at komme rundt i Skanderborg og nærmeste omegn, for at se efter egnede gemmesteder til caches, samt få inspiration til multicaches og temaer til disse.
Faktisk synes jeg at der findes et utal af egnede steder, netop fordi der er så mange flotte naturområder her omkring byen, der inbyder til nogle gode trave/cykelture. I selve byen kan det være lidt sværere, fordi den ikke er så stor, og de spændene steder er jo også dér hvor der er flest mugglere.
Nu håber jeg vejret arter sig bare lidt i weekenden, for så vil det blive tid til fisketur på Hjarnø.

torsdag, september 06, 2007

Efter en dejlig udendørs arbejdsdag i det sommerlige vejr, stod aftenprogrammet på jubilæums revy i ungernes skole, Morten Børup Skolen, i anledning af den har stået i 50 år.
Mens Naaja var med til at betjene de mange gæster ude i caféen, var William på de skrå brædder sammen med resten af 6 årgang, for at optræde i en meget underholdene forestilling der gav sjove eksempler på de forandringer, der er sket i skolen gennem årene.
Revyen blev vist i skolens aula, og blev en særdeles lun oplevelse, med de mange mennesker og teater lampernes varme.

onsdag, september 05, 2007

William og jeg var på en hurtig aftentur til Århus.
Målet var en tur til ARoS, for at nå et gensyn af udstillingen med kartonerne til Dronningens Gobeliner og den lille særudstilling af arkitekten Frank Gerhy´s modeller til det ny kræftrådgivningscenter i en af Århus Kommune Hospitals gamle bygninger. Udstillingerne afsluttes på søndag, og herefter gøres der klar til noget nutids kunst til oktober.
Århus Festuge er i fuld gang og lige udenfor ARoS, ligger denne store vindmøllevinge, der er blevet dekoreret med tegninger. Flere steder i byen er der sat forskellige aktiviter i gang, både for børn og voksne. Om aftenen er der musik og underholdning på alle de forskellige spillesteder i byen. Vi har dog ikke taget del i "festen" og nøjedes med at gå en tur på kineser restaurant inden vi tog hjem.
For mig blev det mest interessante indslag en tur i en gadget butik, hvor jeg blev introduceret til den fedeste foldecykel jeg endnu har set. Prisen var også fed, 6000 kr., men kvaliteten og funktionaliteten er også i top. Jeg har besluttet at købe en , for den kan uden problemer medtages i bus og tog, og vil være et perfekt til mine ture rundt i byerne, når jeg bla. er på geo-tur.
Se cyklen og video demo : Her
Besøg butikken med de mange sjove ting : Her

tirsdag, september 04, 2007

Skovtur på mtb´en.
Den er et dejligt transportmiddel, når man skal på tur rundt Skanderborgs kuperede og skovfyldte omegn, og er ofte den cykel jeg vælger når der skal køres længere ture "ud i det ukendte". Den kommer jo frem overalt, hvor raceren og den almindelige cykel skal trækkes, desuden er den behagelig at køre med affjedring og tykke dæk.
På arbejdet bliver jeg færdig med det vandskadede hus i morgen. Et job som egentlig har været ganske nemt at komme igennem, for der skulle bare dækkes af og males. Det gode vejr, der har været de sidste par dage har jeg kunne nyde i pauserne, hvor jeg sidder ude i et hjørne, hvor der er læ for vinden og får læst aviserne.
Har igen til aften siddet og tumlet lidt med "Photoblog", som tilbyder ubegrænset upload af billeder, men dog max. 20 om dagen. Overvejer at bruge den som fotoalbum, fordi billederne kan gengives i stor og god kvalitet, Jeg har lavet et hurtigt forsøg : Her

mandag, september 03, 2007

Har været på rundtur i Skanderborg og nærmeste omegn, for at finde egnede steder til at anbringe caches. Jeg har efterhånden selv fundet 33 caches, samt lidt geocoins og travelbugs i Danmark, Sverige, Berlin og Prag og synes nu det er tid til at prøve at lægge nogen ud selv.
Det kræver naturligvis noget forberedelse, for valget af gemmesteder skulle gerne give de kommende "skattejægere" en god turoplevelse. Jeg har allerede fundet flere gode steder, og jeg overvejer om de skal samles til en multicache, hvor temaet er en rundtur i Skanderborg.
Der vil gå noget tid endnu før de er klar, for jeg skal også have læst de internationale regler grundigt igennem og prøvet turen af inden den skal registreres og offentliggøres.

søndag, september 02, 2007

Vådt og gråt.
Hele familien blev sat i sving fra morgenen med at bringe den ekstra store bunke reklamer ud, inden det varslede regnvejr ville nå frem til os, og gøre arbejdet mere besværligt end nødvendigt. Inden middag blev vi færdige og kort tid efter begyndte det at regne og resten af dagen gik med at summe rundt indenfor og se et par film. Det var nu meget rart "at lave ingenting" for en gangs skyld.
Den næste uge ser Tina og jeg lidt frem til, for vi håber der kommer en afklaring på vores hushandel og mulighed for en kommende lejlighed i et hus ved hovedgaden. Sagen har efterhånden kørt i næsten et halvt år, derfor bliver det rart at kunne se fremad.

lørdag, september 01, 2007

Vejret var med os :)
Efter overnatning hos min svigermor i Valby, Kbh, kom William og jeg til Malmö som planlagt. Denne gang blev det kun en til en dagtur, som heldigvis holdt sig med tørvejr, selv om skyerne begyndte at true i løbet af dagen.
Vi kom frem til Stapelbäddsparken midt på formiddagen, hvor W straks blandede sig med mængden af andre skatere, på Nordeuropas største udendørs skatebane. Og den er stor, på størrelse med en fodboldbane, bygget med alle tænkelige udfordringer og et stort område med pools. Det var også vores sidste tur til Malmö i år, så dagen skulle udnyttes maksimalt :)

Med skateparken som base, tog jeg på små ture ud i området omkring for at kigge på det omfattende byggeri i havneområdet.
Samtidig blev der også tid til lidt geocaching. På billedet nedenfor er jeg ude ved et af de gamle fyr på det der engang var ydermolerne, men som nu ligger inde i havneområdet. En smuk placering der gav et flot kig rundt i havnen. En anden cache, som er nyplaceret siden vores sidste besøg, lå i kanten af skateparken og var nemt fundet. Den sidste blev fundet på vejen hjem med Williams hjælp, og lå gemt i en ruin af et gammelt pakhus ved et nedlagt jernbanespor. Den var derimod mere vanskelig at finde og krævede en lille klatretur på en faldefærdig port, og det var jo her W kom ind i billedet :)
For at få lidt ud af søndagen tog vi alle hjem til Skanderborg til aften. Tina og Naaja kom i Alto´en og samlede os op udenfor Ørestad Station kl. 19 og herfra var der en hurtig adgang til motorvejen hjemad.