tirsdag, april 10, 2007

William er ekspert i kartoffelskrælning!
Han er inde i periode, hvor han gerne vil hjælpe med madlavningen. Og det benytter vi os naturligvis af :)
Mens Tina og William hyggede sig med madlavningen, inviterede Naaja mig på aftentur omkring Slotskirken og Sølund i en dejlig forårsaften. Det blev som altid en hyggelig tur, hvor vi fik sludret om stort og småt.
Ungerne er i strålende humør, de er glade for at komme i skole igen efter en fem uger lang pause med turen til Grønland og påskeferie. William, som ellers skal piskes til hjemmearbejdet, tog fat med højt humør og gav højtlæsning for os alle i et sprog, der kunne minde om engelsk :)
Jeg er også begyndt på arbejde igen. Denne gang hos et lille lokalt malerfirma, hvor jeg starter med at hjælpe med at gøre et job færdig i Stilling, en lille by seks kilometer nord for Skanderborg.
Tina og jeg har også haft møde med ovenboen og byggefirmaet vedrørende en eventuel handel af vores hus. Aftalen blev, at firmaet fremsender et tilbud, som vi skal forholde os til, i løbet af den kommende uge.

mandag, april 09, 2007

Påsken betyder sæsonstart for campisterne.
På Hjarnø går sæsonen fra påske til 16. september
Vores campingvogn står vinteropbevaret i en lade om vinteren nede på Hjarnø ved mundingen af Horsens Fjord, hvor campingpladsen vi bruger også er beliggende.
Normalt bliver vognen blot kørt fra vinteropbevaringen over til pladsen, men denne gang har vi valgt at få den kørt hjem. Den trænger til en overhaling med nogle forskellige småreparationer og en grundig rengøring. Vi skal også have fyldt forskellige ting og sager ombord, så alle i familien synes den er hyggelig at bruge sommeren over.
Kim har en bil der kan trække campingvognen og hjalp os med at hente den hjem. Jeg og William tog med på turen og vi havde aftalt med Kim at tage fiskegrejerne med i håb om godt fiskevejr. Vejret blev desværre så blæsende, trist og gråt, at fiskeriet måtte udsættes til en anden god gang.
Billedet viser den lille færge der også er øens varetegn. Sejturen er til at overse med sine godt fem minutter :-)
Tina er også vendt hjem fra miniferien i København. Hun blev hjemme sammen med Naaja.

søndag, april 08, 2007

Dagens billede er et eksempel på den katastrofale udvikling der foregår i og omkring Skanderborg.
En af de meget brugte vandreture som vi der bor i byen tager, går langs Skanderborg Sø ud langs skoven, forbi vandrehjemmet.
På dette stykke var der, indtil dette byggeri begyndte, en meget fin og i Danmark sjælden, udsigt mod vest, der viste en ubrudt skov langs søen, med Yding Skovhøj og Ejer Baunehøj som en flot skovklædt "fjeldryg" længere ude.
Jeg forstår simpelthen ikke , at vores efterhånden få naturværdier ikke bliver beskyttet/respekteret mere :-(
I disse dage er det otte år siden vi flyttede til Skanderborg. Dengang var byen meget lysåben med flere kig ud over søen mellem byhusene og flere steder var der grønne områder midt i byen.
Disse områder er i dag fyldt ud med to - tre etagers byggeri, ligesom gamle et og toplanshuse i bykernen nedrives og afløses af byggeri op til fire etager. Resultatet er blevet en sammenklemt, mørkere og stærkt trafikeret bymidte :-(
Undskyld mit sure opstød!
Men det er simpelthen for deprimerende at se den udvikling. Og da vi er direkte berørt af udviklingen, har vi været på kommunen med både mundtlige og skriflige indsigelser, men som ventet er det også her som alle andre steder, pengene der bestemmer udviklingen :-(
Både store naturværdier og et oprindeligt provinsbymiljø bliver i disse år ofret med hård hånd :-(

lørdag, april 07, 2007

I dag kom jeg og ungerne ud over bygrænsen.
Der var flere forskellige indkøb der skulle gøres og så vi gjorde en tur ud af det og tog til Horsens. Der skulle bla. andet købes lidt fiskeblink og en fiskevest til William og en sommer jakke til Naaja. Undervejs kom vi forbi en stor bronze skulptur, der om sommeren er en vandkunst. Men nu hvor den er tør, kunne den bruges som legeplads og rutchebane :-)
Om muligt bruger jeg dagligt en til to timer på en rask travetur ved søen og i skoven som en slags motion. Således også i dag, men desværre havde jeg undtagelsesvis ikke taget kammeraet med. Jeg kom forbi tre legesyge egern, stod i det rigtige lys og var meget tæt på dem. Det kunne ellers have blevet nogle gode billeder. Fantastisk at se den smidighed de bevæger sig rundt med!

fredag, april 06, 2007

I dag skulle der bringes reklamer ud.
Men inden da fik jeg pudset vinduerne, klaret vasketøj og reparation af havedøren. Igen! Den bliver nu heller ikke altid behandlet så pænt.
William kom hjem ved middagstid fra sin overnatning hos sin kammerat, netop som Naaja og jeg havde pakket de to trækvogne og var klar. Han var frisk og tog med for at hjælpe. En frisk tur som gik fint i dejlig sol, men med meget blæst. Det kan ellers være temmelig besværligt at holde styr på tryksagerne på dage med meget vind.
Senere på dagen tog vi cyklerne ud til nordsiden af Skanderborg Sø ved Vester Mølle, hvor der er nogle fine skovklædte kløfter med små vandløb i bunden. Et par timer gik hurtigt med at hoppe frem og tilbage over den lille bæk, som dog ikke rigtig kunne måle sig i udfordring og farlighed, med de større elve vi lige har tumlet omkring, i Grønland :-)
Til aften passede vi mest hver vores computer. Den er jo så nem at være sammen med, for den gør kun som den får besked på! Eller....?

torsdag, april 05, 2007

Så blev Tina sendt på påskeferie i København!
Jeg har ikke foretaget mig noget særligt i dag andet de almindelige huslige sysler og selvfølgelig været på en travetur.
William brugte et par timer i svømmehallen, som er en af hans yndlings aktiviteter og forsvandt til aften over til en af hans kammerater for at se den nyeste james Bond film og overnatter der til i morgen.
Naaja går til fodbold på sjette år! Hun havde et par timers træning i formiddag, og har ellers passet sig selv inde på værelset ved computeren.
På billedet ses familiens femte og mere anonyme medlem, Boris. En russisk landskilpadde som lever sit eget liv ude i et anlæg i haven. Vi har haft ham i flere år og har prøvet at sætte ham sammen med andre skilpadder i den tro at han ville trives med selvskab. Det viste sig dog hurtigt at han er en arrig herre der trives bedst i eget selvskab. Forsøget kostede den anden skilpadde livet :-(

onsdag, april 04, 2007

Så kom vi endelig en tur til Kysten!
William og jeg blev enige om, det var tid til en fisketur ved kysten. Jeg fik aftalt med Kim at han skulle møde os på Århus Banegård, hvorfra vi tog videre ud til Ørnereden, ved kysten og skoven syd for byen.
Det var en rigtig dejlig tur, hvor vi fik nydt det gode vejr og småfisket lidt, men det blev mere til en snak om løst og fast i det som sker hos os for tiden, mens William gik rundt prøvede kræfter med store sten og træstubbe. Han er altid glad for at tumle rundt ved kysten Vi fangede i øvrigt ikke noget, men dertil var indsatsen vist også for svag :-)
Kim og jeg lavede en foreløbig aftale om en laksetur til Norge, ved Berby, hvor vi har været flere gange før. De nederste ca 13 km. af Berby Elven ejes af en familie, som han har kendt og hjulpet flere år og det nyder vi jo så godt af. Turen er sat til uge 20, hvor der er sæsonstart. Jeg glæder mig til at vise nogle gode billeder derfra, for naturen og dyrelivet er helt i særklasse i dette område.

tirsdag, april 03, 2007

I dag gik turen til Århus.
Jeg skulle ind for at købe et par nye arbejdsbukser. Naaja og William tog med dertil, så vi kunne få en tur ud af det. De forventede naturligvis, (som altid!) at kunne platte mig for lidt penge, så de kunne småshoppe lidt :-) Behøver jeg at sige det lykkedes?
Som afslutning tog vi ind til AROS, det ny kunstmuseum i Århus. Der ligger Tina´s arbejdsplads; Fælleskonserveringen, et værksted, hvor der arbejdes med malerikonservering for flere af de jyske museer. På billedet ses en af de igangværende opgaver, et værk af William Scharff, der skal renses og repareres for småskader.
Mens Tina fik afsluttet sine ting for dagen, tog jeg og ungerne ud på museet, for at se den nuværende særudstilling af Paul McCarthy værker.
Jeg vil nøjes med at sige, det er en af de udstillinger, hvor jeg har brug for en guide, for overhovedet at forstå meningen med den form for installationskunst :-)
Det var betydeligt nemmere, at forholde sig til den forrige særudstilling med racerbiler!
Besøg: AROS
Til aften lagde vinden sig og jeg tog en rask vandretur på en times tid ud gennem Sølund og skoven, retur langs Skanderborg Sø. En smuk klar aften :-)

mandag, april 02, 2007

En blød dag i solen.
Har siddet en stor del af dagen i haven og nydt solen og taget en "morfar" i ny og næ :-)
Om eftermiddagen gik William og jeg over i skoven for at indsamle grene, bark, mos og andre småting til et anlæg han vil lave til nogle dyr i et hjørne i haven.
Aftenen blev brugt til et møde med ovenboen vedr. ejendommen.

søndag, april 01, 2007

Det blev til en lidt længere tur på cyklen i dag.
Det blev til en dejlig tur ud langs Mossø. Her er der spise/drikke pause ved vestenden af søen, hvorefter turen gik hjemover, med afstikkere ind og ud af skov og over åbent land.
Med Skanderborg som østligste punkt for det, som så smukt kaldes "Søhøjlandet", tager jeg rigtig mange ture på cykel ind dette dejlige kuperede landskab som er en blanding af skov, søer og heder. Der er så meget natur, at det meste af turene kan gøres på stier væk fra den almindelige trafik :-)
Kim og jeg satser på en fisketur i morgen.