lørdag, februar 12, 2011

Vi begynder at kunne se forandring i huset på Hjortensgade.
Indtil nu har indsatsen hovedsaglig været koncentreret omkring gulvet nede hos William og i stuerne, hvor gulvene er slebet, ludbehandlet og lakeret tre gange. I dag blev de sidste vægge færdige, og nu mangler kun træværket maling.
Som det kan ses, er der lagt kulør på væggene, der dog ikke er gengivet helt korrekt på billederne. De forrige ejere havde en mørk blå på ydervæggene, som vi har valgt at "genbruge", da den mørke flade fremhæver lysindfaldet og den dekorative virkning fra de flotte vinduespartier, samt trækker "udsigten" indenfor.
Skillevæggen mellem de to stuer er malet på begge sider i en karrygul kulør, der er tilpasset den blå farve. Sidevæggene er hvid, tonet en del ned med okker og umbra.
Vi synes farvespillet skaber en god effekt, og særlig mig, der i min arbejdsdag stort set kun maler med hvide farver overalt, nyder synet af kulør :)

Forrige uge havde jeg et par overnatninger derinde, og regner med at blive i huset fra i morgen aften, frem til fredag.
Jeg har indrettet mig på gulvet i den øverste etage med en foldemadras og sovepose. Dertil kommer de mest nødvendige ting til bad og rent arbejdstøj.
Jeg er uden internet, men måske finder jeg på en løsning med Oister's tank selv produkt, men ellers må bloggen blive opdateret når jeg vender hjem sidst på ugen......