tirsdag, februar 15, 2011

Min absolut bedste beskæftigelse som maler, er udendørs arbejde på Grønland.
Særlig hele perioden fra sidst i april til et stykke ind i september 2009 blev en helt enestående sæson, hvor vejret bare var i top og jeg derfor fik malet mig gennem alle ½12 husene i Grønnedal.
Da husene ligger på skrånene grund lige ned til fjorden, og naturen i det hele taget omringer stationen, kan man ikke undgå at nyde dagene i de postkort-agtige flotte omgivelser.
Dyrelivet er også konstant nærværende. Mens luften i forsommeren bliver mættet af stemmerne fra snespurven og min favorit; laplandsværlingen, går moskusokserne fredeligt rundt mellem husene og gumler grønt dagen lang, måske afbrudt af en middagslur i et pilekrat. Ude i fjorden kan man jævnligt høre støjen fra en flok grønlandsæler æderov langs kysten, og er man heldig kommer pukkelhvalen forbi :)
Jeg har haft en længere grønlandspause, og havde egentlig forestillet mig den skulle vare mindst året ud, da der er så meget andet at se til for tiden. Men nu er jeg altså blevet tilbudt en kort arbejdstur i højsommeren, og min svage person har givet efter for fristelsen til et gensyn med dyr og natur, der er sat til perioden 20/6 - 1/8.
En arbejdsperiode på seks uger er trods alt ikke så lang tid, og da jeg afgiver fire af mine ferieuger hos min danske arbejdsgiver til turen, kan mit fravær jo også nogenlunde forsvares herhjemme i en ellers travl periode.
Jeg håber på en forrygende sommeroplevelse i både arbejde og fritid :)