fredag, august 27, 2010

Endelig fik vi en rigtig dejlig solrig og nærmest vindstille sommerdag. Skønt :) Dem har der ikke været for mange af siden sommerferien ;)
Allerede fra den tidlige morgen rykkede jeg ud, for der ikke noget så oplivende som en travetur i frisk morgenluft, og oven i købet lå søen og skoven indhyllet i tågebanker, hvilket giver nogle fantastiske scenerier i timen efter solopgang. Ude i skoven havde jeg fornøjelsen af at møde rådyrene, som stod med helt rustrød sommer dragt mod alt det grønne omkring sig. Meget flot!
Det gode vejr gjorde at det meste af min dag gik ude med motion, kun afbrudt af få hvilepauser hjemme.
På min vej rundt i byen så jeg flere malere i gang med udendørsarbejde, og må indrømme at jeg ser frem til at iføre mig malerfagets hvide "kampuniform" og komme ud blandt kolleger igen. Efter en lang sommerferie og med kun lidt over en uges arbejde inden jeg måtte sygemeldes, synes ikke ligefrem jeg trænger til mere tid hjemme. Det er stadig ret begrænset hvor meget jeg kan rende rundt, og så er det jo ikke så sjovt at have "fri".................
Dagens to fotos er taget, mens solen er ved at få bugt med de sidste rester af tågen.