fredag, januar 01, 2010

Nyt år. Nye planer :)
Grønland har fyldt en del i min kalender i det foregående år, men som det ser ud lige nu, har jeg ikke nogle aftaler på den store ø i den kommende tid.
Det giver plads til andre eventyr.
Når arbejdsopgaven i Århus efter en hektisk slutfase er slut d. 30/4, vælger jeg med al sandsynlighed at puste ud på en cykelsaddel i maj måned. Ligesom i 2003 vil jeg tage på en fire ugers cykeltur i det svenske, som med sin store natur og dejlige "Allemansret" er perfekt til friluftsferie, uanset om man vandrer eller cykler :)
Sidste gang blev det til en rundtur på ikke mindre end 2500 km; det lyder af meget, men med hele dagen til rådighed, er en dagstur på ca. 100 km ikke urealistisk.
Samtidig er grundformen til de mange timer på en cykelsaddel jo lagt, da jeg næsten cykler sammenlagt 50 km. om dagen til og fra arbejde i tiden op til turen.
MEN! Der er jo fire måneder til og meget kan ske........... ;)

Så kom vi godt ind i det nye år.
Vi fik afholdt en god nytårsfrokost med et par og deres tre børn hos os og til aften gik turen til Århus, hvor vi gik ind i det nye år med nogle af Tina´s arbejdskolleger.
Ungerne gik efter frokosten deres egne veje med vennerne.
Nytårsdag er for de fleste den helt store hviledag.
Det var tydeligt at mærke, da jeg trampede rundt på cykel i det bakkede landskab på østsiden af Skanderborg Sø og videre ned gennem Pilbrodalen og hjem via landevejen fra Stilling. Der var langt mellem bilerne; om formiddagen i hvert fald ;)
Vinterbilleder : HER