Det var de to svære valg, jeg havde sat op for mig selv i dag.
I lang tid har jeg gerne ville se det ny spændene kystnære boligbyggeri "Bølgen", hvor de første to bølger ud af fem er bygget ved Vejlefjord. Lidt usikker på solchancerne for dagen, valgte jeg naturen.
Her valgte jeg en tur ud til skoven ved Jeksen og langs et naturskønt ureguleret stykke af Århus Å, der efter den lange periode med regnfuldt vejr, var meget vandrig. Her er der gode chancer for at møde vandstæren i vinterhalvåret, hvor den har forladt sine sommerpladser i Nordskandinavien.
Jeg var heldig på dagens tur og kom ganske tæt på en enkelt fugl, der i lang tid var optaget af at søge føde i det livlige vand. Ofte står de på toppen af en sten midt i vandløbet, men denne havde fundet et spinkelt fodfæste på en overskyllet gren.
Dejligt endelig at komme ud på tur; dejligt at lufte kameraet :)
Frem og tilbageruten ses : HER, samt fotos : HER
"Vandstæren lever godt op til sit navn. Ganske vist er den ikke nogen stær, men navnet er nu alligevel fint, da den er på størrelse med en stær og i den grad er tilknyttet vand. Nu er vand jo ikke bare vand – og når det kommer til de våde varer er vandstæren yderst kvalitetsbevidst. Det er langs rindende og rent vand vi finder den. Her kan den nemlig finde de vandinsekter den lever af. I dette miljø har vandstæren brug for sine helt særlige talenter. Som den eneste af vore spurvefugle er vandstæren i stand til både at svømme og dykke. Den specielle levevis har udstyret vandstæren med en række egenskaber, der gør den lille fugl i stand til at kaste sig ud i det kolde vand flere hundrede gange i løbet af en kort vinterdag. I forhold til andre spurvefugle på samme størrelse er vandstæren klædt rigtig lunt på med omkring dobbelt så mange dun og dækfjer. Næseborene kan lukkes når fuglen dykker. Og så har den ”dykkerbriller” – en gennemsigtig blinkhinde, der ofte ses som et hvidt glimt i øjet, når den står og vipper på sin udkigspost."