En kammerat og jeg har brugt det meste af dagen ved kysten på Hjarnø. Et herligt sted, der altid er et besøg værd med eller uden fiskestang.
På trods af øens lille størrelse, er der en meget varieret kystnatur, som især byder på et rigt fugleliv.
I vandet omkring, ses der ofte marsvin; den lille danske hval, der afslører sig selv, når den skal op og have luft.
Øen, og Hundshage på fastlandet overfor, er med tiden blevet mit foretrukne sted at tage på fisketur efter havørred. Kysterne er ikke så plaget af fritidsfiskeri med garn, som det ellers ses mange andre steder, og det giver rimelig gode chancer for fangst.
Da vi vendte hjem, var det uden hornfisk, og jeg havde mistet en enkelt ørred og set tre andre "medfølgere".
Så fisk er der, men de blev altså hvor de har det bedst. I vandet ;)