torsdag, april 02, 2009

Der er for alvor kommet varme i solen.
Det betyder at snogene kommer frem fra deres skjul ved søbredderne for at blive varmet op.
Hvert år tager jeg ud til en ren skovsø der ligger her i nærheden, for at se til de smukke dyr.
Der er et bestemt sted hvor de er særlig talrige, og på solrige og varme dage som i dag, ses der mange solbadere i alle størrelser fra de helt unge, til de gamle fuldvoksne, der ligger tykke, næsten meterlange og ligner rigtige slanger.
Ofte ligger der flere viklet ind i hinanden, så det kan være svært at se, hvor mange der faktisk er :)

Da jeg ved hvor jeg skal se efter dem, kan jeg komme meget tæt på dem; det kan ellers være meget svært, da for meget tramp og knas i skovbunden sender dem på flugt, enten ned i deres huler ved trærødderne eller på svømmetur ud mellem sivene.
Det er første gang jeg ser dem i år, og som altid skal øjet lige vænne sig til at spotte dem. Men når man først har opdaget dem, ser man pludselig mange.
I dag var jeg lidt for larmende i min ankomst til stedet, og fik desværre skræmt de helt store eksemplarer væk, inden kameraet var skudklar. Også blandt snogene er det nemlig sådan, at det er de gamle, der er de mest sky og forsigtige......