onsdag, april 15, 2009

Byggeriet er ikke gået helt i stå ;)
Et allikepar har fundet en egnet redeplads i en skorsten i huset overfor. I øjeblikket er de i fuld gang med at bygge rede og flyver i pendulfart med smågrene og andet materiale.
Huset hvori skorstenen står, er for tiden ubeboet, men hvis nogen flytter ind og vil bruge brændeovnen, får de sig sikkert en røgfyldt oplevelse nede i stuerne :)

Et af byens meget markante og flotte træer er i dag blevet meget kraftigt beskåret. Det har hvert år leveret hundred-, og måske nærmere tusindvis kastanier til byens børn og barnlige sjæle.
Alle der bor i midtbyen kender det 150 år gamle og meget store kastanietræ, der står i Ole Lund Kirkegaard Stræde 11. Jeg kom forbi, netop som den sidste del af kronen var ved at blive skåret ned.
Begyndene råd i dele af træet, har gjort det nødvendigt at foretage det drastiske indgreb.
Ejerne fortalte at de har været usikre på om det skulle fældes helt, eller om en styning var mulig. Den sidste løsning bliver forsøgt i håbet om at træet vil leve videre.
Træet og huset er jo en lille historisk plet i byen, for det er her børnebogs forfatteren Ole Lund Kirkegaard er vokset op.
I de ti år vi har boet i byen, har jeg altid tænkt med medfølelse på beboerne, der år efter år har måtte slæbe sækkevis af blade og kastanier væk hvert år.