mandag, marts 02, 2009

Tina´s tre ugers arbejdstur til Cuba er slut i dag.
Mens dette skrives, er hun på vej med toget fra Kastrup efter mange timers flyvning. Først ca. ti timer mellem Cuba og Paris; efter fem timers ventetid gik det videre derfra til Kastrup; hun bør nok kunne være hjemme inden midnat.
William og jeg holder os vågne og venter spændt på beretningerne fra de varme lande :)
Lidt ærgerligt, at jeg skal tidligt op i morgen, men heldigvis skal William først møde kl. 10.

Butikkerne er lukket og gaderne ligger næsten øde hen her i Skanderborg.
I provinsbyerne falder aktiviteten mærkbart på hverdagene, når der er købt ind og folk er kommet hjem fra arbejde.
Når mørket har sænket sig, går enkelte måske en aftentur gennem hovedgaden og ser på vinduer, hvis vejret ikke er for råt, mens hundeejerne skal ud en tur uanset vind og vejr.
Først natten til lørdag og søndag ændrer det sig, for så er undommen i byen, hvilket vi uundgåeligt hører en del til.
Lyden af fuldemandssang, klirrende flasker og råb fylder natten, særlig efter kl. 3 om morgenen, hvor de første begynder at finde hjem, efter en glad aften på et af værtshusene eller diskoteket; eller måske endda begge dele :)