tirsdag, marts 24, 2009

Igen er jeg på arbejde i Ry.
De 15 kilometer til arbejdspladsen bliver taget på cykel, og om morgenen går det ad den kedelige, men direkte landevej. Her var det meningen at raceren skulle i brug, men de vinterlige forhold til morgen, med bidende kold modvind og sne, krævede mere robust køretøj. Derfor kom mtb´en i brug i stedet; og meget fint alligevel, for der ligger stadig mange småsten og grus på cykelstien, der også har en meget ujævn belægning på visse stræk. Her giver mtb´ens affjedring og kraftige dæk væsentlig bedre kørsel end racerens tynde hjul.

Hvor det om morgenen bare handler om at nå frem på arbejdet til tiden, er der heldigvis mere luft i køreplanen, når det gælder hjemturen. Fra Ry er der rigtig mange gode muligheder for at lave gode og varierede omveje hjem, og det benyttede jeg mig af i dag.
Jeg lagde turen forbi et område med lidt historie, i form af nogle spor i landskabet, lige syd for Ry. Her kan man se fordybninger i bakkerne efter tidligere tiders trafik; det som kaldes hulveje. Langs en markeret sti, har Søhøjlandets Økomuseum opsat nogle gode infotavler, der udpeger sporene og giver et historisk overblik over lokaliteten.
God lille tur :)