fredag, marts 27, 2009

Der varmes op til dagens blogindlæg, mens fjernsynet kører i baggrunden.
Mens det meste af nationen er gået i selvsving over finalen i X-Factor, er William og jeg gået i stilling bag hver vores computerskærme; han vandrer rundt i World of Warcraft´s virtuelle verden, mens jeg blogger.
Tina, som er stort X-Factor fan, har fundet sammen med ligesindede i Århus, og ser finalen der. Det er vores held, for vi gider det ikke. I stedet har jeg valgt at lade min foretrukne musik tv kanal VH1 køre på tv´et.
Jeg vil bruge lidt af min aften på at kigge på Facebook.
Jeg bruger ikke ret meget tid på min del af dette sociale netværk, når jeg er hjemme i DK; der er jo så meget andet at bruge tid på, men af og til popper der lige et eller andet op, der skal reageres på.
Jeg har også oprettet et par grupper, der relaterer til Grønland. En af dem, Angissoq Loran Station, er nået op på 26 medlemmer. Jeg var på sommerarbejde på denne lille radiostation tilbage i 1987; det var mit første møde med Grønland og rejselivet som håndværker i det hele taget.
Opholdet gav mig lyst til mere, og jeg kom på Thule Air Base i 88-89 og lufthavnen i Kangerlussuaq i 90-91. Pludselig fik vi jo unger og hjemmelivet lagde en dæmper på rejseaktiviteten, men i 2004 var der igen mulighed for at komme lidt ud. Også denne gang blev det til Grønland. Danstruct søgte sommermaler til Grønlands Kommando i Grønnedal, og her har jeg været jævnlig gæst siden :)