onsdag, december 31, 2008

Sidste dag i 2008.
Igen er et år gået med mange gode oplevelser.
Det er formiddag mens dette skrives og udgives, for dagen og aftenen bliver travl, så jeg forventer ikke at have tid til at side ved computeren senere.
Den sidste oprydning i lejligheden skal afsluttes, en reklametur med William skal klares og med forberedelser til i aften; ja. så er dagen hurtigt smuttet.

GODT NYTÅR :)

tirsdag, december 30, 2008

Inden nytårsaften og vores gæster, for alvor presser sig på, og inden afrejsen til Grønland, brugte jeg denne formiddag til en servicerunde på mine geocaches for at se at de lå som de skulle.
Et lille job som altid skal ordnes, inden jeg vender ryggen til det hjemlige for et stykke tid.
En ny travelbug havde fundet vej til min cache "TB Hotel - Skanderborg", og den kunne jo meget belejligt logges som "Discovered".
Fin formiddagstur som blev klaret på jernhesten i dejligt vejr :) Undervejs blev jeg ringet op og fik fastsat mødetidspunkt i Ålborg Lufthavn til kl. 9.00 den 2 januar.
Vi holder nytår, og allerede i dag er de første gæster dukket op :)

mandag, december 29, 2008

"Shocking Tank"
Herligt legetøj som jeg fandt til William, som en af årets julegaver. Sættet består helt enkelt af to science fiktionagtige tanks, der betjenes via fjernstyring. Legen går ud på at beskyde hinanden med infrarøde stråler, hvor målet er at blive bedst af fem.
MEN...Det sjove er, at den der bliver ramt, får et elektrisk stød gennem sin fjernbetjening....Efter at have modtaget nogle træffere bliver man faktisk temmelig træt i nallerne :)
Man kan blive helt panisk, hvis modstanderen ikke er til at slippe væk fra!
Rigtig sjovt legetøj, som vi desværre ikke rigtig kan få lokket husets damer til at prøve.
"Shocking Tank" er fundet hos Gadget.dk, der bl.a. har en butik i Århus. Her er der flere sjove emner hvis man mangler en gaveidé eller to til de legesyge.
Kan også findes på nettet : HER

søndag, december 28, 2008

Inden vi fik set os om, var alle mand i gang med den helt store oprydning.
Til årsskiftet har vi boet her et år, men stadig manglede vi at få ordnet det lille rum bag køkkenet, der indtil i dag har været brugt som pulterrum. Endelig er det blevet tømt og nu er Tina rykket ind med reol og skrivebord plus det løse og har fået sig et lille kontor.
Men ungernes værelser blev taget som det første, inden de stak af; her blev både tøj og alt muligt andet blev gennemgået og sorteret inden vi fortsatte med alt det andet.
Rart at gå ind i det nye år; lettet for gammelt ragelse :)
Arbejdet genoptages dog i morgen......

lørdag, december 27, 2008

Svejstrup Enge i vintersol :)
Det dejlige solrige og vindstille vejr indbød til en frisk tur på cyklen, og små 30 kilometer blev kørt ud langs nordsiden langs Mossø på en blanding af småveje og små vandrestier, hvor mange flotte udsigter over søen og det åbne land bød sig til :)
En multicache ("Luskefis") som jeg besøgt et par gange før ude ved Gudenå (Dalgård), blev besøgt igen og heller ikke denne gang blev den fundet.
Starten på opgaven er godt gemt og det betyder at der skal snuses lidt rundt i området for at finde det første spor, men også denne gang blev det småt med arbejdsro, på grund af mange andre var lokket ud og gå tur i det gode vejr. Men som jeg plejer at sige når det ikke lige lykkes med at finde cachen; jeg kommer bare forbi en anden gang ;)
Jeg har været geocacher siden 22/5-07 og har netop fundet cache nr. 130 på turen i København, så man kan vist roligt sige, at jeg ikke overdriver min skattejagt ;)

Allerede de første dage i december havde William og Tina fået stillet juletræ op i stuen, og efter godt tre uger i varmen, så det mildest talt træt ud, da vi kom hjem i går.
William og jeg gik ud til bålpladsen ved Søbadet da mørket var på vej og brændte de tørre grene af og fik varmen i de få minutter det var om at futte af.
Vi kan godt li´at lege med ild, blev enige om :) Desværre er det jo småt med tørt brænde i skoven på denne årstid, så vores pyromane tendenser må genoptages nytårsaften.

fredag, december 26, 2008

Så er vi hjemme i Skanderborg igen :)
Og meget vigtigt; på nettet! Jeg synes ikke dagen er rundet ordentlig af, før der er lavet et indlæg på bloggen.
Men inden vi nåede så langt, brugte jeg det meste af dagen med William i Københavns gader. En køretur med metroen i undergrunden bragte os ud til Christianhavns Torv, hvorfra vi gik på en frisk geocaching tur i råkoldt og diset vejr.
Selvom jeg tilbage i firserne har arbejdet på Flådestation Holmen i lange perioder, er det alligevel første gang jeg har gået en tur langs kanalerne i Christianshavn, og der er ingen tvivl om, der mellem de gamle huse, er en vældig hyggelig stemning på solrige dage. Jeg giver gerne bydelen et genbesøg, hvis vejen skulle falde forbi på en dejlig sommerdag.

En af de caches vi skulle finde, lå tæt ved National Museet.
Det viste sig at der var åbent, og vi stak lige hovedet indenfor for at få varmen. Da vi alligevel var kommet indenfor, gik vi op og kiggede på de ægyptiske mumier, og minedes dengang ungerne som små, syntes det var noget af det mest uhyggellige der fandtes;)
Inden vi havde set os om, var der gået et par timer og vi havde travet gennem en endeløs række af sale og set alverdens ting.
Helt utroligt, så stort det museum er!

Sidst på eftermiddagen skulle det også handle om de døde.
Vi mødtes med resten af familien inde ved H.C. Andersen Slottet ved Tivoli for at se den meget omtalte udstilling "Bodies".
Meget interessant at se menneskekroppen under huden, og spændene at få lov at stå og nærstudere de mange detaljer.
Jeg oplevede kroppen som både meget kompliceret og samtidig meget enkel.
Heldigvis var mængden af besøgende ikke flere, end det var muligt selv at bestemme farten på turen gennem udstillingen.
Efter aftensmad hos svigermor, gik turen hjem i en tungt lastet Suzuki Alto, hvor fire personer og mange julegaver fyldte godt op.

torsdag, december 25, 2008

Inden julefrokost blev der tid til en kold tur på stranden ved gilleleje. Jeg havde håbet at finde en flot sten, rombeporfyr, som er en ledeblok fra de norske fjelde.

Juleaften blev holdt i roskilde. Vi fik også lige gået en tur gennem byen og set domkirken. I dag går turen til nord sjælland.

tirsdag, december 23, 2008

Vel ankommet til København :)
Jeg måtte tage toget, for at der kunne være plads til gaver i bilen. Med god tid og godt vejr i København, var det oplagt at gå en bytur og geocache og se det nyrenoverede havneområde. En tur rundt i Kastellet blev der også tid til.
Der bliver nok internetfri de næste tre dage, men en lille hilsen fra mobilen kommer der naturligvis:)
God jul til alle :)

mandag, december 22, 2008

Det blev en ret fredelig dag.
Tina og Naaja tog til Århus og fik klaret nogle ting, mens jeg blev hjemme hos William og en af hans venner, der sov hos ham i nat. Eller rettere i dag, for de gik først i seng kl. halvsyv i morges efter en lang nat foran computerne og stod de først op hen på eftermiddagen.
Jeg nåede da heldigvis også en tur ud i den blæsende dag, i de sidste par timer inden solen gik ned. Turen gik bl.a. ad Sumpstien. Her går noget af stien langs gamle smalle udgravede kanaler, der med tiden er ved at blive meget lavvandede og efterhånden er ved at gro til.
For tiden er den del af kanalen der ligger nærmest Døjsø, fyldt med store stimer af små aborrer, iblandet småskaller på op til fem cm. Skallerne kendes på deres karakteristiske sølvglimt når de vender siderne til i vandet, mens aborrerne har tydelige striber. Når man passerer deres opholdssted bliver de urolige og får vandet til at koge.

Turen gik videre mod vandrehjemmet langs søen, for her er der altid en flot aftenstemning at hente, når vejret er klart.
Altid dejligt at komme ud og blive blæst igennem :)
Ellers er vi, som alle andre familier, ved at smøge ærmerne op og gøre klar til flere dages jule/nytårs marathon. Juledagene kommer til at gå i København, mens vi får besøg over to-tre dage i forbindelse med nytåret, som vi holder hjemme.
Mens vi er i København bliver vores lejlighed lånt ud til familie, som skal holde jul i Århus; ganske praktisk :)
Udover familiebesøgene, håber jeg at vi kan få tid til at se den spændene udstilling, "Bodies", hvor der er en helt udsædvanlig mulighed for at studere menneskekroppen i detaljer. Se nærmere : HER
Et andet ønske (Nok mest mig og Naaja) er filmpremieren på Jim Carrey´s "Yes Man". Link til filmen : HER

søndag, december 21, 2008

Den ene af de gaver jeg har købt denne jul er "Udvalgte Fluer". Et fint udvalg af Storm P´s næsten 3000 fluer.
Den er egentlig udenfor programmet, men den måtte med hjem, for jeg kan simpelthen ikke stå for Storm P.´s helt utrolige leg med det danske sprog og de morsomheder det er blevet til :)
Boggaver som denne, har jo den dejlige fordel, at jeg også selv kan nå at få glæde af den inden den 24. ende ;)
Den bliver naturligvis behandlet meget forsigtigt!
Jeg havde lyst til at give et par eksempler, men det er som om tegningerne også skal med. Derfor; kig efter Storm P næste gang du kommer i boghandlen eller på biblioteket :)
......Og så alligevel, citater kan ses : HER

lørdag, december 20, 2008

Med en nogenlunde skyfri morgen, kunne solopgangen følges til morgen kaffen :)
På billedet er solen netop kommet fri af horisonten, og er begyndt sin korte arbejdsdag på den danske december himmel.
Om få dage er vi nået årets korteste dag og herefter går det igen den rigtige vej; nemlig mod dage med masser af lys :)

Jeg har flere gange nævnt byggeplanerne på den gamle containerhavn i Århus Nordhavn.
Her har finanskrisen fået udsat og måske endda aflivet planerne for højhusbyggeriet i "Lighthouse" projektet, for nylig.
Den væsentlige del, men også den dyreste del af byggeriet er højhuset, og som det ser ud lige lige nu, bliver kun de lave huse opført. De bliver såmænd også spændene at se på, men det er som om hele området mister noget af glansen, når højhuset ikke kommer med.
I øverste venstre hjørne ses det trappelignende byggeri "Z Huset" som er påbegyndt, som det første på havnegrundene.
Midt i billedet ses "Isbjerget"; et projekt vi har meldt os interesserede i, og derfor har vi i dag modtaget en del info om lejlighedernes størrelser, tegninger, priser, materialevalg osv.
Se mere om "Isbjerget" : HER

Trist at sagsbehandling og forberedelserne for området har været så træge, og lokalt har der også været meget modstand og kæmpe imod. Der skulle have været arbejdet hurtigt i Århus Kommune, da pengene sad løse.
Nu kan udviklingen af havnen blive sat helt i stå eller blive meget træg..........

fredag, december 19, 2008

Kl. 14.35 kørte Naaja´s tog ind på perronen, og jeg var selvfølgelig oppe på banegården og tage imod :)
Dermed er hendes juleferie på to en halv uge begyndt. I det hele taget var toget godt fyldt med efterskoleelever på vej hjem til deres familier. De får nu en pause fra deres livlige hverdag blandt mange mennesker på alle tider af døgnet.
Jeg tror ikke Naaja er den eneste efterskoleelev, der synes det virker meget stille, lige når man er kommet hjem.
Men det får hun hurtigt lavet om på! Mens jeg skriver dette, kører musikken halvhøjt inde fra hendes værelse mens hun gerne synger med :) Samtidig er William og Tina i gang med en julekalender på tv, også her må lyden have en tand op. Jeg sidder midt imellem :)
Også William og Tina´s juleferie begyndte i dag. Hyggeligt at hele flokken er samlet igen :)

I løbet af dagen blev disse to bøger om skiløb afleveret på biblioteket.
Dem lånte jeg for et par dage siden, for selvom jeg har kørt en del på langrendsski i forbindelse med arbejdsturene på Grønland, har jeg aldrig fået nogen instruktion i brugen af ski. Jeg har selvfølgelig fået lidt erfaring med tiden ved at prøve mig frem, men der er nu mange ting jeg ikke har viden om, og det er bestemt ikke altid udstyret gør som jeg vil ;)
Meget interessant at læse lidt teori, men jeg klarer mig alligevel nogenlunde med det udstyr som jeg lidt tilfældigt får lånt mig til i "Vældfærdscontaineren" hos Grønlands Kommando. Der er jo heller ikke så mange andre muligheder, medmindre jeg selv vil investere i grejet.....

Aftenen rundet af med en tur i vores lokale bio sammen med ungerne, hvor vi fik set "Tropic Thunder". En absurd historie, som kan ses anmeldelt vi DR´s "Troldspejlet" : HER
Hvad jeg synes?....Den lader vi stå lidt ;) Men ungerne hyggede sig...

torsdag, december 18, 2008

"Andre gider ikke høre, hvad du skal i aften".
Den tekst kan for tiden læses på skærmvæggen bag buschaufførenes plads. Det er ment som en venlig hentydning til de, som ukritisk plabrer løs i mobilen i tide og utide, uden hensyn til sine omgivelser.
En tendens, som er ved at være en plage i det offentlige rum. Os der bruger de offentlige transportmidler har det inde på livet dagligt, for her sidder vi bænket ved hinanden i kortere eller længere tid, og det bliver virkelig belastende at lægge øre til folks private ævl.
Heldigvis har de fleste en naturlig grænse for, hvornår det bliver for meget med mobilsnakken, og bruger den til korte beskeder, hvilket jeg synes er helt ok.
Man kan jo altid sige at man ringer tilbage, når man er stået af bussen eller toget, eller trække sig ud i mellemgangen, hvis man kører tog, og har behov for en længere snak.
Det handler nok om opdragelse og forståelse for ophold bland andre mennesker; men det skal nok komme, ligesom vi ser at de fleste husker at slukke mobilen når man f.eks. går i bio eller til møder.

Nogle af dagens gavekøb blev gjort i Horsens; bl.a. i Horsens Bycenter, hvor der er opstillet dette lille nisselandskab.
Turen dertil gik med bus 107, hvor inspirationen til ovenstående tekst blev hentet.

onsdag, december 17, 2008

Min første dag i juleræset.
"Juleræset" er nok et urimeligt ord, da jeg faktisk har flere dage til gavekøb foran mig, og med en lille foreløbig ønskeliste ved hånden, ser det også overkommeligt ud. Endnu ;)
De fleste gaver kan vi købe her hjemme, men en tur til Århus måtte gøres, for at komme i de mere specielle butikker.
Jeg kan jo ikke gå i detaljer her, men dagens anstrengelser kastede kun en enkelt gave af sig. Men turen handlede også meget om at få lidt gave idéer med hjem.

Flere store byer har isbaner i årets koldeste tid.
Hvert år har Århus opstillet sin på den store plæne foran Ridehuset og Musikhuset midt i byen. Den er altid godt besøgt og i dag var heller ikke nogen undtagelse. Det så ud som om en skolefritidsordning havde arrangeret en tur til banen i dag. På et tidspunkt stod en voksen i hvert fald og gav en del forklaringer til en stor flok unger, inden de blev lukket ud på isen.

Efterhånden er det, at se julekalender på tv, blevet et slags frit valg på alle hylder.
De forskellige tv kanaler sender hver deres kalender for henholdsvis børn og voksne, med flere genudsendelser nat og dag. Men er det ikke nok, kan man også vælge at købe alle tidligere sendte fra de forrige år på dvd.
Og så er der rigtig god mulighed for visuel juleforstoppelse ;)
I år genudsender TV2 "The Julekalender" og den har William været med på fra starten. Men jeg er jo kommet temmelig sent ind i forløbet, derfor er den blevet købt på dvd, så jeg kan blive "samlet op". Nu kan vi selv bestemme farten på serien, og samtidig kan de særlig sjove scener også genses efter behov, og det er ganske fornøjeligt :)
Et hyggeligt juleprojekt med W, hvor vi særlig morer os over begivenhederne hos Oluf, Gertrud, hunden Emil og deres mystiske gæst Benny, som til tider lyder uhyggeligt meget som en "københavner" !!! Men som alle ved, er han (Også ;) en af de nissefarlige Nåsåerer.
Vi følger spændt udviklingen i den mørke stormfulde nat....... :)

tirsdag, december 16, 2008

Så er jeg i Skanderborg igen efter en planmæssig hjemrejse.
Helikopterturen gik den direkte tur over et hjørne af indlandsisen i flot klart vejr til Narsasuaq. Herfra med fly til Ålborg og videre hjem med tog/taxa. Hjemme kl. 01.30.......
Som altid er jeg lidt halvslatten den første dag efter hjemkomst; også selvom tidsforskellen kun er fire timer. Det er som om man rammer lidt for skævt ind på DK tid; nok mest især fordi rejsedagen har været lang og vi kommer hjem om natten, mens det meste af nationen sover tungt.
Ofte blive det kun til et par timer på køjen den første nat. Men allerede i morgen er der balance i tingene igen.
Danmark ser ud som jeg forlod det, for et par uger siden; gråt og diset, men meget lunere end Grønland ;)