søndag, september 07, 2008

Grønlandsturen betyder denne gang en "mellemlanding" i Ålborg, da vi skal møde i lufthavnen i morgen tidlig kl. 8.00.
Jeg har ikke mulighed for at nå frem med toget og valgte en overnatning i bymidten, så der kunne blive mulighed for at lege turist og geocache, når nu det skulle være:)
Dagens billeder er fra to helt forskellige byggerier ved byens havnefront, der for tiden gennemlever en kraftig udvikling, med nye byggerier med blandt andet Utzon center (Ses forneden).
Mellem det nye, står de flot vedligeholdte gamle bygninger. På billedet foroven ser man noget af Aalborghus Slot, som også havde åbnet dørene til en rundtur i nogle fugtige gange under jorden. Her måtte jeg selvfølgelig også ned og kigge.
Går alt vel i morgen holder denne blog ferie, og de næste indlæg blive udgivet på min grønlandsblog, som kan findes ved et klik : HER.

lørdag, september 06, 2008

Dagen har budt på en tur til Hadsten, nord for Århus.
Her ses en flot bronzeskulptur foran stationsbygningen, der hylder jernbanearbejderne som sled sig gennem landskabet med håndkraft da banerne blev anlagt.
Her skulle Tina hjælpe en arbejdskollega med lidt malerarbejde og tog afsted fra morgenen, mens jeg fulgte efter et par timer senere. W og jeg skulle morgensumme lidt ;)
Ankommet til Hadsten lagde jeg ud med lidt geocaching og kom i den forbindelse på en rundtur i byen, og fik set Sct Paul, den lokale og meget atypiske kirke og blev også sendt på en lille omvej langs Lilleå, som løber gennem byen.
Efter et par kopper kaffe forlod jeg de hårdt arbejdene damer, og tog hjem til William igen, for vi skulle en tur i vores lokale bio til aften for at se "WALL E". En sjov og sød film, hvor alle vil føle sig underholdt.
Besøg Disney´s egen officelle "WALL E" site : HER.

fredag, september 05, 2008

Århus Festuge har været igang i nogle dage.
Jeg var et smut forbi i går, og kom forbi og var tilskuer til denne meget alternative måde at sejle ned af åen på :)
Man havde mulighed for at blive lukket inde i en stor plasticbold, der blev fyldt med luft og lukket til. Herefter var der rig mulighed for at tumle rundt til vi andres fornøjelse :)
Allerede i går eftermiddags gik det galt med computerne herhjemme.
En ny netværksrouter skulle indstalleres, og det plejer normalt ikke at skabe de store problemer. Det gik også fint lige indtil jeg skulle kryptere netværket. Midt i installationen gik forbindelsen til nettet gik ned og computerne gik med :( De kan nu engang ikke lide at blive afbrudt midt i vigtige installationer!
Uanset utallige forsøg var ny forbindelse umulig.
Eneste redning var at kontakte vores internet udbyder i dag, da forbindelse kun kunne gendannes med deres hjælp.
Det hjalp, men to af computerne måtte til sidst opgives og formatteres. Det gjorde nu ikke noget, da de var værdigt trængende til den store omgang.
De kære maskiner ( især ungernes :), har det jo med at suge en masse skidt til sig ude fra nettet og med tiden begynder forskellige programmer også at blive ustabile. Der jo grænser for hvad de forskellige hjælpeprogrammer kan udrette;)
Tja.....Så var den dag gået............

torsdag, september 04, 2008

Mobilblog. Opsætning af router har saboteret vores netforbindelse. :(

onsdag, september 03, 2008

Jeg og William har begge fødselsdag i januar, den mest triste og kedelige del af året.
For en gangs skyld er der noget at se frem til. Vi har modtaget bekræftelse på vores fodboldtur til Barcelona med posten i dag.
Vi skal se kampen Barcelona - Deportivo la Coruna på Camp Nou d. 18 januar og har fået pladser på lidt oppe i højden på langsiden.
En rigtig dejlig fødselsdagsgave til drengene, som vi glæder os til at "åbne" :):)

Dagen bliver nok brugt hjemme.
Allerede fra morgenen har det regnet kraftigt, og jeg vil bruge det meste af tiden med at summe rundt herhjemme, afbrudt af lidt smutture ud i byen for at ordne småting.
Det er formiddag mens jeg skriver dette indlæg og holder kaffepause fra rengøringen.
I baggrunden kører tv´et med et program fra Viasat History. Udsendelsen er interessant, men den er indtalt af en person, der har en tung dunkel stemme, der næsten er med til at fremhæve den dystre stemning i vejret.
Med udsigten til en stor fodboldoplevelse, kunne godt være jeg skulle finde en mere sprælsk kanal eller tænde for radioen, for ikke alligevel at ende dagen som en nedtrykt og depressiv familiefar ;)

tirsdag, september 02, 2008

Dagen brugt på kysttur.
I håbet på en gentagelse af torsdagens tur, tog jeg ned til Hundshage igen.
Men mens jeg var på vej dertil, blæste det kraftigt op fra syd og vandet var blevet så grumset og uklart, at det nærmest mindede om kaffe med fløde :( Altså ikke egnet til ørredfiskeri.
Efter at have vurderet sagen lidt, tog jeg i stedet med færgen over til Hjarnø, der ligger overfor. Her er jeg jo nærmest på hjemmebane, og ved at der altid kan fiskes næsten uanset vejret. Med vindretningen i dag blev der også her meget uro i vandet, men modsat Hundshage, blev der ikke helt uklart og det blev til tre timers fiskeri, dog afbrudt af mange kaffepauser, men uden fangst.
Et sidste forsøg blev gjort ved odden vest for Snaptun Havn. En times tid med stangen gav kun et nab fra en hidsig hornfisk.
Ved tretiden blev bussen taget hjemover, samtidig med et begyndene regnvejr trak over os. Men en fin lille rundtur ved vandet omkring Hjarnøsund blev det til :)

mandag, september 01, 2008

Hvis ænder kunne holde på hat og briller, ville det være nødvendigt i dag, for de har haft en hård arbejdsdag på søen, der er blevet godt rusket op af den kraftige vind, som også varsler et kommende regnvejr.
Årets første efterårsdag startede som en smuk sommermorgen, men forventes at ende regnfuld og blæsende, som det ser ud nu ifølge meteologerne.
Den indre uro er også begyndt at melde sig.
Jeg rejser til Grønland næste mandag, og selvom det siden den første tur i 1987 til Angissoq Loran Station, er blevet til mange ture op i det arktiske, melder uroen sig altså altid i ugen op til afrejse, uanset om det er kortere eller længere tid jeg skal være væk.
Det er også i ugen inden afrejse at pakningen begynder. Ting skal købes og findes frem fra de mørke gemmer, og de små bunker begynder for alvor at dannes i stuen, for selvom jeg allerede har en del ting liggende deroppe, er der altid noget mere der skal med.
Det meste tøj er allerede deroppe og en ny mountainbike står klar til at blive samlet. Den blev jo allerede sendt op i foråret for at være klar til sommeren, der som bekendt kom til at gå helt anderledes end vi havde forventet.