lørdag, august 09, 2008

Det har været dejlig sommerligt vejr hele dagen, uden at blive for hedt.
Vi lagde ud med en lille rundtur til fods, for at se på de nærmeste omgivelser. Her kom det hurtigt til at vise sig, at størrelsen på Paris og afstande til de mest gængse seværdigheder, ville betyde nedslidt fodtøj, meget trætte ben og ikke mindst meget spildtid, hvis ikke vi brugte transport.
Her kom vi så til at lære et genialt bycykel netværk at kende.
Overalt i Paris står der med ca. 300 meters mellemrum, anlæg med gennemsnitligt 20 cykler. Systemet fungerer ellers næsten som vi kender det fra bycyklerne i Århus, men her er der tale om cykler i en kvalitet som kan måle sig med en almindelig standard cykel. Tilbudet er så atraktivt at det bruges af mange af de, der færdes i Paris til daglig. De har et årskort, der gør det lynhurtigt at tage en cykel.
Dog koster det penge og betalingssystemet krævede lidt ekstra opmærksomhed at komme ind i, da det involverer betalingskort og oprettelse af koder, som skal benyttes for at frigive en cykel fra standeren. Jeg ved ikke helt, hvad det vil løbe op i kroner og ører, men det er klart nemmere og mere frit end tog og bus, da man selv bestemmer undervejs. Dog kan solidt regnvejr nok få os på andre tanker :)
På dagens tur, prøvede vi bla. kræfter med den heftige og hidsige bytrafik op ad Champs-Elysées, og vendte omkring Triumfbuen. Puha! :)

I går aftes nåede vi ikke en tur til Eiffeltårnet, som forventet. Pludselig var vi gået kolde og dermed i seng :)
Jeg havde hørt at tårnet var belyst om aftenen og det skulle vi selvfølgelig også se.
Sammen med hundredvis af andre turister (og vel også et par lokale) havde vi sat os på den lange plæne nedenfor, for at kunne nyde synet af det imponerende tårn i en dejlig lun og vindstille sommeraften.
Mange havde gjort det til en "skovtur" og sad på tæpper med medbragt mad.
Vi havde fundet en plet på passende afstand af tårnet, og dejlig tæt på en mulighed for at købe kaffe ;)
Det var også her vi sad, da der i ti minutter blev tændt for et flimrende lysshow, med blinkende hvide lys, der løb over hele tårnet.
Fotos : HER