Samtidig forlader han mellemtrinet (4-6 klasse) og går ind i det sidste forløb der kaldes udskolingen (7-10. klasse). Det betyder også at de får nye lærere, og at de gamle klasser bliver brudt op, med en ny sammensætning af elever som resultat.
I den anledning var vi nogle enkelte forældre der var mødt op til morgenkaffe og brød, hvor vi fik sagt pænt farvel til lærerne som har slidt sig gennem dagene med vores unger siden fjerde klasse :)
Vores lokale storby og østjyske hovedstad, Århus blev også ramt af lidt solstrejf, på trods af de mange skyer og regnvejr.Her sidder jeg ved Clemensbro og nyder en god kop kaffe, mens jeg ser på gadelivet. Hyggeligt :)
Byen summer af sommer og de mange nyudsprungne studenter kan både høres og ikke mindst ses overalt med deres karakteristiske hvide studenterhuer.
Mange har, traditionen tro, været i tur i springvandet ved rådhuset, der i dagens anledning bliver fyldt med shampoo og bliver til et kæmpe skumbad. Det var festligt at se på :)
Den egentlige årsag til turen derind, var bestilling af en rejse til mig og ungerne. Uge 31 er nu afsat til en tur på Mallorca. Det glæder vi os til, for der har vi ikke været før :)
Ikke mindre end 104 containere var linet op på skovstykket ved landevejen til Horsens.Også i skoven stod der flere spredt i lysningerne, hvor kommende barer og boder osv. skal stilles op til årets Skanderborg Festival i uge 32.
Lyden af værktøj og mennesker i arbejde vil fylde skoven fra nu af og til et par uger efter festivalen er slut.