Campingsæsonen står for døren.De fleste campingpladser rundt om i landet har sæsonstart i påsken, som i år ligger meget tidligt.
Jeg er i de kommende dage ved at få gjort min campingvogn klar.
Jeg er for det meste den eneste der bruger den, mens de andre i familien højest når op på to-tre overnatninger i løbet af sommeren, og ellers holder de sig til dagture i forbindelse med godt strandvejr.
For mig er det blevet en base for mine fisketure på Hjarnø, og fungerer som en lille fiskehytte.Vognen er fem meter, så den er rigelig stor til mig. Sidste efterår begyndte jeg at pille de faste siddegrupper i begge ender ud, for dem sad man alligevel ikke ret godt i. De stod nu også mest i vejen og var besværlige at komme omkring for en langlemmet mand som mig :)
I stedet får jeg bygget en rigtig seng ind i forenden og får dermed et lille soveværelse, mens siddegruppen ved indgangen bliver afløst af en god plastichavestol og et tilhørende cafebord. Dette lille arrangement kan så tages med udenfor når kaffen skal nydes i morgensolen, og vejret i øvrigt tillader det ;)
Køkkensektionen med køleskab, gaskomfur og div. skabe forbliver intakt, sammen med det lille toilet, som jeg bruger til opbevaring af alle fiskegrejerne.
Alt i alt er/bliver det et rigtig godt lille "sommerhus" :)
Med en god vens hjælp, skulle vognen gerne nå frem til Hjarnø inden 1/4, og en forhåbentlig forrygende fiskesæson ved vandet vil begynde :)