mandag, december 31, 2007

Fyrværkeri er ikke noget jeg kan tage billeder af, derfor dette fine lånebillede fra nettet :)
Vi har ellers haft store planer for dette nytår, men er endt med kun at være Tina, William og mig herhjemme....... Naaja og en veninde har været her det meste af dagen, men pakkede de bærbare sammen, og tog på overnatning hos veninden midt på aftenen.
Vi skulle have været i et stort badeland i Tyskland med nogle venner i disse dage, men mangel på biler, arbejde, flytning og andre forhold saboterede projektet for få dage siden. Alternativt skulle de have været her i aften, men tidligere i dag meldte de fra på grund af sygdom.
Vi overtager jo officielt den ny lejlighed pr. 1/1-08. Det fejrer vi ved at gå derop lige før midnat, for at skåle det ny år ind og se fyrværkeriet fra de store vinduer.

GODT NYTÅR
TIL
FAMILIE, VENNER,
ARBEJDSKAMMERATERNE I GRØNLAND :)
OG ALLE I ANDRE DER KOMMER FORBI HER PÅ BLOGGEN

søndag, december 30, 2007

Netop som jeg har pevet over alt det her gråvejr vi har døjet med i den seneste tid, blev det solen der trådte i karakter i dag :)
På arbejdet blev de sidste småting klaret og mit grej er nu rykket op i den ny lejlighed, som jeg skal male i næste uge.
Inden jeg gik til de hjemlige flytte opgaver sammen med Tina, måtte jeg lige ud og rulle en tur på mountainbiken i det gode vejr. Jeg må erkende at jeg kunne mærke, jeg har været uden cykel i lang tid, så det er vist med at komme ud og få trampet noget liv i benmusklerne når muligheden byder sig :)
Jeg brugte turen til at tilse min geocache ude ved Vester Mølle, mens de andre må vente til senere. Det er tydeligt at se på hjemmesiderne på nettet, at geocacherne holder sig i ro, nu hvor jul og vintermørke er over os.
Helt farveløst er det dog ikke her midt på vinteren. Når solen rammer rigtigt, blusser de grønne og brune farver på mos og visne blade i skovbunden rigtig op. De små vandfyldte skovbække klukker og risler livligt efter det seneste døgns solide regnskyl.

lørdag, december 29, 2007

I dag valgte jeg at sove længe, helt til 8.30 :)
Jeg nøjedes med et par timer på jobbet, for at sprøjtemale et par gamle radiatorer og gøre klar til det sidste træværk i morgen.
Hjemme er vi begyndt at pakke for alvor, og storskrald er begyndt at danne bunker ude og inde. Stigereoler blev støvet af og tømt for bøger oa. og skal flyttes ned i kælderen det nye sted. Her skal der forberedes opbevaringsplads til alt det, der ikke lige skal bruges i hverdagen.
Vejret har de sidste dage været meget grå og kedelige, men til eftermiddag kom der lidt huller i skydækket og lidt blå himmel (med streg under lidt :) lokkede mig og Naaja på en rundtur ved sø og skov :) Helt tørt blev det dog ikke for et par solide byger passerede over os undervejs på turen.
Lige inden vi forlod Sølunds område, kom vi forbi et laset telt, der må være en sidste rest af festivalens alternative opholds steder. Ikke alle overnatter på de officielle teltpladser, de finder i stedet ly for natten, måske som her, i en fugtig og ubekvem, myggefyldt sump :)
Til aften er vi delt op i to hold. William og Tina ser tv, mens Naaja og jeg holder computer aften ude i køkkenet. Hun er gået helt i selvsving over i sin nye Macbook :) Meget af tiden har hun arbejdet med redigering af video optagelser, hun har lavet sammen med nogle af sine veninder. Udgivelser bliver snart lagt på Youtube.

fredag, december 28, 2007

Det var ellers meningen, jeg skulle være færdig med at male i børnehaven i dag.
Desværre dækkede den hvide træværksfarve ikke de meget grå farver, der skulle males over, særlig godt. To gange gange var ikke nok :( Jeg må på den en gang mere i morgen.
Vi har længe været på vej til at opgradere vores computere. I dag blev det til fornyelse af mit og Naaja´s grej. Hun har fået en Macbook, fordi hendes kommende efterskole udelukkende kører med Mac computere, der er rigtig gode til arbejde med medier. Jeg selv er gået over til en lille men stærk HP, men stadig bærbar. Tina arver min gamle Acer, for hun bruger kun computer til at se mails o. lign. William bliver "tunet" i den nærmeste fremtid, Jeg skal bare lige finde en god løsning der passer til hans behov.

torsdag, december 27, 2007

Fra næste uge vil jeg begynde at male den ny lejlighed.
Allerede nu er vi begyndt at få maling stillet klar og vi har også været på det første tæppekig hos Garant. Der er et kæmpeudvalg i diverse belægninger, så vi har en opgave foran os når vi skal vælge.

onsdag, december 26, 2007

En fredelig arbejdsdag, som blev tilpas kort til at jeg kunne nå en tur ud langs søen og nyde den dejlige milde sydvestenvind.
Selvfølgelig var kammeraet også med og nogle varianter af solnedgangen skulle knipses :)
Til aften kommer resten af familien hjem, for både Tina og jeg er på arbejde resten af ugen. Så kan ungerne nyde et par dage i fred og ro med nogle timer for sig selv i huset.

tirsdag, december 25, 2007

En hyggelig og vel overstået juleaften gav denne lille fine gavehøst som ses her. Håber jeg også har fortjent disse gode ting :)
Jeg forlod en sovende familie og tog afsted fra Københavns Hovedbanegård kl. otte i morges. Efter en hurtig vending hjemme for at komme i arbejdstøjet og få brygget en gang kaffe til thermokanden, gik det over til børnehaven for at få startet op.
I dag fik jeg slebet og vasket alle glatte flader, og de kulørte felter har fået en gang hvid grunding. Nu er jeg klar til at gå i gang med en rigtig arbejdsdag i morgen.
Det er faktisk helt rart at komme i gang igen efter nogle turbulente og lange rejsedage.

mandag, december 24, 2007

Så nåede vi endnu en juleaften.
Vi skal jo en tur til København for at gå om juletræet, med mangelen på varmt vand, aflyste vi juleaften her hos os.
Tina og ungerne bliver nok et par dage, mens jeg tager tilbage i morgen tidlig for at gå på arbejde. En stue i en af byens børnehaver er tømt, så vi kan komme til at male den mellem jul og nytår, hvor de holder lukket.
God jul til jer, kære læsere :)

søndag, december 23, 2007

Dejligt med lidt sol i dag, selv om den har lidt svært ved at klemme sig ned mellem husene i Adelgade.
Jeg er jo kommet tilbage i den gamle gænge med reklameturene med ungerne. Naaja og jeg tog turen rundt i dag i et vejr, der var betydeligt mildere end de minus ti grader, der har været i den periode jeg var i Grønland.
Det er også et anderledes "mørkt" lys der er her i DK. De store snedækkede hvide flader i Grønland gav masser af lys, også selvom solen ikke ramte os direkte nede på stationen.
Men dejligt er det nu også, at det er muligt at komme rundt uden at skulle passe på isglatte underlag og snedybder :)
Når vi er kommet over julen skal jeg ud og snuse til duften af jord og visne blade i skoven :)
De sidste julegaver er købt og vi er klar til juleekspeditionen til København i morgen. Tina og jeg har også været oppe og måle lejligheden op og nyde udsigten over by og sø.

lørdag, december 22, 2007

Danmark i december er lig meget gråvejr.
Dagen brugt på juleindkøb med Tina i Århus og herhjemme i Skanderborg. Her i byen var det faktisk ganske nemt at komme omkring. Det er måske lidt overdrevet at juleindkøb er et helvede at komme i gennem, især hvis man har gjort lidt hjemmearbejde med en gaveliste i forvejen og har fået afsat passende tid til opgaven.
Vi har fået nøgle til den ny lejlighed. Meget heldigt ligger den nær ved, for uden varmt vand her, kan vi luske op i den og benytte badet deroppe. Vi er også begyndt at flytte ting over i det ny kælderrum, som er dejlig rummeligt og opvarmet.
Ellers er huset fyldt af god stemning og glæde af at være sammen igen :)

fredag, december 21, 2007

Kom hjem fra Grønlandsturen klokken et om natten.
På grund af tidsforskellen mellem Danmark og Grønland, kniber det altid med at falde i søvn den første nat hjemme. Det er egentlig også meget godt, for der er altid en del post og andre småting der skal kigges på. Altid skyllet ned med en god kande Karat kaffe :)
Men denne gang var der mere alvorlige ting i vente. Tina havde gennem nogen tid bemærket nogle dryp fra nogle rør nede i kælderen, og det måtte jeg ned og se nærmere på. Heldigt at jeg kom forbi, for vandet smådryppede fra nogle kraftigt tærrede rør i bunden af varmtvands beholderen.

Jeg brugte natten på at tømme kælderen for alt vores opbevarede skrammel og håbede at beholderen holdt natten over.
Klokken syv blev en vvs mand tilkaldt og som ventet kunne vi konstatere at den ikke kunne repareres. Resultat : Nul varmt vand før efter nytår. Noget nyt udstyr skal installeres.
Surt efter som vi kun har huset i tre måneder endnu, men aftalen med køber forpligter os til at overdrage ejendommen i beboelig stand. Det kan være at nedrivningen udsættes på grund af de træge tider på boligmarkedet og huset i stedet lejes ud for en periode.