lørdag, juni 30, 2007

Til aften tyndede det ud i de kraftige regnbyger.
Jeg valgte at tage på en lille tur ud til Vestermose lidt udenfor Skanderborg for at finde en cache. Det blev en fin lille tur rundt om mosen, som jeg faktisk altid kun er kørt forbi. Den er i dag gennemskåret af motorvejen og har derfor ikke haft min store interesse. Men geocaching har jo den fordel (og det er også en del af idéen) at man kommer rundt på steder, som man ellers ikke har set før.
Jeg måtte opgive at finde "skatten", efter at have trampet rundt mellem væltede træer og vildtvokset krat et længere stykke tid. Den er ellers registreret som værende nem at finde. Jeg prøver igen en anden god gang :)

fredag, juni 29, 2007

Opsætning af filt.
På nybyggeriet her i Skanderborg har jeg været gennem en periode med klargøring af de pudsede vægge. Fuldspartlingen er overstået for længe siden (Bortset fra vådrummene), men efterfølgende skulle de pletspartles, slibes og grundes. Nu er opsætningen af filt i gang.
Overfladerne skal stå 100% glatte, for væggene vil blive udsat for en kraftig belysning fra adskillige spots, der er indbygget i lofterne, og enhver ujævnhed vil kunne ses. Derfor kræves der ekstra omhyggelighed i bundarbejdet.
Ungerne har sidste skoledag, og går nu seks ugers ferie i møde. Midt i næste uge skal Tina en tur til Paris sammen med en arbejdskollega, og her starter hendes ferie der går over fire uger. Jeg må vente et par uger endnu.

torsdag, juni 28, 2007

Mens Naaja var til fødselsdag hos en af veninderne, tog vi andre på en udflugt til Bilka i Horsens for at ose lidt omkring :) Der er åbent til kl. 21 på hverdagene, så det giver mulighed for lidt aftenshopping. Et let fire personers telt blev købt til vores sommertur til Holland.
Netop som vi kom hjem , dukkede Kim op til en kop aftenkaffe. Han var ude på en aftentur på sin motorcykel, selvom det var en rigtig kold fornøjelse.

onsdag, juni 27, 2007

En arbejdsdag i Århus, med udsigt til mørke baggårde.
Denne gang blev det til en éndagstur med mester og en af mine kolleger, med et dejlig nemt overstået stykke arbejde. En flytte lejlighed i pæn stand skulle friskes op inden et nyt hold lejere rykker ind. Vægge, dørkarme og fodpaneler fik en gang maling og vi nåede at blive færdige i dag.
Dagens vejr har budt på regn og rusk.
Derfor blev de indendørs aktiviteter prioteret. Ungernes computere har haft en del problemer med at køre deres spil på en tilfredsstillende måde. (Naaja spiller mest Sims 2, William er på World of Warcraft) Problemet kunne løses med indsætning af ny grafikkort i maskinerne. De blev forståeligt nok rigtig glade for at spillene kører uden at "hakke" og med flottere opløsning.
Noget af min aften går med at læse på : Idéoffensiv, en ny hjemmeside som Skanderborg Kommune bruger til at skabe debat og interesse for udviklingen i vores område. En god mulighed for at komme med idéer og se andre borgeres forslag. Jeg håber politikerne også kigger med !

tirsdag, juni 26, 2007

Efter nattens massive regnskyl strutter stokroserne af sundhed og græsset er blevet grønt igen.
Jeg synes ikke rigtig der er noget at fortælle i dag, men mens William var ude og skate, tog vi andre på en travetur i den fine sommeraften, op til Skanderborg bakker, for at se på de mange forskellige huse der dukker op i det ny villakvarter.
Som altid blev der sludret om stort og småt undervejs, dog var Naaja mere tavs end sædvanlig. Hun var flad ovenpå en begivenhedsrig weekend :)

mandag, juni 25, 2007

En gråvejrsdag med regn af og til.
Efter arbejdet fik William og jeg taget turen med reklamerne på et godt tidspunkt, hvor der var ophold i regnvejret. Senere fik vi også kigget lidt på nogle af hans lektier og hyggede os med hinandens selvskab.
Klokken er ved at være 21 og vi har plantet os ved hver vores computer, og venter på damernes hjemkomst fra den forlængede weekend i København, hvor koncerten med Justin Timberlake heldigvis har været den helt store oplevelse.
Dagens billede er hentet på : HITI. Her kan der hentes små sjove ting og pynt til hjemmesiden.

søndag, juni 24, 2007

Min gode ven, Kim, har ellers aldrig været interesseret i at køre på cykel, men det er ligesom om det har hjulpet, da han fandt en stor model godt forsynet med kubik og hestekræfter :) Han er for et par uger siden blevet den stolte ejer af denne fine Harley Davidson og kom forbi i dag til en hyggelig sludder om stort og småt.
Inden han kom, har jeg brugt rigtig meget tid på telefonsnak med familien, hvilket jeg desværre gør alt for lidt. Hele familien bor på "Djævleøen", og vi bor som de eneste i det mørke Jylland. Derfor (og på grund af de mange ture til Grønland) ses vi ikke så tit, så netop derfor bør jeg stramme op på telefonien.
En rundtur i haven med græsslåmaskinen, fik jaget de små tudser frem. Vi har jo haft mange haletudser i vandhullet og det ser ud til de har klaret sig godt. I hvert fald ser vi flere af de små tudser hoppe rundt i haven og i den fugtige kælderhals.
Dagen afsluttet med hyggeaften med William, en god film og lidt til den søde tand :)

lørdag, juni 23, 2007

William og jeg var en tur i Århus for at hente et par spil til X-Boxen. Vi fandt "Secret weapons over Normandy". Et fint letstyret krigsflyver spil, hvor man styrer fly på missioner under anden verdenskrig, eller også kan vi dyste mod hinanden i to player :)
Dagen har været præget af kraftige regn og tordenbyger, men til aften klarede det heldigvis op og sikrede et vellykket Sct. Hans arrangement, der blev afviklet henne ved Kulturhuset og byparken. En scene var opsat med søen som flot baggrund, og bålet blev denne gang lavet ude på en flåde på søen.
Båltalen blev holdt af en veloplagt Jytte Abildstrøm, der som altid har et par kommentarer om det at være til for hinanden, i dag fortalt gennem et H.C. Andersen eventyr.
Den musikalske underholdning var i den bløde ende, med et kor fra en lokal efterskole, efterfulgt af Sko/Torp og Søs Fenger. Desværre gav Søs kun fem numre, hun var ellers rigtig god!

fredag, juni 22, 2007

Aftenunderholdning på pladsen udenfor kulturhuset.
Vi bor lige i nærheden og kunne høre der foregik et eller andet derovre, for lyden af spillemands musik blev båret med vinden og helt ind i vores stue.
Det viste sig at være spillemands orkestret "Kun for sjov" fra bramming (Eller var det Brande?), der stod for underholdningen i sommeraftenen. Jeg stod og lyttede lidt med, syntes de var ganske gode.
I dag drog pigerne i huset, samt en af Naaja´s gode veninder til København for at se den udsolgte Justin Timberlake koncert i Parken i morgen aften sammen med ca. 53.000 andre fans. Ingen tvivl om de får en stor oplevelse! Billetterne har været købt for længe siden, og Naaja, der synes han er fantastisk, har glædet sig meget til oplevelsen siden da :) Pigerne har også sparet op til en rigtig shoppingtur i hovedstaden, hvor Christiania også skal besøges.

torsdag, juni 21, 2007

Bybilledet i Skanderborg midtby er i konstant forandring for tiden.
Gamle lave huse rives ned, og nye højere bygninger rejser sig på de gamle grunde langs hovedgaden, Adelgade, og flere steder i umiddelbar nærhed. Men også kunst er begyndt at dukke op.
Børnebogs forfatteren Ole Lund Kirkegaard (1940-79), har boet i Skanderborg og dette har man ønsket at markere, med flere forskellige kunstneriske indslag i gadebilledet. Der er blandt andet nedlagt fliser flere steder med motiver fra nogle af hans bøger, som vi vel nok alle kender (f.eks. Otto er et næsehorn, Lille Virgil, Hodja fra Pjort og mange flere.)

Herover ses et gavlmaleri, udført på en ellers grå og trist gavl ved hovedgaden, der blev færdig for et par uger siden, sammen med figuren nedenfor der forestiller Hodja på sit flyvende tæppe.
Altsammen med til at give os lidt andet at se på og tænke over, undervejs gennem byen :)

Igen i dag har jeg været til møde omkring vores hushandel, denne gang også med køber. Vi havde en fornuftig snak om fremtidige planer for vores grund og nabogrunden, (som også er i handel), og vi fik fremsat et begrundet ønske om en lidt større pris, end den vi blev tilbudt. Køber overvejer et par uger.

onsdag, juni 20, 2007

Biograftur :)
Til aften tog vi over i vores lokale bio for at se den anmelderroste "Vikaren".
Den levede fuldt ud op til mine forventninger, med Paprika Steen i storform! En rigtig sjov og samtidig spændene gyser som er perfekt til til børn og barnlige sjæle. Især de som går i femte-sjette klasse vil kunne indentificere sig med børnene i filmen, og vil nok i særlig grad lade sig opsluge af den gode historie.
Inden filmen mødtes Naaja med nogle af sine klassekammerater for at spise pizza, og de havde selvfølgelig plantet sig på bageste række.
William sad mellem mig og Tina, og sank noget dybt i stolen når det blev for spændene :) Filmen bød også på et par gode "skrækscener", der fik os til at hoppe i sæderne :)
Se klip og andet fra filmen : HER
Vi har været gennem et møde med rådgiveren omkring hushandlen i formiddag. I stedet for at køre en længere tidskrævende brev veksling, blev der aftalt et møde i morgen med køber, for at få afklaret de forskellige forhold og dermed få afgjort vores fremtid omkring huset snarest.
Midt al sommervarmen er der afkøling at hente fra Grønland : HER. En side lavet på endnu et website der tilbyder opsætning af fotoalbum. Prøv selv på : Slide.com

tirsdag, juni 19, 2007

Igen har vi haft gang i værktøjet :)
Jeg havde taget to stykker plywood plader, som tømrerne havde kasseret, med hjem fra arbejdet. Denne gang for at lave to forskellige skateboardramper til William, som iøvrigt selv var med at bygge dem, og han bestemte også hvordan de skulle se ud.
Det var hyggeligt at gå sammen om det lille projekt, og ramperne kunne han godkende ved den efterfølgende testkørsel :)
I dag modtog vi efter lang tids venten, et tilbud på huset, som vi skal tage stilling til sammen med ovenboen. Vi tager et møde sammen med en rådgiver i morgen for at vurdere prisen og det videre forløb.
Dagen afsluttede jeg med en "flyvetur" på racercyklen rundt på små ubefærdede landeveje mellem små landsbyer og marker. Det rigtig skønt at stryge afsted i den vindstille og lune midsommeraften, og så bare nyde de lange lyse aftener :)

mandag, juni 18, 2007

En af min hverdagsfornøjelser er læsning af de fire gratis aviser jeg kan hente på stationen på vej til arbejde om morgenen.
Jeg havde ikke forventet andet end tynde og reklamefyldte aviser, med notits-agtigt nyhedsstof. Men jeg er blevet meget positivt overrasket :)
Alle fire aviser rummer gode artikler, udover det gængse nyhedsstof fra de internationale bureau´er. Der er også givet en del plads til forskellige læser indlæg/blogs som følger op på dagens begivenheder og strømninger i tiden.
Alle er naturligvis på nettet :
Urban, 24timer, Nyhedsavisen, Metroxpress

søndag, juni 17, 2007

Det har regnet en del i dag.
Det fugtige vejr har lokket mange af dyrene i haven frem. Frøer, tudser og græshopper var på springtur i det våde græs, mens vinbjergsneglene var på stævnemøde under de store planter :) Men snogen har vi ikke set, den gemmer sig sikkert under nogle trærødder. Vi har også dagligt besøg af et par gråænder, der skal have en badetur i det lille vandhul. Faktisk er de så trygge ved os, at de ofte går rundt inde i huset for at nappe lidt brødkrummer fra gulvene :)
På trods af det aktive dyreliv, fik jeg med lidt forsigtighed alligevel slået græs og justeret lidt på planterne hist og her. Stokroserne er begyndt at blive høje, og de blev bundet op, inden regn og blæst får dem knækket. Vi har en del af dem og de kommer til at stå flot hen på sommeren.
Naaja og jeg tog en aftentur ud til en lille sø, for at få en frisk forsyning smådyr med hjem til vandhullet. Vi har en lille bestand af skaller, der utroligt nok, har klaret sig siden den lille sø blev lavet sidste forår, og de skal have lidt frisk søvand med tilhørende smådyr en gang imellem.

lørdag, juni 16, 2007

Hele dagen har der været regnvejr.
William har haft en kammerat til overnatning. De er helt vilde med at køre på deres skateboards, og bruger mange timer på at øve diverse tricks. De ventede utålmodigt hele dagen på at det skulle blive tørvejr, men fik dog tiden til at gå ved computeren og X-boxen. Omsider klarede det op omkring kl. 18 og drengene rykkede straks ud på de rullende brædder på vejen foran vores hus :)
Det blev en stille dag, hvor der blev lejlighed til at få ryddet lidt op indenfor og læst aviser. Turen med Naaja og reklamerne blev temmelig våd, og mange husstande fik bløde og ret fugtige reklamer :) Vi ventede ellers til så sent som muligt, i håb om en opklaring, men den nåede os ikke inden kl. 15, hvor vi var nødt til at rykke ud. Vi skal være færdige med ruten inden kl.17 om lørdagen.
Jeg har iøvrigt læst de meget fine anmeldelser i alle gratis aviserne, af den nye danske film af Ole Bornedal, "Vikaren". Den ser vi nok i den kommende uge i vores lokale "Park Bio".

fredag, juni 15, 2007

Kort arbejdsdag!
Turen gik til Århus med ungerne, for at mødes med Tina på ARoS, til fernisering ved Bjørn Nørgaard´s forarbejder til Dronningens Gobeliner.
Inden da fik ungerne og jeg, med Naaja som gps-fører og William på skateboard, tid til at finde to microcaches i Århus midtby, den første var en lille filmdåse med magneter påsat under en bænk i det grønne anlæg foran Musikhuset og den anden var også en lille filmdåse, som var gemt bag en buste udenfor Hovedbiblioteket.

Ferniseringen blev indledt af tre taler, bla. Bjørn Nørgaard selv, ledsaget af lidt og drikke. Udstillingen består af materialer fra Køge Skitsesamling, der til daglig huser samlingen.
I udstillingen på ARoS præsenteres kartonerne i en opbygning med dimensioner svarende til Riddersalen på Christiansborg Slot, som de vævede gobeliner er skabt til, og hvor de i dag hænger.
Dronningens Gobeliner består af 11 store billedfortællinger og 6 mellemstykker, der tilsammen skildrer Danmarks 1000-årige historie.
Arbejdet stod på fra 1988 til år 2000 og var gave til dronningens 50 års fødselsdag.
Udover de mange interessante skitser og forarbejder, er der gode infobokse foran kartonerne, hvor motiverne indbyder til et kig gennem danmarkshistorien. De farverige kartoner ser fantastisk godt ud og stråler med den flotte belysning en i møde, når man går ind i "Riddersalen". Meget vellykket idé, at opbygge en areal mæssig kopi af Riddersalen, for hermed kommer kartonerne rigtig til sin ret. Både oplevet som helhed og set i detaljen.

Udstillingen kører fra 16/6 til 9/9 - 07, BESØG DEN! :) Jeg kommer i hvert fald igen!
Relevante links : ARoS og besøg især Bjørn Nørgaard´s egen website : Her, hvor Dronningens Gobeliner og hans arbejder i øvrigt, kan ses gengivet.

torsdag, juni 14, 2007

Værktøjet har været i brug!
I bedste gør-det-selv ånd, har jeg brugt eftermiddagen på lidt hobby arbejde. Jeg har købt nogle hjul og fået en god tyk plywood plade af tømrerne på arbejdet, og har fået lavet en vogn til at køre rundt med mit malergrej på især større arbejdspladser.
Dels er det rart at have samling på sagerne, men det bliver også nemt at flytte rundt på grejerne, efterhånden som byggeriet skrider frem.
Sølund festivalen slutter til aften med et kæmpe fyrværkeri omkring midnat. Det skal vi se, og ikke mindst høre. Det er faktisk også uundgåeligt, da det foregår lige hen over byen :) Og vejret er igen skyfrit, så forholdene er perfekte.

onsdag, juni 13, 2007

I dag (Og i morgen), er der live musik til arbejdet :)
Vi arbejder lige ved siden af Landsbyen Sølund, som hvert år i juni afholder deres tre dages musikfestival. Ud over deres egne bands, optræder flere store danske navne hvert år.
Sølund ligger i direkte forbindelse med Skanderborg by og den omkring liggende skov. Området er institution for ca. 230 udviklingshæmmede beboere. Festivalen, der altid er udsolgt på 4-5 timer, bliver besøgt af udviklingshæmmede og tilhørende hjælpere fra hele landet, og de er i øvrigt de eneste der kan være med til festivalen.
Deres egen hjemmeside kan besøges : Her!
Her til aften er det blevet gråvejr og regn. Det er faktisk meget behageligt med en lille pause i hedebølgen........bare den ikke varer for længe :)

tirsdag, juni 12, 2007

Dagens helt store overraskelse!
Naaja fandt denne lille snog hjemme i haven, eller rettere i et 50 liters akvarie, hvor der står ca. 10 cm. vand i bunden. Akvariet står i et skyggefuldt sted ved en mur og har passet sig selv siden sidste sommer, og står nu med lidt "snasket" vand og et par ukrudtsplanter, og vi regnede bestemt ikke med at der var nogle dyr i det (Insekter undtaget!).
Jeg kan næsten ikke forstå, hvor den kommer fra, men vi bor for langt inde i byen til at den er kommet af sig selv. Så det er mest sandsynligt at vi haft den med hjem som blind passager, på en af de mange "transporter" af diverse ting og sager ude fra skoven :)
Og hvordan er den havnet i akvariet? Aner det ikke!

I hvert fald udløste fundet en voldsom aktivitet, for en ekspedition udrustet med spande, baljer og net, blev straks sat igang med skovens sumpede områder som mål.
Småfrøer, diverse smådyr og vandplanter blev hentet hjem til vandhullet i haven, for det er her snogen er blevet flyttet over, i håbet om at den falder til i vores lille gårdhave bland de andre indførte dyr :)

mandag, juni 11, 2007

Igen i dag var det vandhunden William, der stjal billedet.
En badetur behøver ikke at betyde lange rejser ud til stranden. Der er flere badesteder omkring Skanderborg Sø. På øverste billede er William netop på vej ud fra to meter vippen, som er en af tre vipper ved Søbadet, der er byens badested og samlingssted for børn og unge gennem sommeren (Afhængig af vejret, forstås!). På grund af hedebølgen, var der også mange derude i dag.
Efter vild vandleg, hygger William og en af hans kammerater sig i vandkanten, hvor der er udlagt strandsand af kommunen. Fra naturens hånd består området ellers mere af grus og småsten.

søndag, juni 10, 2007

Det blev en rigtig hed sommerweekend!
Jeg havde lagt op til natfiskeri natten til lørdag, og derfor var det bekvemt at gøre klar til overnatning ved vandkanten. Jeg havde kontakt med to havørreder kort før midnat, men kort tid herefter fik linen viklet sig ind hjulet, og jeg måtte opgive fiskeriet da det var for mørkt til at se noget.

Lørdag blev en dasedag med en let solskoldning til følge :( Og pludselig var det mere interessant at blive i skyggen. Tina kom forbi til en hyggelig eftermiddag.

Søndag blev besøgs-/stranddag.
Venner fra Århus kom forbi og havde båd med. Vi startede med fællesspisning på campingpladsen og bagefter gik vi ned til vandet. Båden var selvfølgelig meget populær, og det blev et hit at springe fra borde i farten :) På billedet er det William, der tager springet.

fredag, juni 08, 2007

Sommer over DK :)
Pakker cyklen med sovepose og telt plus det løse. Kører til Hjarnø på natfisketur og over overnatter ude ved kysten.

torsdag, juni 07, 2007

Udplantning af tomatplanter.
Vores ovenbo kom en tur ned i eftermiddag og gav os fire tomatplanter, som Tina bruger den lune aften til at sætte over i store krukker.
Vi havde også en snak om salg af huset. Sagen er trukket ud på grund af langsom sagsbehandling i teknisk forvaltning i vores kommune (Vistnok landets langsomste!) Handlen er afhængig af købers muligheder for udnyttelse af grunden.
Så vi venter tålmodigt videre :)

onsdag, juni 06, 2007

Sommeraften ved Skanderborg Sø.
Perfekt aften for kajak roerne, som afviklede et race på søen. Imponerende fart de skyder!
Arbejdsmæssigt er jeg endelig kommet på hjemmebane. Jeg er kommet over på et nybyggeri fem minutter herfra, som jeg startede op for nogle uger siden.
Indtil videre et dejligt regulært arbejde, men også kvalitets mæssigt krævende, da alle vægflader skal fuldspartles, beklædes med glasfilt og endelig males. De skal være 100% jævne og helt plane for de vil blive udsat for en speciel lysopsætning, med skråtstillede spots og kraftigt sidelys fra de store vinduespartier.

tirsdag, juni 05, 2007

En stille grundlovsdag.
Tina skulle på arbejde og kom sent hjem. Jeg gik hjemme med ungerne, som holdt rigtig fridag. Dvs. ligge længe i sengen og ellers hygge sig foran computeren. Naaja på Sims 2 og William på World of Warcraft. Det var også lige vejr til det, for der var en del regn først på dagen.
Jeg brugte også tid ved den bærbare. Jeg forsøger at genopbygge et nyt fotoalbum, men synes ikke rigtig jeg kan få det omkring Grønnedal til at virke. Måske fordi det hele er kommet lidt på afstand og hverdagen hernede er så andeledes. Men ellers vil der blive lagt billeder ind i det omfang der er noget at vise.
Det klarede op sidst på eftermiddagen og jeg trængte til at komme ud og røre mig lidt. Tog cyklen ud til Illerup Å, tæt ved Alken, som ligger ca. 6 kilometer herfra ind mod Ry, for at gå en tur. Åen er for år tilbage rettet ud og blevet kanal-agtig, men alligevel er der i vinterhalvåret en god bestand af søørreder der trækker op fra Mossø for at gyde. Jeg har haft mange gode fisketure langs åen, som er omgivet af vidtstrakte naturskønne engarealer, og oftest har man det hele for sig selv.

mandag, juni 04, 2007

En dejlig stille sommerlun aften.
Tina og jeg tog den sædvanlige runde langs søen og skoven, ud forbi vandrehjemmet. Igen i dag var der bil entusiaster ude og lufte biler, denne gang også Ford, men noget ældre end Cobra´erne, der var samlet på Himmelbjerget i går. Det var en fin samling af gamle Ford T biler. Altså rigtige veteranbiler :)
Jeg er gået på nettet, for at gå lidt i dybden med Geocaching. Der er mange vinkler på denne verdensomspændene fritidsfornøjelse. Centralt har vi Geocaching.com, hertil kommer de enkelte landes egne hjemmesider, hvor koordinaterne for alle caches, samt diverse relevant info i det pågældene land kan findes. I danmark er det på Geocaching.dk. Er man nysgerrig, eller søger mere viden på dansk om emnet, ligger der også mere på Geowiki.
Jeg er så småt ved at overveje hvor, og hvilke slags caches jeg vil lægge ud her i omegnen.
I den forbindelse ærgrer det mig lidt, at jeg ikke havde denne interesse, mens jeg var på Grønland. Det kunne være rigtig sjovt at lave en multicache, der kunne sende eventuelle geocachere på rundtur i fjeldene omkring Grønnedal. Området er perfekt til både familie/børne caches og til de fysisk krævende :)
Jeg håber selvfølgelig at komme der op igen, og til den tid vil jeg have forberedt mig hjemmefra og vil forhåbentlig kunne få sendt nogle "grønnedalere" til fjelds!
I skrivende stund er der udlagt otte caches i hele Grønland!

søndag, juni 03, 2007

Jeg havde prøvet at lokke familie og venner til en kombineret picnic/lårstrammertur i det midtjyske bjerglandskab omkring Himmelbjerget, især omkring Store Knøs
Men det endte dog med, at jeg selv måtte tage afsted i det fine sommervejr, da alle havde andre ønsker og planer for dagen.
Igen var det mountainbiken der blev trukket frem, for den er nu engang bedst egnet til ture gennem skov og groft landskab :) Jeg kørte den lige vej til Ry og videre gennem skoven langs Julsø og op til Himmelbjergegnens Friluftsgård, hvor jeg jeg holdt en kort middagspause.

På vej tilbage gik turen over Himmelbjerget, der altid byder på en storslået udsigt over Julsø, og vel nok som det eneste sted i Danmark giver fornemmelse af at stå på en bjergtop ;) Den dejlige sommerdag havde trukket rigtig mange gæster til området og der var blandt andet træf for ejere af disse fine velholdte Ford Cobra. Turen videre hjem gik ad landveje via Gl. Rye, Boes og Alken.
Der var simpelthen sommerferie stemning over Danmark i dag!

Sidst på eftermiddagen kom jeg hjem og fik lokket familien, plus en af Naaja´s veninder, ud til østenden af Mossø som i dag lå i læ, for at soppe og få grillet de pølser, vi også havde med på tur forleden dag. De var desværre melede og smagte mildt sagt elendigt, så rugbrød var kost backup da vi nåede hjem.
Se iøvrigt Rygters humoristiske kommentar på gårsdagens nedslående fodboldoplevelse :)

lørdag, juni 02, 2007

Gråvejrsdag.
Hele familien startede dagen med et kæmpe læs reklamer der skulle bringes ud, men det gik heldigvis ret hurtigt.
Vi tog herefter til Århus, hvor husets damer osede rundt i byens tøjbutikker og selvfølgelig tog en rundtur i Bruuns Galleri.
Jeg og William tog på drengetur nede ved havnen. Vi fandt et par bycykler og kunne komme hurtigt omkring. I anledning af en større militær øvelse i området, er der i weekenden flådebesøg i Århus Havn, og ca. 30 skibe i flere størrelser og fra flere nationer kan besøges. Vi kom ombord på et af de danske skibe, men der var kun adgang til dækket og broen, så der var ikke så meget at se.
Det største skib i havnen, var dog en kæmpe luksus liner, der havde sat en masse endags turister i land. Desværre var det ikke muligt at komme ombord og besøge dette flydende hotel. Vi måtte kigge ind via nettet i stedet, klik på : "Rotterdam"
Aftenen afsluttet med den dramatiske landskamp mellem Sverige og Danmark. Sur afslutning :(

fredag, juni 01, 2007

Første sommerdag.
Jeg valgte at lave en fin lille aften rundtur på cykel i det åbne land mellem Skanderborg og Ry.
Turen blev startet med at finde en cache, der var gemt ved en dysse ude i Illerup Ådal. Stedet er blandt arkæologer og historisk interesserede, særlig kendt for sine meget fine offerfund, der ses udstillet på Moesgård ved Århus.
I øvrigt kan der vandres nogle gode ture ad små stier gennem dalen over til Borgmesterskoven, der ligger klemt inde i en kløft med stejle sider og et lille vandløb i bunden.
Info om vandreturen i ådalen : Mesing Sønderskov