lørdag, marts 31, 2007

Endnu en flot forårsdag.
Vejret er så dejligt, at vi bruger det meste af dagen udenfor.
Ud over strejfture i byen kom vi en tur gennem skoven, hvor der var godt gang i skruptudserne. Her har lille fyr et godt tag i en lækker dame fra Døj Sø, så vi ser nok en masse små haletudser derude i den nærmeste fremtid :-)
Tingene går i øvrigt hurtigt omkring boligsituationen. Vi har fået en super lejlighed på hånden i noget af det ny byggeri ved hovedgaden 100m. herfra. Hvis vi kommer herfra, kan vi flytte pr. 1 juli. Vi kan se huset herfra, så det bliver en nem flytning. Vi håber det lykkes :-)

fredag, marts 30, 2007

Her bor vi så! Skanderborg C.
Boligen er delt op i to ejerlejligheder, hvor vi bor i stueetagen med en fin lille lukket gårdhave og en garage der nu fungerer som værksted. Huset ligger umiddelbart bag hovedgaden og dermed tæt ved alle slags butikker samt kulturhuset med bio og bibliotek. Søen og skoven er også indenfor gå afstand.
Som det ses på billedet er der rimeligt åbent omkring os og vi har sol hele dagen og aften. Det er denne åbenhed der står for fald, idet den nærmeste nabo til venstre har solgt sine tre ejendomme der går fra hovedgaden og op til os. Byggeriet på tre etager, forventes igangsat i sommer, så vi håber vi kan komme med i en handel i enighed med ovenboen og byggefirmaet, sådan at vi kan flytte til et andet sted i midtbyen uden omkostninger.
Det er næsten sommer! Næsten alt tid bliver brugt udendørs og i dag gik jeg sammen med Naaja på hendes reklametur. En hyggetur når vejret er som i dag :-)

torsdag, marts 29, 2007

Så fik jeg mig endelig taget sammen til at søge arbejde. En aftale er lavet og jeg starter tirsdag lige efter påske.
Både mine og ungernes cykler blev gået efter med smøring, frisk luft i ringene og diverse efterspændinger. Vi er nu på den årstid, hvor de begynder at cykle rundt til fodbold, svømmehal osv.
Da Naaja havde fået fri fra skole inviterede hun mig med på travetur gennem skoven for at se på foråret og tage billeder af frøer og anemoner. Hun var i strålende humør, vi nød turen og det gode vejr :-)
Et andet og mere alvorligt emne er kommet på banen. Da vi kom hjem fra Grønland tirsdag aften, lå der et brev fra et byggefirma vedr. et eventuelt opkøb af vores bolig, med henblik på nedrivning og efterfølgende opbygning af tre etages ejendomme på vores grund. Nabogrunden har de købt, og man ønsker at få vores med i en samlet plan.
I de sidste par år har Skanderborg midtby, hvor vi bor, været udsat for et massivt byggeri. Lokalplanen for vores område er desværre ændret således, at de oprindelige lave byhuse kan nedrives og erstattes af byggeri på op til fire-fem etager :-(
Det er en udvikling som vi er direkte berørt af, og vi har forventet (håbet!) at få henvendelser fra mulige investerings-/bygge firmaer.
Vi er nået til det punkt, hvor det vil være fint at kunne flytte væk, inden vi er helt lukket inde mellem høje huse. Som det ser ud nu, er det ikke sandsynligt, at vi kan sælge til andet end nedrivning. Derfor håber vi at det kommende møde med byggefirmaet den 10/4, vil blive positivt.

onsdag, marts 28, 2007

Første dag i Danmark blev jo rigtig dejlig med en helt vidunderlig forårssol og dejlig varme.
Dagen begyndte med tiltrængt rengøring og indkøb, samt gennemgang af en stor bunke post og diverse konto udskrifter.
Tina og ungerne holdt fri fra skole og arbejde i dag, men begynder i morgen. De glæder sig alle til at se klassekammerater og arbejdskolleger.
Eftermiddagen brugte jeg på at lufte min mountain bike på en tur rundt i skoven og ved søen. På en dag som i dag, er der godt gang i dyrelivet. Jeg kender et bestemt sted ude ved en lille skovsø, hvor der altid findes solbadende snoge i det tidlige forår. Jeg måtte naturligvis lige ud og se om de var begyndt at komme frem. Der lå fire sammen på en lille tør plet, men jeg fik larmet så meget, at de tre hurtigt svømmede ud mellem sivene på søen, men den på billedet tog det mere roligt :-) Frøer og fugle nød også det gode vejr.
Hjemme i vores lille have bor Boris, en russisk landskildpadde, i et lille udendørs anlæg med en lille sø. Han overvintrer ude i en hule, men er netop også begyndt at vise sig igen. Han bliver forkælet med salat og æbler. Det er rigtig skildpadde guf!
Til aften kommer min gode ven Kim forbi, og mon ikke vi får aftalt en fisketur til en af de kommende dage? Det er jo ved at være højsæson for havørred fiskeri!