søndag, august 05, 2007

Endelig fik vi en dejlig sommerdag.
Desværre er det også den sidste feriedag i denne omgang. Jeg valgte at bruge den på en god lang cykeltur til Uldrup Bakker og langs Horsens Fjord, med lidt geocaching undervejs.
Efter en lille pause hjemme, blev mountainbiken skiftet ud med raceren, og så gik det mod Mossø sammen med Naaja på en fin aftentur.

Køreturen på de små veje mellem Skanderborg og Horsens Fjord er altid en fornøjelse, fordi turen går gennem dejligt varieret landskab. En blanding af marker og skov, spredte landsbyer og landskabet ved fjorden. Netop her i det Østjyske synes jeg det er rigtig flot på grund af det meget bakkede terræn.
Og meget vigtigt, bortset fra de første 8 km. på Oddervej er der næsten ingen trafik :)

En del af turen går gennem Åkær Gods´s jorde som rummer Uldrup Bakker og store mark arealer, fugtige enge og græsningsarealer langs Horsens Fjord. Naturligvis er der også en del bygninger rundt omkring.
Meget karakteristisk for ejendommene er den meget flotte stand de er holdt i og modsat så mange andre godser og storgårde, holdes arealerne ved bygningerne helt fri for træer og buske med nyrevne grusflader på gårdspladserne. Derfor virker flere af gårdene næsten nybyggede !

Dyrene nyder også højsommeren.
Især nede ved fjorden omkring Brigsted, så jeg mange firben der solbadede på stenene. Også sommerfugle var der mange af.