søndag, august 12, 2007

Efter et par rigtig grå og triste dage, er festivalen igen badet i sollys og varme, og dermed er den sidste dag i den næsten en uge lange fest, sikret en dejlig afslutning :)
Alle grønne arealer i byen og nærmeste omegn er belagt med telte i alle størrelser, men de vil blive pakket sammen i løbet af aftenen og i morgen formiddag, efterhånden som festivalfolket tager hjem.

På billedet ses en del af vores fodboldbaner, men teltbyen mellem Sølunds bygninger og grønne arealer er nu de hyggeligste.
De forrige tre somre har jeg været på Grønland, men som jeg husker det, har dette års festival været ualmindelig fredelig. Andre år har der været en del råben, skrigen og ballade om natten i hovedgaden. Selvom vi bor lige op til det hele har vi stort set ikke mærket nogen form for uro. Dejligt!
Efter et hyggeligt besøg, tog vores gæster også tilbage til København ved middagstid og vi fik dermed tid til en god gang tøjvask og rengøring. Rart at gå ind i en ny uge i et rent hjem.
Det er helt skyfrit og vindstille til aften, og det betyder optimale forhold til det kæmpe fyrværkerishow der afslutter festivalen ved midnatstid. Det skal vi selvfølgelig se, men der er vist også mulighed for at se særlig mange stjerneskud ( Perseiderne) i østlig retning denne nat.