Tina har været på arbejde hele weekenden.
William har overnattet hos en kammerat lørdag til søndag.
Lørdag eftermiddag tog Naaja og jeg en tur til Hjarnø og ankom først på aftenen i en strid sydlig vind, men ellers pænt vejr.

Naaja har fået sine egne waders og denne weekend skulle de prøves for første gang. Vi gik ved kysten et par timer og jeg fik et par hornfisk, mens hun brugte det meste af tiden på at fornøje sig med at "moonwalke" i vand til livet og resultatet blev da også, hun fik overbalance med vandfyldte waders og gennemblødt tøj til følge :) Dermed gik turen tilbage til campingpladsen.
På grund af usikkerheden med gasvarmen, havde jeg taget en elvarme blæser med, der kunne sættes til at køre på 1000w. Det var desværre mere end det elektriske system kunne tåle! Lyset gik og sikringer smeltede ned :( Og vi gik i soveposerne uden varme og lys. Igen!
Det skal åbenbart være en sæson med tilbagevendende tekniske problemer.

Her til morgen havde vinden lagt sig og vi gik en fin solrig og lun dag i møde.
Efter morgenhygge på pladsen, gik turen ned til vandet, hvor vi gik sammen med flere andre for at prøve lykken. Naaja og jeg fangede ikke noget og kun enkelte hornfisk blev landet af de andre. Vi havde fået nok efter tre timers indsats og tog op for at spise frokost og pakke, tidsnok til at nå færgen retur til Snaptun kl. 14.
Resten af eftermiddagen blev brugt på en tur i området umiddelbart syd for Snaptun. Her besøgte vi
Tønballe Naturcenter, der rummer en meget fin lille udstilling om naturen i området, men også giver en del information om livet fra stenalderen til i dag.
I det lave vand omkring Hjarnø og Snaptun er der særdeles gode chancer for at finde dele af flinteredskaber og andre spor fra stenalderen. Vi har selv fundet skrabe redskaber af flint tidligere.

Området er dækket af skov, der går helt ud i vandkanten, på en ca. fem meter høj klint der i fugtige perioder giver efter for træernes vægt og bølgernes gnaven. Det gør at der på hele kyststrækningen ligger væltede træer ude i vandet. Turen ved den ufremkommelige smalle strand gav en fornemmelse af at være på en øde ø. Fed tur, synes vi :)