
Så fik jeg mig endelig taget sammen til at søge arbejde. En aftale er lavet og jeg starter tirsdag lige efter påske.
Både mine og ungernes cykler blev gået efter med smøring, frisk luft i ringene og diverse efterspændinger. Vi er nu på den årstid, hvor de begynder at cykle rundt til fodbold, svømmehal osv.
Da Naaja havde fået fri fra skole inviterede hun mig med på travetur gennem skoven for at se på foråret og tage billeder af frøer og anemoner. Hun var i strålende humør, vi nød turen og det gode vejr :-)
Et andet og mere alvorligt emne er kommet på banen. Da vi kom hjem fra Grønland tirsdag aften, lå der et brev fra et byggefirma vedr. et eventuelt opkøb af vores bolig, med henblik på nedrivning og efterfølgende opbygning af tre etages ejendomme på vores grund. Nabogrunden har de købt, og man ønsker at få vores med i en samlet plan.
I de sidste par år har Skanderborg midtby, hvor vi bor, været udsat for et massivt byggeri. Lokalplanen for vores område er desværre ændret således, at de oprindelige lave byhuse kan nedrives og erstattes af byggeri på op til fire-fem etager :-(
Det er en udvikling som vi er direkte berørt af, og vi har forventet (håbet!) at få henvendelser fra mulige investerings-/bygge firmaer.
Vi er nået til det punkt, hvor det vil være fint at kunne flytte væk, inden vi er helt lukket inde mellem høje huse. Som det ser ud nu, er det ikke sandsynligt, at vi kan sælge til andet end nedrivning. Derfor håber vi at det kommende møde med byggefirmaet den 10/4, vil blive positivt.