Men isen på søen er mere sejlivet. Selvom smeltet sne og regn har lagt et lag vand oven på, er den stadig mange centimeter tyk, og tager man ikke sine forholdsregler kan de mange tons tryk ødelægge bådebroerne, der ellers blev repareret i sommer efter sidste vinters hærgen.
Kommunens folk har været ude med kædesaven, for at skære isen væk omkring bådebroen ved Skanderborghus, som nu ser ud til at gå helskindet gennem vinteren......
Naaja blev hjemme for at få klaret en bunke afleveringer til fagene på gymnasiet, mens vi andre tog afsted. Turen gik til et landsted i nærheden af Ry, hvor en marskandiser har sit lager af ting og sager, det meste indkøbt som dødsbo.
Helt modsat turen mellem IKEA´s organiserede udstillinger i går, bød besøget i laderne på en opdagelsesrejse blandt gamle møbler, besyndelige dimser og meget andet forskelligt i blandet orden, inden vi vendte hjem igen.
Dog uden noget købt, men et par idéer rigere......